Vi har alle været Skrillex’s 2006 MySpace-profil

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Profiler på sociale medier er ligesom prutter: Ulidelige, medmindre det er dine egne. For ti år siden var det en anden historie. En langt mere uskyldig historie. De eneste trolde var dem, der fandtes i eventyr, al den usikkerhed, vores perfekte Instagrambilleder af mandelcroissanter er svøbt i, var slet ikke opfundet endnu, fordi vi alle sammen var uskyldige og blåøjede pubertetsunger. Der eksisterede også kun en platform, vi kunne dele alt for meget med verden på: MySpace dot com.

Lanceret i en tid, hvor medlemmer af bands som My Chemical Romance, Fall Out Boy og Brand New blev tilbedt, som var de medlemmer af boybands eller skuespillere fra Harry Potter-filmene, var Myspace den bedste måde at kommunikere direkte med sine idoler på. I 2004 var der ingen, der anede en kæft om, hvad de havde gang i på nettet. Alle nye ideer virkede gode, bare fordi de var nye: Kør alle dine selfier igennem et Photoshop-filter, der skruer op for kontrasten, indtil dit ansigt ligner en ske med øjne og en læbering? Selvfølgelig. Brug timevis på at skræddersy din profil, hvor teksten til "Tell All Your Friends" falder ned over skærmen som et vandfald og cursoren er et knust hjerte? Klart. Post kommentarer på Pete Wentz' profilside, hvor du nævner alle de interesser, i har til fælles, og hvorfor det er grund nok til at blive kærester? Uden tvivl. Og det bedste ved det hele er, at kendisser gjorde nøjagtigt det samme. Vi var alle sammen i samme båd. Vi stod sammen om de formålsløse spørgeskemaer, de rædderlige modevalg og den åbenlyse flirten.

Tidligere på året besøgte vi Ke$has MySpace-profil fra 2008 og fandt en veritabel tidskapsel fra en svunden, uskyldig tid. Fra 'About Me'-siden til kommentarerne, var der flere positive tilkendegivelser end på DJ Khaleds Snapchat, som optrådte i eklektisk udsmykket ramme dekoreret med clip-art dollartegn. På det tidspunkt var folkevandringen mod Facebook allerede begyndt, folk slettede deres billeder, fordi de var pinlige, og plukkede extentions ud af håret, der som bekendt var et adgangskrav for overhovedet at oprette en profil. Pladeselskaberne begyndte at jage potentielle nye stjerner og kunstnerprofilerne blev gradvist overtaget af professionelle PR-apparater. Nu kunne almindelige mennesker pludselig ikke længere fedte sig ind på et bands Top-8 længere. Hvad var pointen?

MySpace har altid været et overflødighedshorn af pinlige, personlige afsløringer, og omkring 2005 begyndte den åbenhed at blive mere negativ. Den selvtillid, Ke$has profil fra 2008 vidner om, havde været fuldstændigt malplaceret i midten af 00'erne, hvor platformen var domineret af manglende selvtillid og biografier fulde af vrede break-up tekster fra sange opført i Lucinda Handwriting-font. I dag ser vi på skyggesiden af MySpace-universets brutale ærlighed gennem et af æraens få ikoner, der havde held med at bryde fri af den: Skrillex.

Sonny Moore dukkede først op i vores digitale bevidsthed som frontmand for bandet From First To Last mellem 2004 og 2006 og hans forhold til arkaiske sociale medier er kompliceret. Sonny Moore var prinsen af MySpace. Han har praktisk talt opfundet top-down selfien. Hans bands debutalbum hed Dear Diary, My Teen Angst Has a Bodycount (et citat taget fra filmen Heathers) for fanden, og "Note To Self" var den uofficielle temasang for teenagere med hjertesorger og en 28k forbindelse. I årevis stod der på From First To Lasts MySpace-side, at deres musik lyder som "indersiden af en benprotese".

Sonny forlod From First To Last efter bandets andet album, Heroine, udkom i 2006. Han var gentagende gange på operationsbordet for at udbedre skader på stemmebåndet og udviklede sig så til Skrillex, som vi alle sammen i dag, af Gud ved hvilken grund, har så svært ved at acceptere er hamrende fuld af talent.

Selv om han bare var en teenager, blev Sonny Moore hurtigt kendt i offentligheden, og det siger noget om, hvorfor hans digitale historie er så fragmenteret. Der findes kun spor tilbage i dag, og de fleste billeder af hans røde, øjenskyggebelagte bollehår-tid er støvsuget fra den oprindelige side, også selv om de har brændt sig fast på vores nethinder (og Google images). Selv hans MySpace-baggrund er forsvundet. Det er enten, fordi det var en midlertidig profil, han var fløjtende ligeglad med, eller fordi den side, vi alle brugte til at lave dem med, er gået offline. Men der er stadig masser af nostalgi at mæske sig i. Det her er en profil, der eksisterer i 2006's kreative limbo: Tiden imellem From First To Last og transformationen til Skrillex.

