Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Der er mange grunde til, at folk vælger at blive pushere, men som regel sker det af ret simple årsager. Nogle gør det, fordi de ikke føler, de kan overleve på andre måder. Andre gør det, fordi det giver dem magt, eller det giver dem den form status, rigdom og kontrol, der kan følge med livet som hustler. Der er et par stykker, der gør det, fordi det virker sjovere og nemmere end at have et "normalt" arbejde. Men lige meget hvad grundlaget er for den, der vælger det, så har pushererhvervet - og vores retssystems håndtering af dem - en tendens til at komplicere liv og forhold.

Et eksempel: Jeg var engang venner med en pusher, der solgte cannabis og andre ting indimellem for at få råd til sin uddannelse. Selvom han klarede sig selv, vidste han, at hans forældre ville flippe fuldstændigt ud, hvis de nogensinde fandt ud af, hvordan han tjente sine penge. De begyndte at stille spørgsmål, da han kom hjem med nyt, dyrt tøj og andet lir, hvortil han svarede, at han var blevet ansat som dørmand på en særligt eksklusiv stripklub - en ret lukrativ stilling, som min daværende sambo faktisk havde.

For at overbevise dem om at jobbet var legitimt, lod han sig fotografere i min vens uniform og sendte billederne til sine forældre. Han lånte også anekdoter fra den rigtige dørmand og opfandt historier om alle de drikkepenge, han fik - som en forklaring på, hvorfor hans lommer var så fyldte.

Jeg er ret sikker på, at han slap afsted med meget af det, men de mange lag af løgne og sporadiske fuck-ups gjorde ham urolig og distancerede ham en smule fra sin familie. I dag er han stadig pusher og er fortsat tvunget til at lyve for folk (sin udlejer, for eksempel) for at holde sin karriere hemmelig.

'Breaking Bad' er nok popkulturens mest velkendte eksempel på en narkohandlers liv, der bliver vendt på vrangen, men det sker for almindelige mennesker over hele verden. Måske bare ikke med samme grad af melodrama. Når man sælger stoffer i Amerika, risikerer man at komme i fængsel, men man skal også forberede sig på den belastning, som man påfører sine nærmeste, at blive udstødt fra det almindelige samfund (hvilket ikke altid er det værste i verden) og muligvis at udsætte sig selv for psykiske problemer eller afhængighed.

Følgende er en samling beretninger fra pushere, VICE har interviewet om, hvordan pusherlivet komplicerer deres liv, og hvordan de håndterer bivirkningerne af at hustle. Fordi de beskriver ulovligheder og kriminelle handlinger, optræder de alle sammen anonymt.

Jeg voksede up uden så mange penge, men endte at gå på en ret velstående high school, fordi jeg var klog - Beverly Hills High School (a.k.a. 90210). For mig var det en stor ting at få råd til en frokost, der kostede fem dollar (33,50 kroner) om dagen, mens de andre børn kørte i luksusbiler og boede i luksusvillaer. Den kage ville jeg også have en bid af, og der var ikke altid den bedste stemning hjemme hos mig. Min barndom var ret hård - min mor fik mig, da hun var 19, mine forældre var skilt, ingen af dem havde gennemført high school, og min far var psykisk syg. At være pusher handlede meget om overlevelse. For mig var det en vej ud af det, der dengang var min tilværelse, og en måde jeg kunne tjene kassen og samtidig være sej.

Jeg begyndte at sælge, da jeg gik i tiende klasse ved at købe et gram [cannabis] for 10 dollar (67 kroner). Jeg sprang frokosten over to dage i træk for at få råd til det. Så solgte jeg det for 20 dollar (134 kroner), købte to gram til, og sådan fortsatte det. Spol et par år frem, og jeg var nået derop, hvor jeg solgte op til ni kilo cannabis - plus varierende mængder af alle stoffer, du overhovedet kan forestille dig - hver uge og tjente tusindvis og atter tusindvis af kroner.

I starten havde jeg ikke noget at skjule fra min familie. Min bedste ven boede ikke så langt fra skolen i et ret pænt hus. Vi opbevarede vores lager, penge, og hvad vi ellers havde brug for i hans kælder, fordi hans far var nice og ligeglad med, at vi pushede. Jeg blev kørt til hans hus om morgenen, røg mig skæv, tog i skole, og så tilbage for at ryge mig skævere, før vi begyndte at sælge stoffer ud af luksusvillaen. Det var den perfekte fælde for rich kids.

