Sådan har Kardashian-familien tvunget os til at 'keep up' i ti forbandede år
Foto: Samir Hussein via Getty Images

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Sådan har Kardashian-familien tvunget os til at 'keep up' i ti forbandede år

For ti år siden startede Kim Kardashian som Paris Hiltons stylist – i dag er hun selv en uundgåelig skikkelse i medielandskabet og er, helt oprigtigt, blevet sammenlignet med Andy Warhol. Vi ser nærmere på Kims og hendes families vej til toppen.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA

I 2007 var Kim Kardashian allerede en berømthed, men hun var ikke ligefrem højt respekteret. Hun var kendt som Paris Hiltons stylist og eks-veninde, men hun var endnu mere berømt for en sexvideo, der blev offentliggjort imod hendes vilje. Dengang dominerede realitystjerner fra programmer som The Bachelor og The Hills forsiderne på sladderbladene, men de blev på ingen måde taget seriøst. Da Keeping Up with the Kardashians første gang så dagens lys, var Kim Kardashian og hendes familie ingen undtagelse. "Designere ville ikke engang låne hende tøj," siger popkulturkommentatoren Perez Hilton.

Advertisement

I dag er det en helt anden historie. En teaser-trailer for jubilæumsafsnittet, der for nylig kørte på tv, spillede bevidst på den transformation, serien har undergået. Traileren genskaber seriens oprindelige intro, hvor familien forsøger at posere foran et bagtæppe, der ser temmelig billigt ud. I den nye version følger vi hvert medlem af familie på vej til optagelsen, hvor de personlige introduktioner fokuserer på de imperier, Kardashianerne har bygget over det sidste ti år: Matriarken Kris stirrer køligt ud fra sin privathelikopter, mens hun udstikker ordrer til piloten, Khloe forlader selvsikkert træningscentret som en reference til hendes nyfundne lidenskab for fitness, Kendall, der i dag er supermodel, skynder sig afsted til en modeopvisning og så videre.

Ligesom i den oprindelige intro kommer Kim for sent, men i dag fremstilles hun i et nærmest majestætisk lys, som en gudinde skruet ned i en skinnende dragt. Men alligevel er det meningen, at seeren skal kunne relatere til familien: Efter hun er blevet målt op til tøjet, skynder Kim sig videre ind på scenen, hvor hendes mor og søstre utålmodigt venter. Hun poserer på dramatisk vis og stiller sig bevidst i vejen for søstrene ("Helt ærligt," brokker Kendall sig), og så træder Kylie til siden og hiver bagtæppet væk – præcis som for ti år siden.

Teaseren er udtryk for de højder, Kardashian-familien har nået, men den peger også på det, der har gjort familien så fascinerende: På en og samme tid er de ligesom os og dog forskellige fra os – det er den amerikanske kernefamilie, der på samme tid er sindssygt velhavende, berømt og fuldstændigt urørlig. Under jubilæumsafsnittet fokuserede værten Ryan Seacrest på de øjeblikke, der har afsløret familiens excentriciteter: Det faktum, at Kylie kunne danse omkring en stripperstang som niårig, eller at Kim tog en hurtig selfie, mens Khloe var på vej i fængsel.

Advertisement

Hvordan er vi nået her til? På mange måder var det Kims famøse sexvideo, der gjorde familien til fast inventar i mediebilledet. Men deres opstigning til berømmelsens tinder var langt mere planlagt, end den måske fremstår. Som Kris Jenner siger i sin selvbiografi fra 2011: "Hver gang vi fik en ny sæson, tænkte jeg, 'Hvordan gør jeg femten minutters berømmelse til tredive?'" Svaret på det spørgsmål er en snedig manipulation af nyhedscyklussen og den kulørte presse, der både holdt fans interesserede og samtidigt førte nye seere til serien og dens adskillige spin-offs. I 2009 annoncerede Kourtney, at hun var gravid, men hun nægtede at afsløre barnets fars identitet. "I må bare vente, til I ser det i serien," sagde hun. På samme vis offentliggjorde Kim sin egen graviditet tre uger inden premieren på sæson tre af Kourtney and Kim Take Miami og ventede helt indtil første afsnit af den efterfølgende sæson af Keeping Up With The Kardashians med at afsløre barnets køn.

