Kogte æg, kødsuppe og palæo-influenza: Historien om min stenalderkur

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly

Klokken er 8 om morgenen. Min kæreste er allerede taget på arbejde, og alarmen på min iPhone ringer. Det eneste jeg har lyst til, er at snooze og brokke mig, men hvis ikke jeg står op nu, vil jeg have en anelse mindre end det perfekte antal minutter til at multitaske alle de ting, jeg skal nå for at være på arbejdet til tiden - eller kun en lille smule for sent. Så jeg står op: Jeg tager min badekåbe på og går ud på badeværelset for at vaske mit ansigt, men ikke børste tænder.

Jeg kommer ud i køkkenet og tager nogle tilfældige frugter og grøntsager, der mere eller mindre passer sammen: Mindst to forskellige salater, en banan, en frugt, der ikke er en banan, en anden slags grøntsag, kokosmælk og citrus til at løfte smagen. Jeg smider det hele i blenderen, hælder det i et glas, smækker et metalsugerør i og sætter det i køleskabet. Jeg vasker blenderen og stiller den tilbage. Nu er jeg klar til at hælde noget kokosolie i munden og gurgle det i 15 minutter, mens jeg tager et bad, for at gøre mine tænder hvidere og 'udtrække giftstoffer'. Jeg spytter det ud. Jeg børster tænder og tager min badekåbe på igen, går tilbage i køkkenet for at hente min smoothie og drikker den gennem metalsugerøret. Mens jeg steger bacon i en smedejernspande, laver jeg en klam madpakke, fordi jeg er for sent på den: Kogte æg, som jeg lavede i går morges, en sød kartoffel, jeg stegte tidligere på ugen, noget budding af chiafrø – hvis ellers jeg havde været forudseende og rørt det sammen dagen før. Måske nogle sardiner, havets beef jerky. Jeg skal også fodre min kamæleon. Og have tøj på.

På det her tidspunkt vandrer min værelseskammerat, Spencer, iklædt nattøj ind i stuen og ser irriteret ud. "Det er frygteligt, det her," siger han, og jeg nikker alvorligt og siger noget i retning af 'jeg har det som en enlig mor'. Jeg tror, vi tænker, at det er sjovt, men ingen griner, for vi er virkelig irriterede. Han går ud i køkkenet for at lave en smoothie i blenderen. Jeg går ind på mit værelse, tager tøj på, pakker baconen og forsøger at komme ud af døren.

Det værste er, at jeg selv har valgt det. Jeg har selv valgt at gå palæo.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er bedre eller værre eller tilsvarende kedeligt, at jeg gør det flere år efter, at diæten blev udråbt til et fænomen og var i New York Times og New Yorker i 2014 som en underlig kulturel kuriositet. Før jeg gik palæo, spiste jeg en almindelig kost, hvilket betød, at jeg åd det meste: pasta som basis for diverse former for sovs og protein, salater, brød, koldpresset juice, juice fra koncentrat, müsli, brød, kager, karry med ris, stegte grøntsager med ris, alt med ris, brød. Jeg drak også af og til en sodavand, bestilte hele tiden mad på JustEat og gav efter for min længsel efter en cheeseburger fra McDonald's (desværre bor jeg lige ved siden af en). Jeg stoppede kæften fuld af Doritos – verdens bedste chips – og mere eller mindre alt andet, jeg kunne nå fra der, hvor jeg sad, når jeg var alt for skæv, hvilket er ret tit.

Jeg kunne godt lide tanken om, at palæo ville begrænse det jeg spiste til 'uforarbejdet mad'. Jeg har altid betragtet mig selv som en person, der spiser sundt, men min trang til alt muligt vandt altid i et svagt øjeblik. Med palæo ville jeg være i stand til at realisere min sande diæt, som – hvis jeg smed et helt lag fedt – ville afsløre mine mavemuskler indenunder.