Det begyndte først at blive åbenlyst, når jeg kom hjem med pænt tøj på. Min mor havde bogstaveligt talt fem jobs, og jeg tjente flere penge end hende. Jeg behøvede ikke engang at lyve om at sælge, fordi det var så tydeligt, at jeg var høj på stoffer hele tiden.

Med det sagt, så kendte hun ikke til omfanget af vores operation. Der er især et øjeblik, jeg husker, når jeg tænker tilbage på, hvordan min karriere som pusher fuckede mit allerede ret fucked-up forhold til min mor mere op. Da jeg ikke længere kunne opbevare ting hos min ven, havde jeg en stash-kasse derhjemme. Det var en af de der Gateway-computerhøjttalere, der bestod af fem dele, og hver del var fyldt med tjald, kontanter, coke, MDMA osv. I Californien får man det, der hedder et "grower pound", hvilket er, når man køber fra en, der selv gror cannabis, og man derfor får mellem syv og 12 ekstra gram. Jeg beholdt altid det overskydende, og brugte det som mit personlige lager.

Der var engang, hvor jeg havde gemt pundet på mit værelse under en T-shirt og ladet mit personlige lager ligge oven på trøjen, ude i det åbne. Min mor ringende til mig, mens jeg kørte rundt og dealede sammen med min ven, og sagde, at hun havde fundet mine stoffer. Jeg koksede helt ud og tog hjem med det samme i den tro, at hun havde fundet hele pundet eller kigget i min højttaler eller sådan noget. Da jeg kom hjem, stod hun med mit personlige lager og var overbevist om, at den lille frysepose var alt, hvad jeg havde.

Jeg pakkede mine ting med det samme, snuppede pundet, nakkede det, der var i højttaleren og skred. Det var sidste gang jeg boede hjemme, indtil jeg stoppede med at sælge. Min far gik bort på det tidspunkt, hvor min karriere peakede, så min mor blev aldrig klar over min forretnings egentlige omfang, indtil jeg stort set var stoppet med at sælge. Det er over fem år siden, og i dag har jeg et virkelig godt forhold til min familie. Jeg snakker med min mor næsten hver dag.

I high school brugte jeg mine forældres sygesikring til at gå til psykiater, så jeg kunne få recepter på piller som Adderall og sælge dem til mine klassekammerater. Jeg misbrugte fuldstændigt mine besøg hos hjernevrideren og endte selv med et ret alvorligt misbrug. Min far opdagede både min afhængighed og min lille forretning, så jeg blev sendt på afvænning.

Da jeg kom ud, prøvede jeg at få tid hos psykiateren igen, så jeg kunne fortsætte med at sælge. Men på det tidspunkt kunne min far godt gennemskue mine løgne om, hvorfor jeg så en psykiater, og han vidste, at jeg ikke var der af terapeutiske årsager eller for at blive et bedre menneske. Hver gang jeg ringede til lægen, lagde han på med det samme, så snart han kunne høre, at det var min stemme. Jeg prøvede at ringe en million gange, men fik aldrig respons.

Jeg fandt senere ud af, at min psykiater undgik mig, fordi min far havde ringet til ham og bedt ham om at lægge på med det samme, hvis jeg nogensinde forsøgte at bestille tid, ellers ville det få konsekvenser. Jeg er ret sikker på, at han truede ham. Jeg havde saboteret min egen mulighed for at gå til en dyr terapeut, hvilket kunne have været ret godt for mig. Men sådan er det, når man lusker rundt og skjuler alt, hvad man laver, og gemmer sit liv fra menneskerne omkring en.

Jeg kommer fra en middelklassefamilie og voksede op i forstaden. Jeg begyndte at eksperimentere med stoffer, da jeg var omkring 13 år, og gik hurtigt videre til at pushe. Jeg så det først som en måde at blive gratis skæv og senere som en måde at tjene mange penge. Jeg solgte LSD og cannabis i tre år på fuldtid. På toppen af min karriere lavede jeg omkring 20.000 dollar (134.200 kroner) om måneden.

I dag har jeg et godt forhold til mine forældre, men i mine teenageår var det på usikker grund, fordi jeg hele tiden var skæv og hele tiden løj over for dem. De havde deres mistanker, men de havde ikke lyst til at tro på, at deres lille skattebasse solgte narko. Det er hårdt at sluge for mange forældre. De har altid lyst til at tro på det gode i deres børn.

