Min far forsøgte at tæmme en ulv

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE US

Jeg var fire år gammel, da min far købte en ulv. Vi døbte hvalpen Dusty og byggede en gård til ham i hjørnet af vores basketballbane, foran garagen. Vores liv var i forvejen temmelig mærkeligt i forhold til normalen i en forstad til Pittsburg: Min far ejede næsten to hektar jord og seks slædehunde. Det var hans hobby at køre hundeslæde. Han kørte løb i lokalområdet, og mens mine ældre brødre og jeg voksede op, købte han flere hunde og strukturerede vores liv rundt om sporten.

Han havde en drøm om at træne ulven til at trække slæden. Den drøm brast, og i dag, når jeg tænker på den tragedie, der skete, ser jeg forbi hans facade som alfahan og ser en mand, som bare ville give sine knægte den barndom, han aldrig selv fik.

Dusty bed mig, den dag vi mødtes. Det var foråret 1985. Mine brødre TJ og Aaron var otte og seks år gamle, og far havde samlet os i mors baghave for at lege med hvalpen. Mor boede på en bakketop med udsigt til Allegheny River, og haven skrånede lidt. Tre måneder gammel var Dusty ikke helt sikker på benene, men når først han kom i fart, angreb han. "Du må ikke løbe!" advarede far mig. Jeg ignorerede hans besked, forsøgte at løbe, og Dusty lagde mig ned. Mor, som troede på sin eksmand, når han sagde, at hvalpen var halvt schæferhund, aede mig der, hvor jeg havde slået mig. Far var ikke lige så imponeret af mine tårer. "Jeg sagde, du ikke skulle løbe," sagde han.

Folk forestiller sig Paul Bunyan, når jeg fortæller om min far. Det modsatte er sandt. Han var glatbarberet matematiklærer, som på sit højeste var 173 cm. Siden han gik på pension, er han skrumpet nogle centimeter, og har mistet det meste af sit hår. Engang, efter jeg var blevet voksen, så jeg hans fødder dingle ud over sofaen, og jeg tænkte: Er det virkelig manden, som hev mig i nakken, når jeg lavede en fejl på lilleputholdet?

Jeg hader, at jeg var bange for ham som dreng. Dengang var han stor og stærk. Alle hunde adlød ham – selv ulven var hans ven. Dusty var dog også den første i familien, der trodsede ham. Oprøret begyndte på banen. Far bandt ham til slæden sammen med flere andre spande af hunde, og når Dusty trak slæden, var han stærkere end alle hundene tilsammen. Men ulig vores slædehunde, som instinktivt ville løbe, slentrede Dusty afsted, og bagefter rev han selen i småstykker. Far gav til sidst op, da Dusty trak hele spandet med sig ind i skoven for at fange en fugl. Efter det var Dustys liv centreret om sin store gård og den lukkede basketballbane, hvor far legede med ham hver morgen.

Jeg gik i børnehave, da Dusty bed mig igen. Far og en af hans mange kærester stod inde i garagen, mens jeg legede på den snedækkede basketbane. Jeg stak min hånd med vante på gennem hegnet ind til Dusty. Han snusede til den og slog så til. Jeg hev min arm til mig, og efterlod handsken i munden på ham. Der var ingen kamp eller nogen skræmmer, men jeg kunne mærke kræften fra hans skruetvinger af nogle kæber. Rystet og bange gik jeg ind i garagen. Jeg snakkede meget og fik tit skældud for at afbryde de voksne. Bange for at gøre min far sur, stod jeg stille og ventede på, at det blev min tur til at tale. Til sidst så han ned.

"Hvor er din handske?"

"Dusty har den."

Far løb ind i Dustys gård og rev handsken ud af ulvens mund. Mens han irettesatte mig for ikke at sige noget med det samme, gaffatapede han handsken sammen igen, og tvang mig til at gå med den, indtil han købte et nyt par. Det var ikke sidste gang, han måtte reparere noget med gaffatape fordi Dusty havde rodet med det. Jeg plejede at joke med de anekdoter, men der er en hændelse, der er for skræmmende til at lave sjov med.