Heldigvis ville min kæreste, Rion, gerne prøve diæten igen – han havde prøvet den før og havde tit blæret sig med, hvor meget det havde hjulpet ham, for at få mig med om bord – og vores værelseskammerat Spencer gik også med til det. Vi lovede hinanden at følge en diæt bestående af intet andet end kød, grøntsager, frugter og nødder (med måde) i mindst 30 dage. For at fejre begivenheden stegte vi bøffer for første gang i vores liv, og vi brugte knoglerne til at lave buillon. Vi troede alle sammen, at vi ikke kunne klare os uden brød – dejligt, sprødt brød – og det hjalp ikke ligefrem, at Rion og Spencer lige havde købt for 100 kroner slik nede på hjørnet, før vi tog den impulsive beslutning kun at snacke naturens slik, men vi har klaret det godt.

Det har til gengæld også været hårdt. Diæten er hårdt arbejde: Man har det virkelig som om, man laver mad for at overleve, ligesom vores præ-agrikulturelle forfædre, som ikke havde den belejlige mulighed at købe noget, der er pakket og klart, lige til at spise. Når man er på diæten, bliver mad ens liv. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting: I bund og grund burde det tage tid at lave mad, og vi burde tænke mere over, hvad vi propper i kroppen. Men den moderne verden er ikke bygget til langsommelighed. Der er møder vi skal til og Pokémoner, der skal fanges. Selv i weekenden, når der er bedre tid, er det hårdt at skulle lave mad. Der er meget opvask. Spencer sagde engang, at palæo "udfylder det tomrum, der er, hvis man ikke har noget at lave." Men det mente han, at diæten æder ens sociale liv, som begynder at udelukke alle andre end en selv.

Det har ikke været trangen til andre fødevarer, der har været det hårdeste. Det har været planlægningen. Den første uge besluttede vi os for at spare tid og lave en kæmpe gryde med kød, chili og grøntsager. Vi brugte ikke en bestemt opskrift, men tænkte, at det ikke kunne gå helt galt, hvis bare vi smed en masse ting i gryden sammen med flåede tomater og chili. Vi tog fuldstændig fejl. Bare det at få fat i maden var en kamp. Først tog vi til slagteren for at sikre, at vi fik noget højkvalitets kød, der har gået frit og spist græs. Det er bare virkelig dyrt. Vi kunne have undgået at bruge 500 kroner på ingredienser til et enkelt måltid, hvis vi havde planlagt bedre, men det gjorde vi ikke. Vi gik lidt amok. Hvidløgsstængler? Det havde vi helt sikkert brug for. Det her specielle mærke af lokalt dyrkede, flåede tomater? Ja da. Jeg kan ikke engang huske alt det lort, vi købte, for det føles som om, vi næsten ikke fik noget for pengene. Jeg tror måske også, jeg brugte 120 kroner på en pose økologiske kirsebær, som jeg senere forsøgte at returnere 'fordi de var mugne'. Uden held.

Vi blev også nødt til at bruge 250 kroner på alle mulige forskellige slags peberfrugter. Og resultatet endte med at være mere som en kødsuppe end en rigtig chili con carne.

Det var helt sikkert en fejl, og jeg tror, at vi er blevet en del mere kløgtige med vores indkøb. Vi har spist palæo i over to uger nu, og til trods for det ekstra arbejde har jeg oprigtigt nydt at spise på den måde. Rion, Spencer og jeg kom hurtigt ind i en rutine, hvor vi kogte mange æg på én gang (hvilket ikke lyder særlig lækkert, jeg ved det godt). Vi har lavet store mængder smoothie hver dag for at få mest muligt ud af den fantastisk dyre blender, vi købte sammen som den palæotiske familie vi er. Vi er kommet hjem sent om aftenen og er gået i gang med at stege en hel kylling eller adskillige koteletter med lidt grøntsager til. Det er også dejligt, at jeg ikke kan drikke andet end vand – med lidt æblecidereddike i, hvis det skal være helt vildt – for det har fået min hud til at skinne virkelig fint.

Alt i alt har jeg det bare bedre. Det kan godt være, det hele er psykologisk, men det er sådan set lige meget. En undersøgelse, der blev offentliggjort i American Journal of Public Health peger på, at hvis man spiser mere frugt og grønt kan det "øge livskvaliteten på samme niveau, som hvis man går fra arbejdsløshed til fast arbejde". Palæo tvinger dig helt sikkert til at øge mængden af grønt i din kost: Jeg har aldrig før forladt et supermarked med seks poser fyldt med intet andet end frugt og grønt. Og selvom jeg (endnu) ikke er CrossFit-fanatiker, har jeg dyrket mere motion, siden jeg begyndte på diæten, fordi det har fået mig til at tænke mere over mit helbred på daglig basis.

