Hvorfor har jeg kun pigevenner?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA.

Jeg scroller igennem mine seneste beskeder. En er fra en ven og udpensler, hvem af mine tidligere skolekammerater hun knalder for tiden. En anden er bare en meme-tråd, hvor der bliver uploadet skærmbilleder af de ordspil, som folk har lavet med andres sjove navne via deres Facebook-profiler (for eksempel en privatbesked til Trudy Knight, hvor der står, "with a little bit of luck, we can make it Trudy Knight." Men jeg skal igennem 14 navne for at finde en samtale med en ven, der ikke er kvinde.

Jeg ved godt, det er noget, der ofte bliver betragtet med en vis skepsis. 90'ernes drengerøvskultur bevirkede, at vi fik et mere afslappet forhold til drengepiger, der for det meste bare er venner med fyre, fordi de godt kan lide at slås og prutte. Serier som Will & Grace og Sex and the City har gjort, at vi efterhånden har stiftet bekendtskab med den mandlige, homoseksuelle BFF-arketype, men der findes ikke noget begreb for en heteroseksuel mand, der har flere veninder end venner. Af den grund har folk tendens til at tro, at venskaber mellem mænd og kvinder bare er ensbetydende med, at der er romantiske følelser i spil. 63 procent af folk tror, at der ligger skjulte hensigter bag, når en mand og en kvinde kalder sig "venner". Det påstår en undersøgelse fra sidste år. Der var 61 procent af den samme gruppe adspurgte, der mente, at det sandsynligvis ville være manden, der prøvede at flytte grænserne for venskabet.

Jeg er en heteroseksuel mand, og de fleste af mine nære venner er kvinder. Og jeg har ofte spekuleret over hvorfor. Det er ikke fordi, som 63 procent af jer måske tror, at jeg har en skjult dagsorden og i virkeligheden gerne vil knalde dem. Jeg er aldrig i tvivl om, hvem jeg er tiltrukket af, og jeg har altid meget svært ved at holde det for mig selv. Jeg ville ikke holde fem minutter i et venskab, hvor jeg havde følelser i klemme. Det er kun sket en enkelt gang: det varede tre dage, og vi endte med at snave op ad en Burger King. Det er ikke engang et aktivt valg. Det er faktisk lidt af mareridt, når man prøver at fordele sine middagsgæster ligeligt på tværs af kønnene, eller hvis alle er ude og tage stoffer på toilettet uden dig. Alligevel har jeg det som om, at jeg altid glider ret naturligt ind i venskaber med kvinder. Faktisk sker det så ofte, at jeg er begyndt at kunne opfange tegnene på forhånd. Meget af det skyldes nok, at jeg kan lide mange af de ting, som mange piger også kan lide: Ariana Grandes musik og at rakke ned på kendisser. Men det er mere end det. Det sker, helt uden at jeg tænker over det: Jeg sætter mig ved siden af en person eller kollega, uden øjenkontakt, og hører hende fortælle om den seneste frække ting, hun har lavet i weekenden, mens jeg indimellem stiller spørgsmål og lufter sporadiske holdninger og fordomme.

Det er ikke fordi, at jeg ikke er interesseret i "drengeting." Jeg begyndte at følge med i fodbold lidt senere end de fleste, men jeg har en masse andre flygtige, mandevenlige interesser: fjernsyn, voksentegneserier, hasardspil, hip-hop og, vigtigst af alt, damer. Jeg kan godt lide at fyre platte jokes af. Jeg kan godt lide at drikke mig så fuld, at jeg skråler højlydt med på Stereophonics' "Dakota" på vej hjem. Jeg tror helt oprigtigt, at jeg opfylder alle kravene for at være det, man ville betegne som en moderne mand.