Det var sommeren 1988. TJ, Aaron og jeg spillede basket i indkørslen. Vi var lige blevet færdige med en omgang to mod to, og far var løbet ind i huset for at få en Pepsi. Tre år gammel, og nu lige så høj som mig, gnubbede Dusty sine ribben op af hegnet. Jeg stak mine fingre ind mellem kæden og kløede ham. Jeg var bange for Dusty efter det med handsken, men jeg havde ikke lært noget af det. Han var så smuk. Den måde, han hylede mod månen, var ren kunst, og jeg ville ønske, han elskede mig, ligesom han elskede min far. Jeg ville have nøjes med at kunne ae ham gennem hegnet, på samme måde som mine brødre. Han slikkede dem endda nogle gange. Men ulven følte ikke det samme overfor mig.

Dusty stod pludselig stille, og på et øjeblik blev jeg kastet ned på ryggen. Der var omkring tyve centimeter mellem bunden af hegnet og betonen, og min fod var nu inde i gården. Dusty havde fat i min sko, rev voldsomt i den, og begyndte at hive mig under. Vi havde fjorten slædehunde på det tidspunkt, og deres gårde var rundt om Dustys på den side, der vendte ud mod indkørslen. Mens hundene gik amok, trak Aaron i mine arme. Dustys tænder gik lige gennem skoen, og jeg skreg. Det gik op for mig, at han ville æde min fod. Far havde en skovl ved døren ind til garagen. Han brugte den som fejebakke til alle fyrretræsnålene, der lå på banen. TJ tog skovlen, løb over og pandede Dusty i hovedet gennem hegnet. Ulven sprang tilbage med min sko, og jeg fløj baglæns og landede ovenpå Aaron. Dusty trak sig tilbage til et hjørne, og begyndte at gnave i mine Nike High-tops. Far kom løbende ud i indkørslen, smed Pepsien og skyndte sig ind i Dustys gård. Han hamrede sit knæ ind i halsen på ulven og slog den i hovedet til den gav slip på skoen. Slædehundene blev mere og mere stille for hvert slag. Nogle få gik rundt i cirkler, ude af stand til at styre deres ophidselse. Med skoen i hånden gik far ud af gården. En slædehund gøede.

"Nej!" Fars ansigt og nakke var knaldrøde. "Ikke gø!"

Hunden pev og stoppede. Jeg stod der, med min sok revet halvt af, alt for chokeret til at sige noget. TJ forklarede, hvad der var sket, og mens far aede sit tynde hår, sendte han mig ind i garagen. Jeg fulgte med ham ned til høvlebænken bagerst i lokalet. Han tændte lyset, samlede en rulle gaffatape op og begyndte at reparere skoen. Han brokkede sig over prisen på Nike, og fordi jeg troede, han var sur på mig, begyndte jeg at græde. Far sagde, at jeg skulle stoppe.

Det er ikke, fordi han er ude af stand til at håndtere følelser. Han gav os kram og kyssede os, og sagde "jeg elsker dig" på daglig basis. Men han flygtede, når det handlede om sårbarhed. Så i stedet for at være bekymret, prøvede han at gøre det til en lektie: "Hvor mange gange skal jeg sige, at du skal være opmærksom på dine omgivelser?"

Dagen efter satte han yderligere hegn op, så der ikke var hul i bunden, og så lod alle som om, jeg ikke var blevet udsat for et ondsindet angreb. Jeg blev rædselsslagen for ulven, og glædede mig til den dag, hvor han ikke længere skulle være hos os. Men så hylede han af en brandalarm, mens jeg stod og skød straffekast, og så blev mit hjerte igen fyldt med kærlighed – både til dyret og til min far. Jeg frygtede ulven, og ville have den skulle elske mig, hvilket mere eller mindre var samme følelser, jeg havde overfor min far.

