Sex, pis og vold: Mit liv som receptionist på et hostel

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Spanien

Jeg havde nattevagt, og klokken tre om natten kom en af gæsterne løbende ind i lobbyen, mens han græd. Jeg tror, at han talte koreansk, så det var ret svært at forstå præcis, hvorfor den her gut var så oprevet. Det gik dog op for mig, efterhånden som det lykkedes mig at tyde ordet "pis". Det er bare en af den slags ord, som man fint kan kommunikere på tværs af sprogbarrierer. Jeg bad vagten om at holde øje med receptionen, tog en dyb indånding og gik langsomt ned mod hans værelse for at finde ud af præcis hvor meget urin, vi havde at gøre med.

Det viste sig, at en eller anden australsk backpacker havde kravlet op i den stakkels koreaners seng og brugt den som toilet. Det var i hvert fald det, jeg forstod ud fra hans gebrokne engelsk og den pøl af urin, som dryppede ned fra madrassen.

Når man har nattevagt på et travlt hostel i Barcelona, får man et ret unikt indblik i alle mulige saftige situationer, det bare ikke opstår, mens solen stadig skinner. Når mørket falder på, forvandles stedet til et parallelunivers af stoffer, sprut og liderlige, solskoldede teenagere.

Mit job er at byde gæsterne velkommen, give dem deres nøgler og fortælle dem alt, hvad de har brug for at vide om stedet – bortset fra at Sodoma og Gomorra er vand i forhold til, hvordan situationen er efter klokken bliver tre om natten. Det finder gæsterne dog helt selv ud af.

En af hovedreglerne på stedet er, at der kun må være én person per seng. Det er ligegyldigt, hvor mange Jägerbombs, du har hældt indenbords - det er ikke tilladt at have sex på sovesalene. Ganske enkelt af respekt for de andre mennesker, som du deler det kummerlige værelse med. Men regler er jo til for at blive brudt.

En gang kom fem ud af et værelses otte gæster ned for at indgive en kollektiv klage. Klokken var syv om morgenen, og to fulde personer lå og hamrede igennem i en af køjerne. Efter at have siddet nede i receptionen i syv timers tid var jeg mest af alt bare jaloux på parret, men ja, jeg var jo nødt til at udføre mit arbejde, så jeg gik ovenpå for at bede dem om at stoppe.

Jeg marcherede ind på værelset og rev forhænget på deres køje til side. Jeg blev mødt af synet af en bleg røv, der pumpede op og ned omkring 20 centimeter fra mit ansigt. Kaninparret virkede overhovedet ikke generet af min tilstedeværelse, så jeg blev nødt til at tigge dem om i det mindste at holde deres stønnelyde på et minimum. Efterhånden var det også ligegyldigt – alle deres bofæller var alligevel gået ned for at spise morgenmad.

Det skal siges, at bolleriet ikke kun foregår på værelserne. Det virker som om, at badet, toiletterne, trappeafsatsen på øverste etage – og alle andre steder uden et overvågningskamera – er mindst ligeså gode steder at slaske kroppene mod hinanden. Jeg fatter stadig ikke helt, hvordan fuck alle gæsterne kender til trappeafsatsen på øverste etage.

Det er heller ikke ualmindeligt, at de liderlige turister prøver lykken med personalet. For eksempel var der en nat, hvor vores sikkerhedsvagt – en blid, cubansk mand, der hedder Miguel – gik rundt for at tjekke stedet, før han pludseligt hørte en mærkelig lyd fra toilettet. Han gik ned for at tjekke, hvad det var, og da han kom rundt om hjørnet, så han en pige tisse med døren helt åben. Miguel blev virkelig chokeret, men man kan ikke sige det samme om pigen. Hun spredte benene og signalerede til ham, at han skulle komme ind til hende. Selvom den stakkels mand var smigret, så besluttede han, at det nok ville være uprofessionelt og sagde derfor pænt nej tak.

Til sammenligning så har personalet i receptionen en langt mere rådden moral. Når man arbejder bag disken på et hostel, så er det bare nemmere at score. Jeg var aldrig særligt populær hos pigerne før, men efter jeg er begyndt at arbejde her, har det ikke været svært at vække det modsatte køns interesse. Det eneste man skal gøre er at smile og sige godnat på det rigtige tidspunkt, eller bare skabe øjenkontakt. Før man ved af det, er man på vej ud på toilettet med en amerikansk pige, som er kommet alene hjem fra klubben – så nemt er det.

Der var en gang, hvor vores gamle sikkerhedsvagt – en virkelig sød, 50-årig mand – hviskede til mig, at jeg skulle tage den her pige, som var interesseret, med op på første sal. Han gav mig en walkie talkie og sagde, at han nok skulle ringe, hvis der var nogen problemer. Den faderlige tone i hans stemme overbeviste mig om, at det var det eneste rimelige at bruge arbejdstiden på.

På første sal er der det her område, som er mere eller mindre dødt efter midnat. Vi gik derop og gik til den. Da vi var færdige, ville jeg hente noget toiletpapir, så vi kunne tørre os af, men jeg tænkte ikke på at tage tøj på. Halvvejs nede af gangen udløste jeg bevægelsescensorerne, og lige pludselig stod jeg splitternøgen foran et af bygningens overvågningskameraer. Heldigvis er der aldrig nogen, der tjekker kameraerne, men jeg lærte en vigtig lektie den aften: Big Brother holder altid øje med dig.