Lige meget hvad, er palæo som livsstil stadig en kilde til forvirring og en del jokes. Og det giver mening. Ideologien som palæo beror på, virker stadig kontraintuitiv i forhold til alt det, vi har fået at vide om mad. I de fleste sundheds- og miljøbevidste fællesskaber er kød hovedfjenden. Som et billede på den ubalance, sagde min værelseskammerat – en tidligere vegetar – ting såsom: "Jeg ved ikke rigtig, jeg tror jo på Michael Pollan" og "Hvorfor gør jeg det her?" som kommentarer til de første par dages oplevelser med stenaldermaden. Det hjælper heller ikke, at de mest berømte fortalere for diæten er Jeb Bush og fanatikere fra Silicon Valley.

Ligesom med alle andre underlige, restriktive diæter lyder man skør, når man taler om det. Og jeg kan ikke lade være med at tale om det, for mine kollegaer spørger hele tiden: 'Hvordan lavede hulemændene æg?' 'Kogte de dem?' (Det ved jeg ikke.) 'Hvorfor er bønner skidt?' (De forårsager åbenbart betændelse.) 'Spiste du ikke engang en kop kød til frokost?' (Jo. Jeg lavede en steg i en kop.)

Du ser også skør ud – især når du tropper op med en kedelig tupperware fyldt med sød kartoffel og kogte æg, og når nogle af de søde kartoflerne bliver smurt ind i de kogte æg (flertal, altid flertal), og man bliver nødt til tørre dem med en serviet, før man piller dem ved bordet. (Jeg indrømmer gerne, at jeg endnu ikke har perfektioneret min palæomadpakke, sådan rent æstetisk.)

my bf said I would be persecuted for saying I'm doing paleo but I feel more at risk eating boiled eggs without explanation

— Gabby Bess (@seemstween)27. juni 2016

Jeg var selv meget skeptisk. Da jeg havde spist maden i et par dage, fik jeg "palæo-influenza" – hovedpine og træthed i overgangen fra min traditionelle diæt. Det var som om, jeg var på afvænning fra stoffer, og stoffet var kulhydrater. Jeg fik kort lunte, og det blev meget nemt for min kæreste at irritere mig ved at opføre sig marginalt anderledes, end jeg ville have. Jeg begyndte også at have intense lucide drømme, som stadig er uforklarlige. På et tidspunkt var jeg nødt til at gå hjem fra arbejde, fordi jeg var svimmel, da jeg havde udskudt min frokost med dobbelt-æg så længe, at jeg blev syg. Hver morgen, når vi stegte bacon og gemte fedtet til at stege andre ting senere, jokede Spencer og jeg med, at palæo enten var den mest usunde eller den sundeste diæt nogensinde. De fedtglade evangelister påstår, at det er sidstnævnte. Alle som dyrker palæo professionelt – altså dem, der har en livsstilsblog eller har skrevet bøger om deres 'måde at leve på' - kan med største overbevisning fortælle dig, at vores moderne, vestlige madkultur stinker. Vi burde spise som vores primitive forfædre gjorde, råber de. De lyder tit som konspirationsteoretikere, som insisterer på at det 'ernæringsmæssige system' er fundamentalt forfejlet – eller endda aktivt ude på at skade os.

Jeg vil ikke påstå, at jeg køber hele den evolutionære teori, men sundhedseksperter er langsomt begyndt at reflektere over den underliggende præmis i alle palæonørdernes argumenter: Fedt er fint, og endda godt for dig. Umættet fedt, som det i olivenolie og avocado, er for længst blevet udnævnt til "sundt fedt." Og en ny undersøgelse foretaget af Harvard-forskere har vist, at selv mættet fedt – som eksempelvis det i smør (som betragtes som palæo, hvis det kommer fra fritgående køer, selvom det teknisk set er et mejeriprodukt), svinefedt og kød – ikke forårsager hjerteanfald. Den eneste slags fedt som ernæringseksperter siger, vi skal undgå, er transfedt, som forekommer i stærkt forarbejdet mad, der er lavet med hærdet olie.