Jeg talte aldrig om, hvordan angrebet påvirkede mig – jeg var for bange – og nu tror min far og mine brødre ikke på, at det var traumatiserende. Når jeg tager det op i dag, ruller de med øjnene. Der var også andre voldelige hændelser i min barndom; jeg så engang en hunds indvolde blive flået ud af andre hunde. Men min far og mine brødre nægter normalt at tale om noget af det. Når de endelig gør, er deres minder meget anderledes end mine, og nogle gange kan de ikke engang huske begivenheder, som står tydelige for mig. De samtaler ender med, at jeg får at vide, at jeg skal "lade fortid være fortid" og "komme videre".

Inderst inde er min far en god mand, og nogle gange også en rigtig god far. Mine brødre beder mig altid om at fokusere på den side af ham. Han lærte mig værdien af hårdt arbejde og ansvar. Han opdragede os til at elske miljøet og practical jokes. Han opfordrede os til at se nyheder og læse avis, og han tog os med ud at rafte og ride på heste. Han lærte os at spille poker, og når jeg kiggede på, at han barberede sig, da jeg var lille, smurte han også mit ansigt ind og skrabede mit ansigt med bagsiden af en kam. Ssssvup!

Men selv de gode tider havde en aura af hyper-maskulinitet, og de negative øjeblikke overskygger dem, fordi min far og jeg aldrig blev venner. Nu taler vi næsten aldrig sammen. Han har ikke udvist andet end ligegyldighed i over et årti, fordi jeg ikke lever op til hans definition af en god voksen. Jeg har haft flere forskellige karrierer og boet i mange lejligheder, og her midt i 30'erne går jeg på uni og har ingen penge. Han synes, jeg er egoistisk, og jeg er idioten, som tror, han evner at forandre sig, lige pludselig være åbensindet og udvise ubetinget kærlighed. Jeg kæmper med at forstå, at det er sådan, han er, og at han gør sit bedste.

Jeg plejer at skjule mine faderkomplekser. Nogle af mine tætte venner ved ikke engang noget om Dusty eller hundene. Der var engang, hvor jeg fortalte hele historien, og det var på min første og eneste date med en kvinde, jeg havde mødt på nettet. Hun havde været i praktik i Yellowstone National Parks ulveområde. Hun hed Laura, og vi mødtes på en bodega, der stank af skrå og gammel øl. Hun havde en brun sweater og en militærkasket på, og havde redt sit brune hår om bag ørene, da hun spurgte:

"Hvor gammel var ulven, da den bed?"

"Fire," sagde jeg overrasket. De fleste spørger om ting som: Hvordan døde han? Er det overhovedet lovligt at eje en ulv i Pittsburg? Men det tænkte Laura først på senere. Jeg fortalte hende, hvordan at Dusty, efter at have forsøgt at trække mig under hegnet, var gået efter Aaron og TJ, men ikke havde bidt dem.

"Rimelig standard ulveopførsel," sagde Laura. "Den prøver at komme længere op af flokkens fødekæde."

Hun spurgte, om mine brødre eller jeg havde hunde nu. Jeg havde ikke nogen, og det har jeg stadig ikke, og undskyldningen er mangel på penge. Men sandheden var, at jeg ikke kunne holde ud at se endnu en hund dø.

TJ har en Bichon Frisé og en Havanais. Aaron købte to irske ulvehunde, hvilket virker til at være overkompensation for TJs to tæppetissere. Jeg indrømmede, at jeg elskede at lade som om jeg sloges med dyrene i baghaven. Det mindede mig om den måde, min far plejede at lege med Dusty.

"Sloges han med ulven?" spurgte Laura vantro. "For helvede! Så er det sgu da ikke så mærkeligt, at ulven angreb alle. Din far er en idiot."

I årevis troede jeg på en anden historie. Den hvor min far var en hård fyr, man skulle frygte. Dusty vendte sig mod min far, fordi han var et vildt dyr i et bur, men i et stykke tid var min far en hård type, der kæmpede med en ulv, og lod den gnave på sin arm, mens han stirrede den ind i øjnene, ligesom Ethan Hawke i White Fang.