Der findes ikke en blandt os, der ikke kan relatere til den følelse. På et eller andet tidspunkt i livet har vi alle været 18-årige Skrillex's 'About Me.' På fem simple sætninger fanger han essensen af, hvad det vil sige at kæmpe med berømmelse og pubertet på samme tid – som om én ikke var nok. Sonny Moore ryster bare på hovedet af alt det lort, folk har sagt om ham de sidste to år, og svarer, "Hallo. Hold nu kæft!" Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen. Der ligger helt sikkert en masse smerte gemt. Og det er faktisk essensen af problemet: Om det er, fordi han blev hjemmeskolet på grund af mobning, sang "note to self I miss you terribly," eller dropper den mest beskidte af al bas, så har Sonny Moore altid været misforstået. Selv i dag er et af de oftest stillede spørgsmål om ham online: "Hvad er meningen med Skrillex?" Sig, hvad du vil om manden, men hvis det ikke er tegn på, at han er en interessant kunstner, så ved jeg ikke, hvad er.

Jeg ville ønske, bloglinksene på hans gamle MySpace stadig virkede, men desværre finder vi nok aldrig ud af, hvad "faeog" betyder, eller hvilke svar og spørgsmål han havde at byde på i forbindelse med Richard D. James' femte studiealbum Drukqs. Ikke engang en Google-søgning kan kaste lys over, hvad "supermundane incandescence" er, selvom der eksisterer en Facebook-page for det med et enkelt like. Sonny, er det dig?

Jeg troede aldrig, jeg skulle se "eventyr," Atkinskuren og et billede af et dovendyr ved siden af hinanden under interesser, men jeg havde jo heller ikke set Skrillex's gamle MySpace-side før. Men når man tager i betragtning, at hans musikalske karriere har handlet om at smede nye lyde aldrig hørt af det menneskelige øre før – samarbejde med Harmony Korine det ene øjeblik og Diplo det næste – giver det nok meget god mening, at hans foretrukne samtaleemner er lige så uforståelige.

Jeg må hellere nævne, at den her side er temmelig lang, og at ovenstående billede af Belle fra Skønheden & Udyret er bare et af mange billeder af Disneyprinsesser. Snehvide optræder også, mens hun tager en bid af det giftige æble, og Tornerose ses omringet af torne. Jeg antager, det er en form for metakommentar, om måden kvinder fremstilles i de fleste tekster til emo-sange.

Den her liste er så tætpakket, at jeg næsten kan høre modemmet hakke sig igennem den. Den manglende tegnsætning gør listen til en "Find Holger"-øvelse for de indviede – man ser for eksempel Crass, A Tribe Called Quest, Skrillex selv og en masse andre oplagte valg, men hvis der er nogen der ved, om "4 Goon Gumpas Logon Rock Witch Cliffs Grass Rhubarb Trolls" er et eller flere bands, så hører jeg gerne fra jer. Den sidste sætning er også fed. Skrillex er ved at opdage trance; forgængeren til den type hands-in-the-air elektronisk musik, han selv skulle komme til at personificere.

Under TV står der Ali G, under bøger Watership Down, og under helte optræder et meget stort og ret intenst portrætfoto af Aphex Twin.

Her er en interessant observation om MySpace og musikkulturen, der herskede der: Fordi de fleste bands bestod af mænd og havde mange kvindelige fans, fik drenge lige så meget røg for deres udseende som pigerne. Stil det i kontrast til Ke$has kommentarsektion – der maler et billede af en smuk verden, i hvilken kun positive udsagn om, hvor sej hun er, og hvor glad man bliver af hendes musik hersker – og man bemærker en ret interessant udvikling i onlineadfærd på bare to år. Sonnys fans forsvarer selvfølgelig deres helt, men hans 'About Me' taget i betragtning, lader det til, at knægten knap nok kunne gå uden for en dør uden at blive svinet til. Når man tager i betragtning, at han har skabt musik, der er ældet med mere ynde end de fleste af os, er det ret sørgeligt.

Noget andet, der er interessant ved MySpace, er, at folk havde endnu mindre filter på, end de har i dag. De havde intet problem med at sende deres egen teorier om albumsalg, hvornår de sidst loggede på og fuldstændigt arbitrære interessebaserede oplysninger i håb om at komme tættere på stjernen.

Advarsel! Her kommer et af emo-historiens højdepunkter. For dem, der ikke er med, så er kommentaren en reference til Sonny og Sean Friday (der spillede trommer i Dead Sara / Sonny and the Blood Monkeys, men af uransagelige årsager kun er kendt som Demi Moores kæreste i dag), der spiller et cover af Saosins perfekte "Seven Years".

For at opsummere:

Fra Sonny, prinsen af MySpace, til Skrillex, prinsen af "drop that bass"-ansigtet har Moore fået uendeligt meget lort siden de sociale mediers fødsel, men er alligevel kommet sejrrig ud på den anden side. Alt, hvad vi er interesserede i, hvad vi tror, vi er, hvad vi gerne vil være, har Sonny Moore altid været gange uendelighed. I 2004 opfangede han det følelsesmæssige landskab i musikbranchen og producerede "Emily". I 2006 forlod han sit band, MySpace-kulturen og holdt helt op med at bekymre sig om det, lang tid før vi andre gjorde. Han efterlod kun bidder af information og en håndfuld billeder i sit kølvand. Så hoppede han tidligt på bølgen med aggressiv elektronisk musik, før det overhovedet blev stort, og blev en af verdens største DJs. Han har vundet utallige Grammys for sine udfoldelser, og han har altid været den samme person.

Tak skaberen for Sonny Moore: Manden, myten, et fænomen på tværs af generationer, som vi ikke vidste, vi havde brug for, før han dukkede op og gjorde alt mere end nogen anden.