"Som jeg ser det, er mættet fedt egentlig bare neutralt," siger forfatteren til undersøgelsen Dr. Dariush Mozaffarian til Time. "Kalkun med lavt fedtindhold, en bagel, cornflakes eller sodavand er meget værre for dig end smør."

Det er interessant, at det er den slags forklaringer, der gør folk mistænkelige. Og for at være ærlig lyder det også som pseudo-videnskab. Det hele lyder forkert: Hvem har lyst til at spise som folk, der i gennemsnit døde som 35-årige? Men når du oplever diæten dag for dag, opdager du, at du virkelig spiser meget sundere, end du ellers ville have gjort. Jeg tror, at min kæreste, der arbejder med marketing, sagde det bedst, da han nævnte, at palæo har brug for en rebranding. Min værelseskammerat tilføjede: "Folk ser det som en klam, maskulin diæt, der kun består af kød, men sådan er det slet ikke."

Men at være 100 procent tro mod kødplanen er altså hårdt. Nogle gange vil man bare gerne have nogle kulhydrater. Nogle aftener, når jeg havde lyst til at være skæv, tog jeg en lillebitte bid af en hashkage. Jeg syntes ikke, det var at snyde, fordi den mængde jeg skulle bruge for at blive skæv, var så lille, at jeg knap kunne nyde kagen. Men min kæreste og min roomie blev aggressivt misundelige på mine kulhydratsgodbidder.

Sidste weekend, da vi officielt havde klaret de første to uger, besluttede de to, at de havde fortjent en 'snydedag'. Egentlig var jeg imod det, for jeg havde ikke lyst til at tænke på min kost som afsavn og belønning, men dagen før snydedagen blev jeg virkelig fuld af to tåre Jägermeister på arbejdet. (Når man ikke spiser kulhydrater virker alkohol meget hurtigt.) Jeg drak den tvivlsomme palæo-alkohol, fordi VICE ligger inde med enorme mængder af det, og jeg kan jo ikke drikke øl, som er den eneste anden løsning, fordi det er lavet af korn. Jeg begyndte at tænke, at et enkelt måltid, der brød min palæodiæt måske ikke var så slemt. Min kæreste hentede mig fra arbejdet, og var kun med til yderligere at friste mig, mens jeg var sårbar – og dagen efter sad jeg og åd en kæmpestor kyllingesandwich.

Men som jeg havde frygtet, mistede jeg kontrollen.

Senere samme aften var jeg skæv – pot er palæo – og jeg havde fråder på. Så skete det værste: Jeg kom i tanker om kæmpeposen med slik, som Rion og Spencer havde købt, før vi fandt vores sande, kostmæssige kald. Vi havde gemt slikket i køkkenskabet, men ikke smidt det væk. Lige så snart jeg nævnte det, kastede vi os alle tre over den enorme pose, der indeholdt mindre poser: Twix, sure vingummier, peppermyntepastiller, små kager, og andre ting, som jeg ikke har lyst til at tænke på lige nu. Først spiste jeg lidt forsigtigt og tog kun en lille bid, inden jeg smed resten ud. Så fucking fortærrede jeg det hele. Lige bagefter havde jeg det psykisk dårligt, men da jeg vågnede næste dag, havde jeg det også fysisk skidt: En underlig sæbeagtig smag lå på min tunge. Nu var jeg på kulhydratafvænning igen. Det var meget ubehageligt. Slikket var ikke det værd, og mine kollegaer drillede mig længe.

Jeg besluttede mig for aldrig at gøre det igen – mens jeg i al hemmelighed fantaserede om andre slags mad, som jeg savnede – og lavede noget bacon og en smoothie, som jeg drak gennem et metalsugerør.

Læs mere på VICE:

Kan sunde vaner redde din krop fra druk og narko?

Her er årsagen til at vi veganere har fået et dårligt ry

Light-sodavand ødelagde min ungdom