Den morgen, hvor Dusty bed min far, står mejslet ind i min hukommelse. Efter at have fodret hundene, lod far Dusty komme ud på den lukkede basketbane for at æde og lege. TJ, Aaron og jeg kiggede på inde fra hundegården. De sloges for sjov, som de plejede, indtil det lige pludselig blev alvorligt. Dusty flåede det øverste af min fars hånd. Far sprang tilbage, og løftede en finger mod ulven.

"Sådan leger vi ikke!"

Dustys pels stod lige op i luften, og han knurrede. Far løb hen til garagedøren og greb den samme skovl, som TJ havde brugt til at få mig fri to år før. Han drejede rundt og ramte Dusty, inden den kastede sig frem. Dusty havde fanget far i et hjørne. Hundene sprang ind i deres hundehuse og gøede af ophidselse. Far forsøgte at slå ud med skovlen og undslippe hjørnet, men Dusty holdt ham tilbage. Jeg krammede en af hundene og begyndte at græde. Aaron råbte, at jeg skulle holde kæft, og jeg tvang tårerne tilbage. TJ løb ind i huset og kom tilbage med to stykker oksekød. Okse var Dustys ugentlige beløning, og TJ kastede den ene ind i gården først. Da ulven kiggede væk sprang far ud af hjørnet. Dusty vendte sig rundt og fulgte efter far. TJ hang ind over hegnet og viftede med bøffen, og Dusty løb efter den. Far lukkede porten og låste den. Dusty kom aldrig ud af løbegården igen. Senere, i et sjældent øjebliks oprigtighed, indrømmede far, at han aldrig skulle have anskaffet Dusty. Men han sagde, at han ikke fortrød beslutningen.

"Jeg elskede ham virkelig," forsvarede far sig. "Han var så smuk."

I hans stemme kunne jeg høre den lille dreng inde i ham. Hans barndom var meget værre end min – en kontrollerende mor og et barsk hjem. Han fik ikke lov til at få en hund. Far holdt op med at tale med sine forældre, da jeg var lille, og selvom han sjældent talte om sin mor, kritiserede han ofte sin far for at gå mere op i jagt og fiskeri med vennerne end at tilbringe tid med sin søn.

Når han tog mig og mine brødre med ud for at køre hundeslæde, var han i sine egne øjne bedre end sin far. Hans intentioner var gode. Han gjorde bare aldrig noget ved sin følelsesmæssige ballast.

Et veltilpasset, voksent menneske ville ikke have betragtet købet af en ulv som en frigørende handling. Et veltilpasset, voksent menneske ville have stoppet op og tænkt: Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan tæmme den ulv?

Efter hændelsen på basketbanen, forsøgte min far at finde et nyt hjem til Dusty. Han ringede til zoologiske haver og dyreparker, men ingen ville have en ulv. Deres ulve ville ikke acceptere ham, og det ville være det samme som en dødsdom. Ligesom de tusindvis af andre amerikanere, der køber et eksotisk kæledyr, stod far nu og græmmede sig over, hvad han skulle gøre. Han ville ikke aflive Dusty, men det var tortur at holde ham låst inde i et bur, og far havde et mareridt om, at ulven slap løs og angreb nogen. Til sidste, næsten to år efter, at Dusty havde bidt ham, blandede far bedøvelse i hans mad og smed det ind i gården. Dusty åd det hele, gik rundt som om han var fuld, og lagde sig så ned på siden og lukkede øjnene. Han trak vejret langsomt et lille stykke tid, inden han døde.

Mine brødre og jeg stod på række ved siden af far, mens vi så ned på Dustys livløse krop. Far begyndte at græde.

"Det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort," sagde han, og tørrede en tåre væk.

Læs mere på VICE:

Kina bygger et kæmpe anlæg til at klone dyr for at forsyne sin millardbefolkning med kød

Jeg fik kontakt til min døde hund gennem en kæledyrs-clairvoyant

Jeg kom til at spise det mest ulovligt handlede dyr i verden