Alle billeder fra Éditions de l'Œil.Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE FranceFilminstruktør Gérard Kikoïne betragtes som en af hovedarkitekterne bag fransk porno. Mellem 1974 og 1984 lavede han utallige film, der fangede den vilde side af en generation, der havde smidt lænkerne efter studenteroprøret i slutningen af 60'erne, var frigjort af p-pillen og endnu ikke var smadret af AIDS.I slutningen af sidste år udgav Kikoïne en fotobog med hundredevis af uudgivede billeder fra bag scenen på hans filmsets - Le Kikobook hedder den. Jeg talte med ham om guldalderen i fransk porno.
Advertisement
VICE: Hej Gérard. Nåh, var 1970'erne det gigantiske gangbang i døgndrift, som vores generation forestiller sig, det var?
Gérard Kikoïne: Ah, den store gangbang-myte! Nej, slet ikke. Når man ankommer på settet klokken ni om morgenen, så er man der kun for at arbejde, tro mig. Og jeg har aldrig misbrugt min position som instruktør eller producer. Mange folk i industrien - især i den traditionelle filmindustri - går i seng med unge skuespillerinder, men det gjorde jeg ikke. Vi opførte os pænere end drengene fra det "rigtige" filmmiljø.Hvordan var arbejdet?
Altså, filmrullerne var meget dyre. Og vi skulle altid optage to versioner af den samme film - en blødere udgave, som kunne komme gennem censuren, og en hardcore udgave, der kunne vises i bestemte biografer. Så vi er langt, meget langt, fra den gigantiske gangbang-fantasi. Faktisk var alting velorganiseret og godt forberedt. Selv hardcorescenerne var meget sjældent improviserede, med mindre skuespillerne var utilpas. Hvert set var nøje sammensat, og der var tanke bag de folk, vi castede. Automekanikeren lignede en automekaniker. Arkitekten lignede en arkitekt.
Gérard Kikoïne: Ah, den store gangbang-myte! Nej, slet ikke. Når man ankommer på settet klokken ni om morgenen, så er man der kun for at arbejde, tro mig. Og jeg har aldrig misbrugt min position som instruktør eller producer. Mange folk i industrien - især i den traditionelle filmindustri - går i seng med unge skuespillerinder, men det gjorde jeg ikke. Vi opførte os pænere end drengene fra det "rigtige" filmmiljø.Hvordan var arbejdet?
Altså, filmrullerne var meget dyre. Og vi skulle altid optage to versioner af den samme film - en blødere udgave, som kunne komme gennem censuren, og en hardcore udgave, der kunne vises i bestemte biografer. Så vi er langt, meget langt, fra den gigantiske gangbang-fantasi. Faktisk var alting velorganiseret og godt forberedt. Selv hardcorescenerne var meget sjældent improviserede, med mindre skuespillerne var utilpas. Hvert set var nøje sammensat, og der var tanke bag de folk, vi castede. Automekanikeren lignede en automekaniker. Arkitekten lignede en arkitekt.
Så det var meget professionelt.
Alt var mondænt. Art Directoren var meget striks omkring lyset og rekvisitterne. Jeg ville heller ikke bøje mig, når det kom til detaljer. Især fordi der var en del dialog i mine film. Det kan godt hænge sammen med min passion for tysk ekspressionisme. Jeg beundrede Mike Nichols åbningssekvenser, Stanley Kubricks lys og Lindsay Andersons progressive stil. Alle, jeg arbejdede med, elskede film.
Alt var mondænt. Art Directoren var meget striks omkring lyset og rekvisitterne. Jeg ville heller ikke bøje mig, når det kom til detaljer. Især fordi der var en del dialog i mine film. Det kan godt hænge sammen med min passion for tysk ekspressionisme. Jeg beundrede Mike Nichols åbningssekvenser, Stanley Kubricks lys og Lindsay Andersons progressive stil. Alle, jeg arbejdede med, elskede film.
Advertisement
Hvem hadede dig?
MLF, den franske kvindebevægelse, kom aldrig for at stoppe en af vores optagelser, men det var egentlig heller ikke en overraskelse: Mine film glorificerede kvinder. Skuespillerinderne var centrum i handlingen. Der var noget befriende i det for kvinderne. Der var aldrig en kvinde, der var tvunget til at lave en film - ingen dukkede op med deres pimp.Hvordan var de skuespillere du arbejdede med?
Jeg arbejdede med en generation af 68'er-hedonister. De kunne godt lide at have det sjovt og vise sig frem. Og de elskede sex. Brigitte Lahaie havde arvet rigeligt med penge, hun var kun en del af det, fordi hun syntes, det var sjovt. De fleste af mine muser var med i mine film, fordi de havde lyst, ikke fordi de havde brug for penge. Om aftenen kunne dem, der havde lyst, have et orgie, men i løbet af dagen arbejdede vi alle sammen.