Det er ikke engang fordi, at jeg er dårlig til at være venner med mænd. Jeg har et par ekstremt tætte mandlige venner, nogle jeg har boet med, som jeg hele tiden ses med, og som jeg, for at bruge Rihannas ord, ville skrive til i en krisesituation. Jeg har bare heller ikke nogen idé om, hvordan man får nye drengevenner. Jeg kan ikke komme på et eneste øjeblik i mit voksenliv, hvor jeg har været i byen kun med drengene. Jeg har været sådan her siden skoletiden - en eller to tætte drengevenner, og så bare tonsvis af pigevenner.

Jeg har ikke helt forstået, hvordan det er meningen, man skal bære sig ad med det. Hvordan opstår venskaber mellem mænd? Lad os tage min ven Iain fra kontoret. Jeg kan virkelig godt lide Iain, ham ville jeg gerne se mere til. Men hvad fanden skal jeg gøre? Invitere ham på middag? "Hey Iain, har du hørt om det der nye tapas-sted? Lad os gøre det fredag kl. 20 - ellers kan jeg også bare lave mad til os, hvis det er? Måske kan vi se Anomalisa bagefter?" Hvortil Iain høfligt vil takke nej, og minde mig om, at han har en kæreste. En pigekæreste.

Dude-alternativet til alt det er bare at tage i byen. Men hvad skal man lave på baren, klubben eller værtshuset? Efter en drink med en veninde føler jeg, at vi kan dykke ned i småting og bagateller fra deres liv og mit liv; det fundament, som vores forhold og største skræk hviler på. Vi kan sladre uhæmmet om, hvem der har stukket hvad op i hvem, bruddene, de nye forhold: og så analysere det, som var det en ministerrokade.

Men det kan man ikke rigtig gøre med en mand. Man kan snakke om, hvem der har bollet hvem, men sladren vælter bare ud på bordet, uden at nogen har lyst til at samle den op. Der er ikke nogen analyse, ingen detaljerede genfortællinger. "Hold da op. Det er da mærkeligt," siger de måske, hvis du er heldig. Det er endnu værre, hvis man drøfter mere seriøse forhold. Jeg snakker med andre mænd om kærester på samme måde, som jeg gør med mine forældre; akavet og så kort som muligt. Hvad skal jeg ellers gøre? Se en anden mand dybt ind i øjnene og sige, "hva' så bro, jeg troede sgu, det var hende, der lukkede af, men så gik det op for mig, at det faktisk var mig selv, der havde svært ved at åbne op"? Det kan man bare ikke sige til en, der hedder Anders.

Det ved jeg godt, at normale mænd, der har normale mandevenskaber, ikke gør i virkeligheden. De tager i byen i sammen med en gruppe andre mænd og spiller smarte, spiller pool og kommer op at slås. Men eftersom jeg stadig aldrig har været i en drengebande, ved jeg ikke, hvordan man kommer med i en, og er heller ikke sikker på, at jeg vil det. Sammenlignet med dybdegående livsanalyse og en eller anden aubergine-baseret forret virker det bare som spild af tid.

Nu får jeg stort set kun drengevenner, hvis mine pigevenner begynder at ses med nye fyre. Hvilket er ret ideelt: en bizar svingdør af fyre, som jeg er nødsaget til at hænge ud med, men som jeg ender med at holde af gennem lejlighedsvise samtaler om odds og Leonard Cohen-sange.

Mere end noget andet føler jeg mig bare heldig over at kende de kvinder, som jeg kender. Jeg kan godt lide, at pigevenner - i hvert fald dem, jeg kender - deler deres livsvisdom med mig og til gengæld bare vil have hjælp til at blive deres spøjse usikkerheder kvit. Jeg kan godt lide, at de lever deres liv som eventyrere i stedet for mellemledere. Jeg elsker, hvor oprigtigt afskyelige, de kan være. Og ja, jeg elsker, at de har lige så meget lyst til at snakke om det nye Ariana Grande nummer og lækre piger på Instagram, som jeg har.

Læs mere fra VICE:

Derfor mister millioner af mænd deres venner, når de er i 20'erne

Jeg er homoseksuel og har taget fire heteroer bagfra

Sådan udviklede "Friend Zone"-begrebet sig fra en uskyldig joke til et sexistisk fænomen