Se Prince gennem hans private fotografs kameralinse

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Afshin Shahidi mødte Prince for første gang i Paisley Park i 1993 i forbindelse med optagelserne til en musikvideo. For at få jobbet havde kameramanden pyntet på sit CV og til samtalen fortalt, at han sagtens kunne lade et stort filmkamera med film. I virkeligheden anede han ikke, hvordan man gjorde, men Shahidi, der er fra Minnesota ligesom Prince, havde ikke tænkt sig at spilde chancen for at møde den legendariske musiker. Heldigvis endte det godt, og sætmanageren ansatte over årene Afshin til forskellige musikvideoer og filmprojekter med Prince.

For at nå så langt måtte Afshin stille og roligt arbejde sig ind i Princes indercirkel. Han startede som sagt med at lade film i kameraet, selv om han ikke vidste hvordan, rykkede videre til at arbejde som hovedkameramand på projekter, og til sidst endte han med at blive Princes personlige fotograf. Han brugte sin linse til at afdække den intime verden, som den excentriske popstjerne beboede og havde dermed plads på første parket, når han dokumenterede en af tidens største entertainere. Fotografen fik sit store gennembrud, da Prince tog ham med på sin Europaturné i 2002 for at fange de store øjeblikke. Det var en mulighed, der skabte et nært forhold mellem Shahidi og Prince, som også blev reflekteret i det kreative arbejde. I en ny bog, Prince: A Private View (der byder på en introduktion af Beyoncé), deler den iranskfødte fotograf sit eget arkiv af sjældne billeder, der viser Prince i et lys, de færreste har set ham i. Shahidi har gennemset tusindvis af billeder og indskrænket udvalget til bogen til lidt over 250. I dag kan Noisey præsentere syv billeder fra bogen herunder.

Vi talte med Shahidi over telefonen for at spørge ham om, hvordan han fangede Princes essens, hvordan det føltes, at kunne kalde sig Princes ven, og hvad de meget intime øjeblikke fanget på film afslører om stjernen.

NOISEY: Hvordan startede din karriere som fotograf og kameramand?
Afshin Shahidi: Det har altid været min hobby at tage billeder. Jeg tog billeder af min kone, og sommetider opsøgte folk mig for at få taget profilbilleder. Jeg benyttede enhver lejlighed til at øve mig på det. Min mor var hobbyfotograf, da jeg var lille, og hun havde et mørkekammer i kælderen, hvor jeg kunne få lov at prøve ting af og se magien ved fremkaldelsesprocessen. Det lignede virkelig magi i mine barneøjne, så jeg har altid følt mig draget mod det. Jeg har altid været en meget kreativ person, min passion var fotografi og film. Jeg voksede op i Minnesota, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle bruge det til. Jeg endte med at læse fysik på universitetet, men da jeg skulle starte en karriere, besluttede jeg mig for at finde ud af, hvordan jeg kunne komme til at arbejde med visuel kunst.

Hvilken teknik brugte du med Prince, og hvordan påvirkede han processen?
Prince er del af årsagen til, at jeg skiftede fra film til digital. Han spurgte mig, om vi kunne tage billederne med digitalkamera. Han kunne godt lide, at man omgående kunne se resultatet. Det var meget lettere at tage et billede og se det på skærmen eller bag på kameraet og tage beslutninger, om hvad der skulle ske med det. Det var meget mindre omstændeligt end et fotografiapparat. Min iranske baggrund, tror jeg, har noget at gøre med den måde, jeg godt kan lide at finde en symmetri i et motiv. Der er altid en symmetri i de billeder, jeg har taget af Prince. Han står næsten altid lige midt i billedet.

Hvor mange af billederne i bogen er iscenesatte, og hvor mange er spontane?
De fleste af billederne er taget i spontane situationer. Det er kun portrætbillederne, der er taget under mere ordnede forhold. Det er dem, hvor man mest ser hoved og skuldre, og Prince kigger direkte ind i linsen. Der brugte jeg kunstig belysning for eksempel. Men alle de andre er bare spontane billeder fra koncerter og Princes dagligdag. Jeg havde altid mit kamera med, og Prince gjorde bare sin ting, mens jeg tog billeder. Sommetider fik jeg øje på noget særligt, der hvor vi var, og så bad jeg Prince om at stille op, men jeg bad ham kun sjældent om at posere. Jeg ville gerne fange ham på så naturlig en måde som muligt.

