Ting fra 2015 som skal dø i 2016

2015 var højst sandsynligt et blandet år for dig. Sådan er de fleste. Måske du havde det herre flækkeren over Mænd og Høns, blev forelsket til Tiësto på Skanderborg eller så VR-porno for første gang i et mødelokale hos Politiken, hvem ved. Måske du aldrig rigtig helt forstod hypen omkring Drakes pastelfarvede dansevideo til "Hotline Bling".

Året var ganske givet fyldt med udmærkede ting, men vi bliver nødt til at spørge os selv, om udmærket er godt nok? Om ikke udmærket er lort sammenlignet med, hvordan 2015 kunne have flasket sig, hvis vi havde været mere vakse ved havelågen og for eksempel nægtet filmstøtte til 1864. Hvis Roskilde Festival havde fyret Per Vers som konferencier. Hvis TV2 havde givet deres ledelse et kursus i sikker dick pic forsendelse.

Hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om at udvikle os som civilisation, så bliver vi nødt til - hånd i hånd - at luge ud i de ting, der forværrer tilværelsen for os alle. Præcis som vi sidste år fik drejet halsen om på flash mobs, pålægger det os at få gjort kort proces med følgende 2015-ting i år.

Billede via Flickr-brugeren Ben Larcey.

2015's vildeste julegaveidé var et skridt nærmere en fremtid, hvor vi åbenbart har givet op og nu bare er begyndt at kalde ting det, vi ville ønske det var. I stedet for at udvikle et faktisk svævende bræt, tog nogle opfindere hvis-Edison-ikke-fik-ilt-nok-under-fødslen kasketten på og kreerede en Segway uden pind til glæde for børn verden over. Og selvom opfindelsen har afstedkommet legender som listetyven, der hoverboardede ind og stjal en ramme energidrikke fra en engelsk kiosk, så kan vi ikke bare vende det blinde øje til og give alt falske, jubeloptimistiske navne.

Præcis som Easyjet ikke må markedsføre deres rute til Malaga som teleportation, og Burger King ikke bare kan foregive at have René Redzepi lænket ude i køkkenet, hvor han laver Whopper-fars af bornholmske gedehamse, så kan man ikke bare lyve om, hvorvidt noget svæver eller ej. Man kan jo heller ikke bare stå og trippe på stedet i en rullekravesweater og lade som om, det skulle være det samme som at danse. Der må være grænser.

Det er beundringsværdigt, at verdenspressen i nogen udstrækning kunne bruge transformationen af Bruce Jenner til at fokusere på transpersoner og deres rettigheder. Men midt i al hypen og kåringen af Caitlyn Jenner til årets kvinde var det som om, at folk glemte, hvem hun egentligt er. At den tidligere atlet primært er kendt for at være en del af verdens absolut mest forfærdelige familie. At hun har brugt det meste af sit liv på at opdrætte en internet-smadrende røv, der angiveligt kan bruges som champagnebakke/serveringsvogn i en snæver vending.

Det siger noget om transpersoners offentlige repræsentation, når en sådan person uden videre kan valse ind og tage jobbet som verdens talskvinde for hele den gren af LGBTQ-samfundet. Lad os håbe på, at 2016 vil byde på en mere kvalificeret kandidat til den post.

(Bare for en god ordens skyld er det måske værd at nævne, at jeg ikke ønsker at Caitlyn Jenner kommer noget til. Det er mere al opmærksomheden omkring hende og det der, du ved. Og tv-programmerne. Hendes fysiske ve og vel er altså som sådan slet ikke ikke på tale her. Bare til orientering.)

Kål er ved at blive det nye havtorn, har I lagt mærke til det? Havtorn var jo som bekendt engang et uanseeligt skodbær, som folk gik en lang bue uden om, primært fordi det smagte som urinalsæber i aspargessæsonen. Men så blev den lille, kondenserede kugle orange galde med det uappetitlige navn af uransagelige årsager skubbet frem i spotlyset og var lige pludselig genstand for hele landets opmærksomhed.

Det blev set sammen med alle de rigtige mennesker med undtagelse af Drake, skrevet om i alle de rigtige blade og brugt sammen med alle de frækkeste og mest toneangivende ingredienser (læs: lakrids). Og som det er tilfældet med andre realitykendisser, der heller ikke har noget egentligt talent, er havtorn også kun til for opmærksomhedens skyld. For at gøre en almindelig ret til en super duper tjekket gastronomisk oplevelse. Det er på tide, at vi pensionerer den syrlige pudsboble for stedse og ligeså kål, før også det bliver overhypet ud i det uendelige.

Skal 2016 være året, hvor singlehits ikke handler om at være helt pjattet med kokain? Hvem ved. Måske Drake finder på noget fedt i stedet.

Screenshot via YouTube.

Der er ikke noget, der siger videnskabeligt, verificerbart eksperiment som at tage et kamera under armen, forklæde sig som hjemløs og filme forbipasserendes reaktioner. Det afdækker dybden af vores samfunds problemer på samme måde, som fail compilations afslører verdensbefolkningens motoriske inkompetence. Selv hvis den type "eksperiment" kunne siges at give et retvisende billede af for eksempel den sexisme, som kvinder oplever på gaden i New York, så er YouTube-genren for længst blevet overtaget af selvretfærdige, gen-y snothvalpe, der skamløst promoverer sig selv som etikkens vogtere med sjæle så rene som nyfalden sne.

