Jeg tog på en første date med Kaaliyah og lod mig pindefodre med rejer

Jeg har ingen idé om, hvad det vil sige at gå på date i 2017. Er det overhovedet stadig en ting? Har det nogensinde været en ting? Eller er det bare noget, vi har overbevist hinanden om, fordi Seinfeld og Venner havde brug for noget at skrive om? Jeg vælger at se bort fra mine manglende kompetencer på området, og glæder mig i stedet over, at en rigtig kvinde af kød og blod er gået med til at ses med mig uden for rammerne af en 9-17 arbejdsdag. I dag skal jeg nemlig spise på Jah Izakaya, en trendy-ass sake-restaurant på Vesterbro, med den kommende førstedame af dansk trap, Kaaliyah.

Kaaliyah Stephanie Lundtofte Kumapayi er trapsangerinde. Hendes mor er nigerianer, men hun er født og opvokset i Danmark. Hun kommer egentlig fra en dansebaggrund og begyndte først at lave musik som 21-årig. Hun har allerede ep'en Dark Pop First Sequence i baggagen, der i 2015 bød på mørke, forførende tracks som "Rust & Bone", og fulgte op med singlen "Yoko" i 2016. Siden har hun taget sin lyd i en mere trappet retning og er lige nu aktuel med singlen "Buried":

I sommer sang Kaaliyah for titusindvis af festivalskogte mennesker på Orange Scene sammen med Phlake, da Albertslund-duoen åbnede den ikoniske scene, men i aften er hun min. I et par timer i hvert fald…og udelukkende "min" i den forstand, at hun er gået med til at mødes og forsøge at udtale uudtalelige japanske retter med mig på en trendy-ass sake restaurant på Vesterbro.

Efter nogle tvetydige udmeldinger fra Kaaliyahs manager om, hvorvidt hun er typen, der kan lide blomster, har jeg købt hende en kaktus.

Vi mødes på restauranten og bliver tildelt et hyggeligt bord i hjørnet.

Noisey: Jeg vidste ikke, om du var blomstertypen, så du får en kaktus.
Kaaliyah: Det er virkelig plus-point, det her. Folk kunne lære noget af kaktussen. Jeg kan se utrolig sød ud og ligne en sød pige. Men jeg er fra Odense og har lidt kant. Jeg kommer fra et bestemt miljø. Det der med at give roser, det er lidt sådan: hallå mand. Der kommer vand med bobler på bordet.

Jeg skynder mig at sænke hendes forventninger for aftenen med en hurtig disclaimer om mine dyriske spisevaner. "Jeg er utroligt klam, når jeg spiser," hører jeg mig selv sige – til en kvinde, jeg mødte for fem minutter siden. "Jeg skal nok prøve at styre mig, men det er ikke et flot syn." Gad vide, om hun er klar over, i hvor alvorlig en grad, jeg egentlig mener det.

Jeg kigger nervøst på spisepindene foran mig.

Noisey: Vi foreslog egentlig at mødes på KFC i første omgang, men så kom du tilbage med det her fancy sake-sted på Vesterbro. Har du været her før?
Kaaliyah: Jeg har ikke været her før.
Noisey: Så vi har i virkeligheden ingen ide om, hvad vi laver.

Kaaliyah: Det var lige så meget for din skyld. Jeg ville jo også have, at du skulle have valgmuligheder. Men jeg elsker at være steder, hvor jeg ikke kan udtale tingene. Det er normalt sådan noget, folk går helt i panik over, men jeg synes bare, det er grineren at udtale det forkert.

Jeg drejer samtalens fokus tilbage på Kaaliyah ved at spørge ind til hendes optræden på Roskilde Festival i sommer.

Noisey: Hvad lavede du på Orange Scene sammen med Phlake?
Kaaliyah: Louis Winding, som jeg laver musik med (har produceret for blandt andre L.O.C. og Burhan G., red.), og jeg deler studie med Phlake. Og vi hygger ret godt sammen. Mads Bo (sanger i Phlake, red.) har været med til at synge på nogle af mine ting, og Jonathan Elkær (producer i Phlake, red.) har været med til at producere også. Så selv om de ved, at jeg laver mit eget og respekterer det, spurgte de, om jeg ikke ville med ud og spille på nogle af de store jobs på deres sommerturné, de havde linet op. Og af dem var det selvfølgelig Orange, der fyldte mest.

Noisey: Sindssygt. Var det lige så vildt, som det lyder?
Kaaliyah: Jeg har faktisk den vildeste sceneskræk, så man fik lige noget rutine ved at komme ind foran så mange mennesker på Roskilde. Det var fuldstændig sindssygt. Det er først bagefter, når jeg kommer ned, at jeg begynder at mærke et helt særligt high, som jeg ikke kan definere. Det er mit drug.

Noisey: Men er det ikke udfordrende at være sangerinde, hvis du har sceneskræk?
Kaaliyah: Med dans lærte jeg at slukke og tænde for det. Siden jeg var lille, har jeg forestillet mig at træde ind i en anden verden, når jeg er på. Jeg elsker at lave musikken. Jeg har mange veninder, der elsker alt det andet, der følger med, men jeg elsker bare at lave det.