Ja! Mellem 1977 og 1982 solgte mine film over 4 millioner billetter. Det gik godt, og de blev distribueret til omkring 30 lande. Vi var alle steder. En dag sagde Alban (Alban Ceray, pornostjerne og Kikoïnes muse mellem 1970 og 2000, red.): "Om så folk kan lide det eller ej, så smager fransk film lidt af min pik."Godt sagt.
Og en andel af overskuddet gik til CNC [Le Centre national du cinéma et de l'image animée – en statslig organisation, der promoverer og producerer franske film]. Vores penge var kærkomne.. Pornopenge!
MLF, den franske kvindebevægelse, kom aldrig for at stoppe en af vores optagelser, men det var egentlig heller ikke en overraskelse: Mine film glorificerede kvinder. Skuespillerinderne var centrum i handlingen. Der var noget befriende i det for kvinderne. Der var aldrig en kvinde, der var tvunget til at lave en film - ingen dukkede op med deres pimp.Hvordan var de skuespillere du arbejdede med?
Jeg arbejdede med en generation af 68'er-hedonister. De kunne godt lide at have det sjovt og vise sig frem. Og de elskede sex. Brigitte Lahaie havde arvet rigeligt med penge, hun var kun en del af det, fordi hun syntes, det var sjovt. De fleste af mine muser var med i mine film, fordi de havde lyst, ikke fordi de havde brug for penge. Om aftenen kunne dem, der havde lyst, have et orgie, men i løbet af dagen arbejdede vi alle sammen.
Var der mange, der så dine film?Om den kan lide det eller ej, så smager fransk film lidt af min pik.
- Alban Ceray
Ja! Mellem 1977 og 1982 solgte mine film over 4 millioner billetter. Det gik godt, og de blev distribueret til omkring 30 lande. Vi var alle steder. En dag sagde Alban (Alban Ceray, pornostjerne og Kikoïnes muse mellem 1970 og 2000, red.): "Om så folk kan lide det eller ej, så smager fransk film lidt af min pik."Godt sagt.
Og en andel af overskuddet gik til CNC [Le Centre national du cinéma et de l'image animée – en statslig organisation, der promoverer og producerer franske film]. Vores penge var kærkomne.. Pornopenge!
Advertisement
Hvad tænkte den traditionelle franske filmbranche om jer?
Jeg tror, industrien tænkte det værste om os. Da jeg holdt op med at lave porno, blev jeg sortlistet. Amerikanerne ville gerne, men der var ingen i Frankrig, der ville arbejde med mig.
Jeg tror, industrien tænkte det værste om os. Da jeg holdt op med at lave porno, blev jeg sortlistet. Amerikanerne ville gerne, men der var ingen i Frankrig, der ville arbejde med mig.
Brigitte Lahaie i Parties Fines ("Baronessens vilde sexorgier")
Hvordan har du det med, at porno er alle steder i dag?
Porno har altid udviklet sig gennem opbrud og chok. Jeg instruerede porno til biografer - man ville gå i biffen og se en pik i fuld skærm på et fire meter bredt lærred. Derefter kunne man se porno på VHS og i fjernsynet. Den første transmission af en pornofilm på fransk TV var i 1985. Det var et chok, selv for mig. Et par år før havde det været komplet utænkeligt, at der ville være porno i fjernsynet. Når porno er blevet så tilgængeligt gennem gigantiske platforme som YouPorn, bliver det synligt for et større publikum.
I dag kommer folk hen og vil trykke min hånd, når jeg er ude at spise. Det ville aldrig ske for 15 eller 20 år siden. Vi er nået til et punkt, hvor pornokultur inspirerer den kreative industri. Når porno er så fuldstændig tilgængeligt hele tiden - både det gode og det dårlige - forsvinder det enkelte værk lidt. Vores film vil vare ved, fordi vi lavede dem med et glimt i øjet, vitalitet og kærlighed og respekt for kvinder.Le Kikobook er udgivet af Les Éditions de l'Œil.
Porno har altid udviklet sig gennem opbrud og chok. Jeg instruerede porno til biografer - man ville gå i biffen og se en pik i fuld skærm på et fire meter bredt lærred. Derefter kunne man se porno på VHS og i fjernsynet. Den første transmission af en pornofilm på fransk TV var i 1985. Det var et chok, selv for mig. Et par år før havde det været komplet utænkeligt, at der ville være porno i fjernsynet. Når porno er blevet så tilgængeligt gennem gigantiske platforme som YouPorn, bliver det synligt for et større publikum.
I dag kommer folk hen og vil trykke min hånd, når jeg er ude at spise. Det ville aldrig ske for 15 eller 20 år siden. Vi er nået til et punkt, hvor pornokultur inspirerer den kreative industri. Når porno er så fuldstændig tilgængeligt hele tiden - både det gode og det dårlige - forsvinder det enkelte værk lidt. Vores film vil vare ved, fordi vi lavede dem med et glimt i øjet, vitalitet og kærlighed og respekt for kvinder.Le Kikobook er udgivet af Les Éditions de l'Œil.