Kim og Paris Hilton ved premieren på "Entourage" i 2006. Foto: Gregg DeGuire via Getty Images

Det var en utroligt succesfuld strategi, indtil den gav bagslag. Kims bryllups-special i 2011, der fulgte hende i tiden op til brylluppet med Kris Humphries, tiltrak 10,5 millioner seere. Men da parret gik fra hinanden efter kun 72 dage, blev Kim beskyldt for at iscenesætte et mediestunt. The New York Post kaldte brylluppet et "Big A$$ Sham," mens SNL hånede Kim med en parodi i udsendelsen under titlen "Kims Drømmeskilsmisse." ("Jeg ved godt, mange folk tror, Kim bare blev gift for at score 17 millioner dollar på brylluppet, men det passer ikke," sagde Kristen Wiig i en rammende parodi på Kris Jenner; "Hun blev også gift for opmærksomhedens skyld.") I januar 2012 kaldte The Post Kardashian-brandet for "ren gift."

Advertisement

Men allerede i april samme år lykkedes det Kim at ændre medieopfattelsen af hende ved at offentliggøre forholdet til Kanye West. Kanye fremhæves ofte som årsagen til, at Kim har haft held med at rehabilitere sit image. Han fornyede hendes stil, og i 2013 rådede han hende til at ansætte en ny PR-ansvarlig, så hun kunne bygge sit eget brand, der var adskilt fra familiens. Til Met Ball i 2013 blev Kims nye look – hun lignede lidt en sofa med blomsterbetræk – gjort til skamme på nettet, og hun blev også skåret ud af et billede sammen med Kanye, der kørte i forbindelse med Vogues "Best Dressed"-liste.

I 2014 blev parret, der nu er kendt som Kimye, gift. Kardashian-familien var for alvor kommet i det gode selskab. Senere samme år prydede Kim og Kanye forsiden på Vogue – en milepæl i Kims karriere, der tidligere havde været utænkelig. "Kim var aldrig havnet på forsiden af Vogue, havde det ikke været for Kanye," siger Perez Hilton. Amanda Scheiner McClain, der er lektor i kommunikation ved Holy Family University og forfatter til bogen Keeping Up The Kardashian Brand: Celebrity, Materialism, and Sexuality, er mere diplomatisk i sin vurdering: "Kanye fornyede hendes stil og transformerede hende fra californisk partypige til en elegant model med kurver i modetøj," fortæller hun Broadly.

I 2015 udgav Kim en kunstbog med titlen Selfish, der udelukkende bestod af selfier, hun havde taget over de foregående år. Bogens modtagelse var et tydeligt tegn på, hvor radikalt opfattelsen af hende havde ændret sig siden 2011, og hvordan offentlighedens indtryk af hendes forhold til berømmelse havde skiftet: Selfish blev udråbt til højkulturel konceptkunst. New York Magazines kunstanmelder Jerry Saltz kaldte den Amerikas svar på Karl Over Knausgaards Min Kamp. i-D udråbte Kim til "vor tids Andy Warhol." Scheiner McClain beskrev bogen som værende et "uironisk fotokunstprojekt, der udforsker begreber som skønhed, berømmelse og narcissisme." Og visse feminister så udgivelsen af bogen som kampråb og fremhævede især det faktum, at bogen også indeholder nøgenbilleder, som en hacker stjal og offentliggjorde året forinden.

At Kim stod ved sit image i offentligheden – herunder også kritikken af hende som værende udtryk for en overfladisk, talentløs og selvcentreret kultur – blev set som en modig og revolutionær handling. Selvom hun i mange år var blevet afskrevet for at være berømt for at være berømt, var det nu lykkedes Kim at lave performancekunst ud af sin status.

I dag er Kardashians den mest berømte familie i USA. "Kardashian-familien har formået at fastholde folks opmærksomhed, længere end nogen anden har gjort tidligere," siger Perez Hilton. I dag når seriens seertal ikke samme højder, som den engang gjorde – især fordi mange af os i dag følger med via sociale medier og sladderblade – men det er en del af det, der holder samtalen om dem kørende. Derudover formår de også fortsat at overraske os. To dage inden jubilæumsafsnittet kørte, kunne TMZ melde at Kylie Jenner var gravid. Familien har kategorisk afvist at kommentere på det, og de fleste fans gik ud fra, at graviditeten ville blive nævnt i afsnittet. Men det blev den selvfølgelig ikke. Det ser ud til, vi må følge med i sæson ti for at få mere at vide.