Er det på tide at indføre kønskvoter for programmet på musikfestivaler?

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Thump

Mangfoldighed spiller en rolle. Langsomt men sikkert bliver samfundet mere bevidst om den etiske baggrund for repræsentation - lige fra #OscarsSoWhite til anbefalingen til TV-stationen ABC om at øge antallet af kvindelige medvirkende i deres programmer. Der er en stigende forståelse for, at hvis ikke-hvide eller ikke-mandlige personer skal kunne opnå succes, er det essentielt, at de kan se, at andre som dem har succes. Som Marie Wright Edelman skrev: "Man kan ikke være, hvad man ikke kan se."

På samme måde kan man heller ikke være, hvad man ikke kan høre.

Tidligere på året florerede nyheden om den skævvredne kønsfordeling af musikere på de danske musikfestivaler. Her kom det frem, at musikprogrammet på årets Roskilde Festival bestod af kun 17 procent kvindelige musikere. Den samme tendens gjorde sig gældende på de andre store festivaler - Smukfest (7 procent), Northside (6,5 procent) og især på Tinderbox med kun to procent kvindelige musikere. (Tinderbox reviderede senere musikprogrammet efter heftig kritik). Den engelske avis The Guardian kunne rapportere om den samme tendens på de britiske festivaler, og tallene for Australien og USA viser den samme uligevægt.

Disse tal er kun de mest tydelige eksempler på debatten om kønsfordelingen i musikbranchen. På den ene side burde det ikke overraske os, at debatten overhovedet findes. Ligestilling på arbejdspladser har været kilde til udbredt debat i årtier, så hvorfor skulle det være anderledes i musikbranchen? Og hvis der ikke er nogen forskel, burde musikfestivaler så tage et socialt ansvar på sig og indføre kønskvoter i deres musikprogrammer?

Lad os gennemgå perspektiverne.

Bør man forholde sig anderledes til musikbranchen i forhold til vores generelle forventning om ligestilling i samfundet? Argumenterne for ligestilling på festivaler er tilsyneladende de samme, som de er til alt muligt andet - og de er blevet grundigt opsummeret i en rapport fra Centre for Ethical Leadership. Kort sagt øger det markedsappellen at støtte kvinders tilstedeværelse i branchen. Det tiltrækker flere kvinder til at deltage i branchen og støtter kvinders ret til ligebehandling, -deltagelse og -repræsentation. Så hvorfor ikke gøre en indsats for at opnå ligestilling?

Kritikere af konkrete tiltag vil hævde, at en aktiv indsats for alsidig kønsrepræsentation er en symbolsk gestus, og at programbookinger til kvinders fordel er at ignorere de bedre kvalificerede mandlige musikere, som også fortjener en plads i programmet.

Det er til gengæld et argument, der er svært at få til at flyve i musikbranchen. For det første - hvad betyder det at være kvalificeret? Og hvordan kan man bestemme hvem af to ligeligt populære musikere, der skal bookes? Derudover har hele argumentet om den symbolske gestus rod i en logik om, at mangfoldighed ikke har en værdi i sig selv, men at kravet om ligestilling nødvendigvis må kvalificeres af andre argumenter.

Der er en god sandsynlighed for, at tre mandlige kunstnere eller grupper har en stor andel af deres publikum tilfælles. Selv hvis de alle tre sælger flere billetter end en kvindelig kunstner, men hun har et helt andet publikum, er hun så ikke et bedre valg? På samme måde ville en bestyrelse i erhvervslivet, som leder efter en bred vifte af indsigt, være tåbelige, hvis de hyrede en hel gruppe af hvide mænd, som tænker ens og har den samme erfaring. Selvom de måske allesammen er kvalificerede til at være der, giver det jo ikke mening, at de allesammen skal være der samtidig.

En anden bekymring for festivalarrangørerne er, om ligestillingen fører til en bredere markedsappel eller (endnu vigtigere) øget profit. Festivalarrangører vil have kunstnere, som de er sikre på kan sælge billetter, og af grunde, som er for ironiske til overhovedet at gå ind i, så er de bedst sælgende kunstnere som regel mænd. Er det festivalarrangørernes opgave at opdrage vores musiksmag for os, mere end det er McDonalds' opgave at få os til at elske grønkålssalat højere end pomfritter?

Argumentet om at det etiske kommer i anden række i forhold til profit er ikke nyt, og det er på sin vis forståeligt nok. Hvis det virkelig handler om tallet på bundlinjen, så kan man godt forstå festivalarrangørerne. De løber en stor budgetmæssig risiko i forvejen, så hvorfor skulle de gøre den større? Hvis folk begynder at købe flere billetter til kvindelige kunstnere, så skal de nok booke dem!

Derefter bliver spørgsmålet; hvem bærer ansvaret for at opnå en mangfoldig repræsentation i musikbranchen? Arrangørerne hævder, at det er publikummet, der køber billetterne. Samtidig føler mange musikere, at de kunne sælge flere billetter, hvis festivalerne havde modet til at fremvise en bredere vifte af kunstnere. De fleste lyttere ville aldrig indrømme at have nogen som helst bias i deres musikvaner, også selvom de fleste af deres yndlingskunstnere tilfældigvis er mænd.

Og her kommer den store forhindring: De fleste barrierer for en mangfoldig repræsentation - i enhver sammenhæng - opstår ikke som følge af bevidst undertrykkelse. De opstår som et produkt af ubevidst bias. Hvis vi lukker øjnene og bruger fantasien, hvordan ser en musiker så ud? I de flestes tilfælde, vil jeg vædde på, at de er unge og hvide. I nogle genrer - hip hop for eksempel - er det måske ikke tilfældet, men det er sandsynligvis stadig mændene, der dominerer. Det er endda til trods for den kæmpe succes, som kvindelige kunstnere har i en lang række forskellige genrer i dag.

Det svære med ubevidste bias er, at det er meget sværere at bestemme, hvem der har ansvaret for at modarbejde dem. Mange vil sige, at det er de mennesker, der selv er biased, men hvis de ikke selv er bevidste om, at de overhovedet er biased, hvad så?

Og dermed opstår så argumentet for kvoter. Ved at indføre en minimumstandard for repræsentation tvinges institutionerne til at tage stilling. Festivalerne offentliggør deres forpligtelse om mangfoldighed, så kunstnere og lyttere kan stille dem til ansvar. Samtidig behøver man ikke vente på, at lytterne bliver bevidste om deres egne bias.

Men kvoter er ikke en holdbar løsning. Folk, som anses for at have gavn af kvotesystemer, bliver ofte betragtet som værende mindre kvalificerede end dem, som udpeges 'for deres kvalifikationer' - endda af folk, som selv har draget nytte af kvoter! Det tyder altså på, at fortællingen om den 'symbolske gestus' er svær at slippe af med og måske endda fører til selvforherligelse hos de selvsamme mennesker, som kvoterne er til for at hjælpe.

Så i stedet for at indføre en laveste fællesnævner for mangfoldighed, er det måske at foretrække, at festivaler inkluderer mangfoldighed på linje med en række af deres andre værdier - morskab, integritet, kunst og så videre - som et af de bærende elementer for en festival. Det betyder, at man stræber efter mangfoldighed (ikke kun i forbindelse med køn) som en værdi i sig selv i stedet for at implementere kvoter, som får det til at ligne et nødvendigt onde.

Mere fra VICE:

Vi testede stoffer på en australsk musikfestival

Skal menstruationssmerter godkendes som sygefravær?

Derfor er nørder sexistiske