Hostels handler selvfølgelig også om andet end sex. Nogle gange er de også et midlertidigt hjem for folk, der ikke har så mange penge og/eller har en psykisk sygdom som depression eller paranoia.

En af dem var Anton. Han var en ung fyr fra Albanien, som var flyttet til Barcelona for at arbejde. Jeg ved ikke rigtig, hvordan han tjente penge, men han kom og gik fra stedet flere gange hver nat og fortalte aldrig, hvad han lavede. Det var rimelig underligt, for han holdt sig ikke tilbage, når det handlede om alt andet – han fortalte blandt andet om dengang ham og hans bror havde tæsket 40 mænd på en gang, eller da han havde mistet sin mødom til en pige på hostellet, som helt sikkert havde haft sit livs bedste sex – den slags historier, som er vildt underholdende, men som tydeligvis ikke passer. Til sidst smed min chef ham ud for at have truet en af de ansatte. Da han gik, skreg han, at han ville komme tilbage, og at han var "snigskytte" og en "løve". Vi så aldrig løven igen.

Der var en anden fyr ved navn Ramon – en stor gut hvis mentale alder var tættere på ti end hans faktiske alder på 40. Efter at have arbejdet 20 år i London, var han kommet tilbage til Spanien for at finde noget arbejde et sted, hvor vejret var bedre. Han havde en opsparing, men han valgte at bruge hostellet som et sted til at komme ovenpå igen. Han tænkte, at det ville være nemmere at finde en lejlighed og et job, hvis han havde en base at arbejde fra. Han havde sindssygt mange triste historier – som dengang han havde besøgt sin mor i Spanien og fundet ud af, at hun havde en ny familie og overhovedet ikke var interesseret i at have kontakt med ham. Eller dengang en kvinde havde snydt ham for næsten 3000 kroner, da han ville leje hendes lejlighed. Det var som om, at hver eneste historie, han fortalte, endte dårligt. Til sidst besluttede han sig for at forlade både hostellet og Barcelona og starte et nyt liv på Menorca.

Efter en periode bliver det svært at skelne mellem turisterne og tosserne. Grænsen er meget sløret, og den ene kan hurtigt forvandles til den anden. Som for eksempel den koranske fyr som kom ned i receptionen og skreg om pis den aften. Et par nætter senere endte han faktisk selv i en lignende situation, da han i sin fuldskab forvekslede nogens kuffert med et toilet. Ejeren vågnede og fandt alle sine ejendele smurt ind i flydende lort. Ikke alene blev jeg sat til at vaske tøjet, men jeg skulle også løfte det fulde vrag af en mand ud i badet.

Det er til gengæld kun toppen af isbjerget. Det værste, jeg overhovedet har oplevet, var en svensk pige – som var høj på et eller ander vildt –, der løb nøgen ned ad gangene og smurte væggene ind i sit menstruationsblod. Jeg tror aldrig, at jeg glemmer den episode. Hun kan sikkert ikke engang huske det.

Det værste ved nattevagten er ikke stoffer, sprutten, den flydende lort eller den vilde sex. Det er volden.

En gang forsøgte jeg at stoppe to fordrukne idioter i en slåskamp uden for hostellet, da en af dem ved et uheld ramte mig med fuld smadder lige i ansigtet. Vores vagt gik amok på dem og bankede dem fuldstændig i jorden.

"Jeg var nødt til det. Det er mit job. De skal ikke røre dit ansigt," sagde han til mig.

Hans job eller ej, så virkede det til, at han nød det lidt for meget.

Der er også slåskampe mellem gæsterne og folk, der ikke arbejder på hostellet. Det seneste, jeg var vidne til, involverede tre amerikanske piger og en taxachauffør. Ifølge chaufføren havde pigerne ikke betalt for turen. Ifølge pigerne havde han både bestjålet dem og krænket dem seksuelt. Da politibetjentene ankom, gik pigerne amok på dem, fordi de ikke havde uniformer på. De beskyldte betjentene for at være bedragere, truede med at give dem tæsk og lod som om, at de ringede til ambassaden.

Situationen blev endelig løst, da den udmattede taxachauffør gik med til at nøjes med 300 kroner. Pigerne blev ved med at råbe, at det var røveri. Taxachaufføren råbte tilbage. Da det endelig lykkedes mig at få dem ind på hostellet igen, satte vi os ned for at snakke om det. De slappede endelig af og begyndte at stole på mig. Lige da jeg troede, at de var begyndt at opføre sig som normale mennesker, vendte en af dem sig mod mig og spurgte:

"Har du set Breaking Bad?"

"Jada," svarede jeg.

"Okay, men min onkel er narkobetjent, og jeg får ham til at sætte det svin i fængsel på Cuba," sagde hun i troen, at det hun sagde gav mening.

Det er alt sammen hverdagskost som receptionist på et af Europas mange fortrinlige hostels.

Mere fra VICE:

Champagne, stoffer og luksus: En piccolos bekendelser fra et femstjernet hotel

En forretningskvindes guide til sex på forretningsrejser

Mød de britiske fyre, der tager på sex-rejser til USA