Fanger dine billeder essensen af Prince?
Han har et meget gennemtrængende blik i øjnene på de fleste af billederne. Han var en rigtig flot mand. Jeg føler lidt, at jeg var i stand til at fange ham i de øjeblikke, hvor han var sig selv. Han var ikke super opmærksom på mig og mit kamera. Det er svært at være upåvirket, når jeg står der og tager billeder, men jeg arbejdede hårdt på at smelte i ét med baggrunden og bare være anonymt til stede. Jeg synes, man får en fornemmelse af, hvordan han var som menneske gennem mine billeder. Hans legesyge side, hans alvorlige side, hans humørsvingninger. Det ser man alt sammen i billederne.

Hvordan var det at være venner med Prince?
Han tog mig under sine vinger. Han bød også min familie ind i sit liv og hjalp os på mange måder. Han kendte mine børn og min kone. Vi tog på ferie sammen. Vores venskab udviklede sig igennem vores kreative samarbejde. Det føltes bare meget naturligt, og vi endte med at tilbringe meget tid sammen. Tit sad jeg bare og lyttede til ham, mens han talte om musik og kunstneres rettigheder og den slags. Han var på mange måder som en mentor for mig. Jeg var meget bevidst om, hvor unik en situation, det var. Jeg hang ud med en meget ikonisk person. Jeg havde det lidt sådan, 'Er det her virkeligt, eller drømmer jeg?' Sommetider gik vi ud sammen om aftenen. Det var helt surrealistisk.

Jeg var meget beæret over, at han stolede på mig og bad om mit input på kreative projekter og var investeret i vores forhold – både personligt og professionelt. Han elskede at joke og lave fis, når han havde mulighed for det. Det fandt jeg først ud af, efter jeg havde lært ham at kende. Han var god til utroligt mange ting. Han var selvfølgelig multiinstrumentalist og havde en fremragende stemme, men han var også rigtig god til at spille pool. Han slog mig også i bordtennis. Han slog mig i basketball, og jeg er faktisk ret god til at alle tre. Han var bare på et helt andet niveau.

Hvad var din reaktion på Princes pludselige død? Er din bog en hyldest til hans eftermæle?
Det var selvfølgelig en rigtig svær tid, da Prince døde. Både for mig og min familie, men også for mange folk over hele verden. Men nok i særdeleshed for de af os, der kendte ham personligt. Jeg blev kimet ned af folk, der var interesserede i mine billeder. De ringede og bad om specifikke billeder, men jeg havde slet ikke overskud til at gå mit arkiv i gennem. Det bragte en masse minder tilbage, og alle mine minder fra min tid med Prince er gode, men på det tidspunkt var det rigtig svært at tænke på. Det tog lang tid.

Jeg fik en masse støtte fra folk rundt omkring i hele verden. Der er mange, som kontaktede mig og spurgte, hvor de kunne se mine billeder henne. Folk spurgte, om jeg havde overvejet af lave en bog. Så begyndte jeg at tænke nærmere over det. Jeg prøvede også at bearbejde det følelsesmæssigt. Det var svært lige i kølvandet på hans død. Jeg begyndte at gå billederne i gennem, og det bragte en masse minder frem. Det blev til en terapeutisk proces, som jeg hjalp mig gennem min sorg. Jeg gjorde det mest for fansenes skyld, men for mig var det terapeutisk. Hvis folk samtidig kan få noget ud af det, er det bare dejligt. Målet er at føje til hans eftermæle på en betydningsfuld og respektfuld måde.

Hvad kan læseren lære af din bog?
Jeg håber, det får folk til at smile. Jeg håber, de ser en side af Prince, som de måske ikke kendte i forvejen. Jeg vil gerne sikre hans eftermæle for the Purple Family, som Prince-fans over hele verden kaldes. Vi er en stærk flok, og jeg håber, folk vil nyde at læse bogen og huske Prince for altid.