Sådan opfandt en olieingeniør Auto-Tune og ændrede musikbranchen for evigt

Denne artikel er oprindeligt udgivet af THUMP

Chers storhit "Believe" fra 1998 var den første sang, som benyttede den vokalforvrængende effekt Auto-Tune, som senere fik massiv kommerciel succes. Det mindeværdige ved effekten var ikke, at vokalen lød mekanisk eller syntetisk (det havde vi hørt før), det var måden, som vokalen tilsyneladende hoppede fra et toneleje til et andet.

Siden da er Auto-Tune enheden fra Antares Audio Technology blevet synonym med teknologien, ligesom Jacuzzi er med, nå ja, jacuzzier. I nogens øjne er den også blevet en fast bestanddel af den moderne, masseproducerede musik, som bliver tvangsfodret til masserne som et sundhedsskadeligt tilsætningsstof.

Ikke desto mindre bruges teknologien fortsat i alle musikgenrer (uanset om du ved det eller ej). James Blake har skabt en varm, sjælfuld karakter med det, mens andre kunstnere, som for eksempel Aphex Twin, bruger teknikken til at opnå sin verdensfjerne og overmenneskelige lyd.

Det var egentlig ikke meningen, at du nogensinde skulle høre det, for det var mere tænkt som et hjælpemiddel, som skulle lave subtile rettelser og forbedre sangeres intonation. Dybt begravet i Auto-Tunes mange indstillingsmuligheder er "discretize". Hvis man skruer helt op for knappen, så vil den syntetiserede stemme 'hoppe' mellem forskellige tonelejer i stedet for at flyde på en kontinuerlig, organisk måde – og på den måde skabe den robotagtige "Auto-Tune lyd", som Cher gjorde kendt, og som i nyere tid også er blevet benyttet af Future.

Teknikken til at modificere og polere en vokalpræstation er lige så gammel som selve indspilningsprocessen. Det ,der gjorde Auto-Tune unik, var dens avancerede brug af digitale signaler til at behandle algoritmer. Apparatets opfinder, Dr. Andy Hildebrand, eksperimenterede med teknikken, mens han læste til elektroingeniør på University of Illinois i Chicago. Herefter arbejdede han for olieselskabet Exxon fra 1976 til 1989.

I 1990 vendte Dr. Hildebrand tilbage til musikken og grundlagde Jupiter Systems, som senere skulle blive til Antares Audio Technology – firmaet, der ramte en guldåre, da Auto-Tune blev lanceret i 1997.

Overraskende nok er manden bag maskinen, som fylder 20 år til næste år, ikke en eller anden smart pladeboss i New York. Dr. Hildebrand bor i stedet i den lille by Felton i skovene i det centrale Californien og foretrækker Mozart frem for T-Pain.

THUMP: Det virker som om, der stadig er rigtig mange, der elsker at hade Auto-Tune. Føler du nogensinde, at du skabte et monster?
Andy Hildebrand: [Griner] Tja, jeg har helt klart opfundet noget, som folk elsker at hade, det er åbenlyst. Men du ved, det er den samme slags mennesker, som godt kan lide at hade en masse andre ting – som for eksempel at betale skat. Haters will be haters, ikke?

Jeg har hørt, at Auto-Tune har rødder i dit arbejde som geofysisk ingeniør, hvor du skulle lokalisere oliefelter med lydbølger.
[Griner] Ja? Men det passer overhovedet ikke.

Nej?
Min træning startede på University of Illinois, hvor jeg skrev en PhD-afhandling, som fokuserede på signalbehandling. Derfra fik jeg job hos Exxon og startede senere mit eget firma [Landmark Graphics] inden for olieindustrien, hvor jeg lavede signalbehandling på seismiske data. Så man kan sige, at jeg er udlært i digital signalbehandling, og så har jeg overført det på geofysik og siden på musik.

Hvornår opdagede du, at den metode kunne bruges til at korrigere en sangers intonation?
I 1995 var jeg til en branchemesse sammen med nogle partnere i firmaet og ham, som distribuerede vores produkter. Hans kone var der, og vi snakkede om, hvilken slags produkter det kunne være interessant at lave sidenhen. Hans kone sagde, "Andy, kan du ikke lave en eller anden kasse, der kan få mig til at synge rent?" Jeg så rundt på andre ved bordet, men alle kiggede bare ned i deres frokosttallerkner uden at sige noget.

Så jeg tænkte, "nå, det er sikkert en virkelig dårlig idé." Otte-ni måneder senere arbejdede jeg på et andet projekt, men så vendte jeg tilbage til idéen og tænkte, "det er egentlig ret enkelt at lave – jeg gør det." Ved den samme messe et år senere faldt producerne over hinanden for at få fat i produktet.

Generede det dig, at folk virkede mere interesserede i den syntetiske "discretize" lyd end den måde, som du havde forestillet dig, at apparatet skulle bruges på?
Min reaktion var egentlig mere overraskelse, haha. Da jeg hørte Cher-sangen for første gang, tænkte jeg bare, "Gjorde hun dét?"

Sådan havde jeg det også, da jeg hørte den.
Jeg var lige ved ikke at inkludere den funktion i softwaren, men så sagde folk, "Hvorfor ikke? Det skader jo ikke." Så det var sådan, det skete.

Hvor går grænsen i mellem at bruge Auto-Tune på en kunstnerisk måde og en måde, som gør musikken "billigere", som nogle mennesker mener, at den bliver?
Altså, det er jo meget subjektivt. Du kan spørge ti forskellige mennesker, og de vil give dig ti forskellige svar, og det er jo egentlig ret ligegyldigt. Jeg er ikke religiøs, men jeg tror, at man skal have en slags religiøs forbindelse til en sag for at tage så stærk stilling til den. Det mener jeg ikke som en kritik af organiseret religion, men man kan skal sidde meget fast i sin tankemåde for ikke at ville acceptere noget, der er anderledes.

I den vestlige musiks historie har der været den ene innovation efter den anden i forhold til, hvordan musikken indspilles, produceres og udgives – så på en måde ligger Auto-Tune bare i forlængelse af den proces. Folk blev sikkert også oprevet, da stereo blev opfundet. Men det er ligegyldigt - det er jo bare noget nyt. Nogle mennesker kan lide det nye, mens andre ikke kan.

Auto-Tune er stadig utroligt populært nu næsten 20 år efter, at Chers "Believe" udkom. Hvordan kan det være?
Jeg synes, at det gør menneskets stemme umenneskelig på en måde, og det er selvfølgelig overraskende for folk, når de hører det. Sangeren lyder måske mere som en synthesizer end et menneske, men det er jo ikke uforeneligt med musikken.

Kan du komme i tanke om en kunstner, du har hørt, som bruger teknologien på en måde, som er i overkanten?
Altså, jeg synes måske at det generelt er brugt lidt for meget. Jeg vil nødig nævne navne, men jeg synes, det er blevet meget udbredt, at folk siger, "Åh, det er auto-tunet," ligeså snart de kan høre, at der er brugt "discretize" på sangerens intonation. Men de ved ikke, at Auto-Tune findes i mange, mange sange, hvor man bare ikke kan høre det, ligesom det var meningen. Jeg byggede jo bare bilen, jeg kører den ikke i den forkerte side af vejen.