Jeg gav engang min mor 10.000 dollar (67.134 kroner) og bad hende om at holde det for mig. Jeg ville have, at hun skulle beholde pengene, men hun ville ikke tage imod dem, fordi hun mente, det var narkopenge. Jeg fortalte hende, at jeg blev betalt for at introducere en ven for en anden, der havde noget med stoffer at gøre, men at jeg ikke selv var involveret. Jeg fik hende til at "holde" pengene for mig, selvom jeg ikke havde nogen intention om at få dem tilbage.

Min mor så overrasket og helt perpleks ud, da jeg fortalte hende, at jeg havde tjent ti lapper på at forbinde en ven med en anden ven, så de kunne forhandle narko. Hun ville gerne tro på, at jeg ikke havde noget med det at gøre, og det overbeviste jeg hende om, at jeg ikke havde. Jeg fortalte hende, at jeg teknisk set ikke var pusher - jeg præsenterede bare folk for hinanden. Det er nemt at overbevise nogen, når de ikke har lyst til at tro på dine værste sider. Men det foregik lige foran hende. Der er mange forældre, der lever i fornægtelse.

Hun ville gerne give mig skideballe, men hun vidste, at jeg ville skride ved det første tegn på modgang fra hendes side. Vi havde en gensidig og usagt forståelse; hun spurgte ikke, og jeg fortalte ikke. Historien var meget elementær, men hun købte den. Det var hun nødt til for at bevare vores forhold.

Til sidst blev jeg anholdt, sigtet for at sælge LSD og dømt til 25 år i fængsel. Det var ret åbenlyst, hvad der foregik på grund af avisoverskrifterne og nyhedsudsendelserne, der fokuserede på min sag, så der blev ikke sagt så meget indbyrdes i min familie. De ville gerne hjælpe mig, men jeg havde sat mig selv i en situation, hvor det ikke var muligt, og derfor følte de sig magtesløse.

I dag er jeg ret åben omkring alt. Det er et kapitel i mit liv, som jeg er kommet videre fra - ligesom at sidde inde. I dag har jeg ikke noget problem med at være ærlig, men der er stadig nogen ting fra min fortid, der ikke er passende at diskutere med min mor.

Jeg solgte tjald i omkring tre år. Jeg arbejdede med madudbringning og som budbringer, så narkosalg var en ret naturlig udvikling - især da jeg fandt ud af, at jeg snildt kunne leve af at gøre det tre dage om ugen. Uden at gå i detaljer kan jeg sige, at jeg tjente betydeligt mere end nogle af mine jævnaldrende på det tidspunkt, der arbejdede fem dage om ugen og betalte skat.

Jeg har et godt forhold til min far. Han er en ret forstående forælder. For det meste retter han sig ikke efter samfundets normer og kan sagtens stå inde for, at man gør ting, der ikke helt harmonerer med tilværelsens almindelige traditioner og sædvaner. Da han først fattede mistanke, gav han mig sådan en rigtig dommedagsbrandtale om, hvordan det var en kaotisk, farlig verden, jeg trådte ind i. Det var sådan en rigtig, du kommer til at bo i et Harald Nyborg-telt under en bro!-tale.

Da han først så, hvor selvfinansieret jeg var, og at jeg også havde råd til at finansiere mine egne projekter, så han gennem fingrene med resten. Da jeg endelig fortalte ham hele sandheden, kom det ikke som nogen overraskelse. Han respekterede mig nok til at stole på, at jeg selv kunne træffe begavede beslutninger og overveje risiciene. Min far er selv iværksætter, så det var ret sjovt at se, hvordan han opførte sig, da det hele først var kommet frem i lyset. Vi havde lange snakke om, hvordan jeg skulle hvidvaske mine penge, og han begyndte at tale med den der kommanderende far-stemme, som han brugte til at give far-råd, selvom det selvfølgelig slet ikke passede til samtalens natur. Jeg har altid haft svært ved at lyve for folk, så jeg fik et bedre forhold til ham - og mindre angst og skyldfølelse omkring at være pusher - efter jeg fortalte ham, hvad der foregik.

Læs mere om løgne og pusherlivet fra VICE her:

Her er de løgne, som sexarbejdere fortæller deres forældre og venner

Vi fik en dansk cokepusher til at rangere sine kunder

Jeg sælger stoffer til turister på kroatiske musikfestivaler