Noisey: Din lyd har siden ændret sig en del siden 2015. Hvordan har du det med dit bagkatalog i dag, singlen "Yoko", for eksempel?
Kaaliyah: Jeg sætter mega stor pris på, at folk synes, det er nice. Men det er ikke der, jeg er. "Yoko" handlede om Yoko Ono, og hvordan alle de her sjakaler gerne bare vil have den her kvinde ved siden af dem. Yoko Ono er fucking sej, men jeg er ikke hende. Jeg er Yoko Nono. Jeg kan ikke tie stille. De må gerne være med mig, ikke omvendt. Louis og jeg havde bare nogle andre forventninger til, hvad jeg var. Jeg har mine meninger, og jeg holder ikke min kæft.

Kaaliyah foreslår, at vi bruger udelukkelsesmetoden til at vælge fra menuen. "Potato salad, det forstår jeg," siger hun, mens hun browser menuen, der er et minefelt af kulinariske, japanske fremmedord. "Ikke noget med tofu, vel?"

"Fuck, nej," svarer jeg. Det kan godt være, at jeg er på arbejde, men det er ikke Fear Factor, det her. Vi ender med at bestille gyutataki (en japansk carpaccio), en japansk kartoffelsalat og ebi furai (dybstegte rejer).

Noisey: Hvordan har du det med musikbranchen i Danmark?
Kaaliyah: Piger er så fucking hårde ved hinanden i musikbranchen. Jeg synes, at folk i branchen er gode til at finde fejl og nedgøre hinanden og dårlige til at anerkende. Tag nu smukke Medina. Før jeg mødte hende, havde jeg hørt ting, og vidste jeg ikke helt om hun ville være nede med en Killah (mit kælenavn) som mig. Men så møder jeg hende, og så er hun mega overskudsagtig og pisse sød!

Okay. Hvordan begyndte dit samarbejde med produceren Louis Winding så?
Louis hørte en sang, jeg havde lagt på YouTube med en eller anden bootleg-video, og skrev på min Facebook-væg. Det er Louis Winding. Det er meget sygt, tænkte jeg. Han havde lavet nogle ting med en sound, som jeg ikke synes lød dansk. Jeg har altid været mega imponeret af hele Det der Missy Elliot og Timbaland-kollektiv – de tog så mange ind og var alle sammen med på hinandens ting…det var bare musik, det handlede om. Det handlede om at lave det bedste musik på den fedeste måde. Og hans lyd mindede mig meget om det.

Vores kolde og friske sake gør sit for at holde hyggefaktoren høj, og de dybstegte rejer er noget af det bedste, der er sket i mit liv, selvom de bliver ved med at smutte ud af mit n00bede spisepindegreb. Kaaliyah går med til at pindefodre mig.

Vi bestiller en jordbærsorbet til deling. Jeg kan egentlig godt bare lide bær, men det viser sig, at hun elsker sorbet. Two birds. One scoop.

Noisey: Fortæl mig så: Hvordan ser din ideelle date ud?
Kaaliyah: Jeg har faktisk aldrig været på date.

Noisey: What? Så jeg er din første date nogensinde?
Kaaliyah: Måske er det meant to be, altså. (Kaaliyah griner) Der har været et par drenge, der har inviteret mig på fodbolddate.
Noisey: "Fodbolddate"?
Kaaliyah: Det er, når man er yngre og mødes ude på fodboldbanen på cykler til en "date".
Noisey: Så altså…en make-out sesh på en fodboldbane?
Kaaliyah: Nej, for man er så ung, at det gør man ikke rigtigt. Det er det tætteste, jeg kommer på en date.

Jeg nikker genkendende til "fodbolddaten" og deler minder fra min provinsielle opvækst med hende, om dengang "at gå i byen" bogstaveligt talt bare betød at…gå rundt. I byen. Og drikke Cult Shakers. Hun kalder mig ud på min lettere lollandske dialekt.

"Jeg er meget drengepige," siger Kaaliyah, midt i et trip down memory lane til hendes opvækst på Fyn. "Jeg bliver også kaldt 'Killah'. Jeg har en meget lang grænse, når jeg sidder og arbejder sammen med nogen om noget. Men når jeg når til den grænse, bliver jeg også sygt G-agtig."

Noisey: Hvad er det pinligste, du har gjort, fordi du var forelsket?
Kaaliyah: Ærligt?
Noisey: Ærligt.
Kaaliyah: Helt ærligt, ikk' – så har jeg 100 procent været en af de der piger, da jeg var yngre, der syntes, de ældre drenge var nice, men aldrig turde snakke med dem. Jeg gik omveje for at komme til at gå forbi dem. Men turde ikke sige noget, så jeg stod bare og gloede på dem og håbede, at de ikke havde set mig. Det var sådan noget, jeg lå og tænkte over hele aftenen. Men jeg tror ikke, jeg forstod, hvad kærlighed var dengang.
Noisey: C'est la vie. Tak for en hyggelig aften, Kaaliyah!

Vi slutter aftenen af med en cigaret i en port, efter at have flygtet fra en pludselig regnbyge. Vi krammer farvel, og hun tilføjer mig som ven på Facebook.

Jeg smider "Buried" på i mine høretelefoner. Det kunne sagtens være gået værre.