Videoerne deler sig ofte i tre lejre. Den første type forsøger at kategorisere mennesker enten som helgener eller det argeste afskum ved at udsætte dem for i stigende grad latterlige prøvelser rangerende fra: hvad gør du, hvis du hører falsk babygråd i en bil på en varm dag, til hvad gør du, hvis nogen maltrakterer en hundedukke midt på gaden. Den anden gruppe sociale eksperimenter udstiller, hvor super altruistisk vloggeren selv er ved for eksempel at overøse hjemløse med pengegaver eller fortælle tilfældige kvinder, at de er smukke - antageligvis for at komme i bukserne på selv samme kvinder. Endelig er der den sidste kategori, der sammenfører ovenstående to i en vanvittig cocktail udført af kasketbærende teenagere, der lige har set Fight Club for første gang. Dette kunne for eksempel være at foregive at give en tilfældig person valget mellem at redde et andet menneske eller smutte hjem med en kuffert fyldt med kontanter eller at kidnappe børn med forældrenes tilladelse.

Nogle af disse videoer er gudskelov opsat, men det er ikke altid lige nemt for internettets Drake-elskende publikum at spotte. Som minimum udgør det en genre, der stolt fremviser vores generations absolut værste individer, men i visse tilfælde formår disse menneskelige udgaver af shutter shades endda at skævvride samfundsdebatten gennem deres pøllede, likehuntende eksperimenter.

Det er uvist, præcis hvornår disse intimsfærenedbrydende salgsfremstød opstod, men ikke desto mindre bør 2016 være året, hvor vi siger stop. Der er mange helt fine tonelejer fra den sagte samtalestemme til den røst man bruger, når man begejstret skal fortælle en ven om videoen til "Hotline Bling". Så hvorfor selskaber som Tamaris har valgt at afslutte deres skoreklamer med en sensuel, lommetroldsfremkaldende hvisken, kan være svært at forstå. Er det målrettet Danmarks fodfetichister? Mennesker, der tænder på ting? Er speaken optaget midt om natten og derfor hvisket af hensyn til naboerne?

Der er mange fine bud på, hvorfor man som selskab søger at elske med forbrugerens nøgne øregang, men den mest plausible er nok, at man har ønsket at skabe en pavlovsk effekt, der resulterer i, at man instinktivt tænker på deres sko, når man bliver liderlig af alle de andre frække reklamer for bland andet shampoo og hotelophold. På den måde har man som selskab købt sig til alle frække reklameblokke hele dagen, men kun betalt for ét enkelt spot. Det er ligeså nederdrægtigt som det er underlivsstimulerende, og det er på tide at råbe vagt i gevær og insistere på, at alle fremtidige reklamer bliver indtalt med mindre antastende stemmeføring.

Der var engang, hvor man kunne skrive til nogen og med en vis rimelighed forvente et almindelig svar: "Hvordan går det?" / "Fint". Så begyndte folk at tilføje de ekspressive og herre grineren emojies for at indikere, hvad de egentligt mente med "fint". Var det et 'ja-jeg-har-købt-en-fortrydelsespille-på-apoteket' fint [:@] eller måske et 'jeg-har-følelser-for-et-par-kilehælede-sommersko-og-jeg-tør-ikke-sige-det-til-nogen' fint [;)]? Det var vigtigt at differentiere mellem de to.

Men efter Facebook valgte at integrere gif's bedre i deres beskeder, så ændrede samtalen sig til noget á la: "Hvordan går det?" / [kort gif af en hund, der kigger ind i kameraet, mens et par solbriller falder ned fra oven og lander på hundens ansigt, hvorefter billedet fryser og ordene "Deal With It" toner frem]. Og selvom det jo ganske rigtigt var et mega sprødt svar første gang, så udviklede det sig hurtigt til en konkurrence om at finde den mest lårklaskende morsomme gif, og før man kunne nå at stave til Aubrey Graham, så var alle meningsudvekslinger druknet i rullekravebærende Drake-klip og twerk fails.

Det har klart gjort det lettere for ordblinde at gøre sig forståelige på messenger, men det er også det eneste positive, der er at sige om det.

Billede via Flickr-brugeren Mike Mozart

Bliver 2016 året, hvor Nordsjællands tweenagere camperer tre nætter foran Netto for at få fingrene i en ny kollektion af æggehvider designet af Drake? Hvor folk vil betale de mindre priviligerede for at stille sig i den kilometerlange kø ved Bog & Idé på natten for lanceringen af Fendis nye A4-ark? Det er svært at sige, men begge giver ligeså meget mening som at sove foran H&M endsige købe designertøj i butikskæden.

Mere fra VICE:

Hvad vi lærte om Danmark i 2015

Det lærte vi om LGBTQ i 2015

Det lærte vi om stoffer i 2015