Hvad skal 'Game of Thrones' gøre for at overraske os igen?

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

Advarsel: Artiklen indeholder spoilers for sæson 6 afsnit 10, læs ikke videre hvis du endnu ikke har set sæsonafslutningen.

Indrøm det - da Jon Snow lå og gispede efter vejret under en bunke lig og panikslagne soldater, der troede du, at han ville dø - og denne gang forblive død. Det er fordi, at Game of Thrones gennem de seneste seks år har lært dig, at enhver karakter kan dø når som helst - uanset hvor vigtige de er for historien. Men han døde selvfølgelig ikke. Ridderne fra The Vale med Sansa Stark og Littlefinger i spidsen kom ridende og reddede dem allesammen. Det var en redning vi kender - hvilket dog ikke gjorde den mindre spændende - fra andre episke fantasy-fortællinger som Ringenes Herre.

Nu er Game of Thrones på vej ind i sin afsluttende fase, og der er mange, der er døde undervejs. Og mange flere kommer til at dø, før det er slut. Selvom måden, de dør på, indimellem chokerer, så har serien for mit vedkommende nu mistet sin evne til at overraske ved at lade karakterer dø. I stedet er det de levende og måske endda en lykkelig afslutning for et par af dem, der ville kunne overraske mig.

Tag sæsonfinalen som eksempel. Cerseis plan om at sprænge Septen i luften var blevet forvarslet i mange afsnit - inklusiv Brans syn, Tyrions samtale med Daenerys om hendes far og Jaimes tale til Edmure om, at Cersei ville "reducere byer til aske" for sine børn. Forfatterne har regnet med, at vi ville forudsige den store eksplosion, og skruede så helt op for spændingen med de udtrukne påklædnings- og klargøringsscener og klassiske baggrundsmusik og så - bang. Lena Headey (Cersei), som kun rivaliseres af Peter Dinklage (Tyrion) til at få prisen som seriens bedste skuespiller, leverede en pragtpræstation og drak vin, mens byen brændte. Jeg må indrømme, at jeg undervurderede, hvor stort et spring hun ville tage ind i den mørke ondskab.

På den anden side - selv da hun blev iført den sorte rustningekjole, slog utallige fjender ihjel og overlod Septa Unella til den zombieficerede udgave af The Mountain, så resulterede hendes rænkespil endnu engang i tabet af det, hun holder allermest af. Hvis hun bliver seriens sidste store skurk, så har vi aldrig set hende få succes før nu. Cerseis tid på tronen betyder formentlig ikke meget andet, end at patriarkalske Westeros bytter en dårlig dronning ud med en god, når Daenerys ankommer.

Det her afsnit var usædvanligt på mange måder. I stedet for at slutte af med eksplosionen og Tommens spring i døden, så begyndte afsnittet med den lange sekvens i King's Landing, og bagefter var vi på en overraskende stilfærdig tur gennem norden, Meereen, Dorne, Riverlands og tilbage i tiden for at få bekræftet, at teorien om Jon Snows forældre (R+L=J) virkelig er sand. Tyrion og Daenerys dannede et tæt bånd, Arya strøg endnu et navn af sin liste, og Lyanna Mormont beviste sig som den største og yngste badass bosslady i Westeros.

Serien har ændret sig fundamentalt i sæson 6 - og er gået fra et svimlende stort antal historier, som blomstrede ved at gå stik imod vores forventninger, til at være en samling af tre historier, som følger konventionerne - omend på en genial måde - for fantasy-genren. Den store hær ankommer i sidste sekund og vinder slaget. Arya og hendes lejemorderaspirant dyrker parkour i gaderne i Braavos til trods for, at hun har adskillige stiksår i maven, og ingen af de utallige forbipasserende griber ind. Daenerys brændte Dothraki-lederne levende, og hele deres hær vælger at sværge hende troskab i stedet for at - et tænkt eksempel - at tage en blodig hævn. Hodors heroiske selvopofrelse giver lige præcis en teenagepige, som slæber på en slæde, tid nok til at undslippe den enorme zombiehær og blive reddet i sidste sekund af Brans forsvundne onkel. Misforstå mig ikke - jeg elskede hvert eneste af disse øjeblikke, men de viser samtidig, at Game of Thrones opererer efter et helt nyt regelsæt.

Tænk tilbage på de første tre sæsoner, da Game of Thrones introducerede os til realiteterne ved krig i Westeros - en verden hvor enhver kan få en brat afslutning på livet, uanset hvor heroiske de måtte være. Ned Stark, Catelyn, Robb Stark, Joffrey, Tywin Lannister, Jon Snow - deres død var alle sammen et chok for seeren, fordi det ikke passede med vores forventninger til, hvordan en historie som den her fortælles. Hvis serien spillede efter reglerne, ville det være gået anderledes. Ned Stark ville have sluttet sig til The Nights Watch og stået i spidsen for kampen mod The White Walkers i norden. Catelyn og Robb ville have fået hævn. Det var meningen, at en vigtig karakter - en Stark eller måske Tyrion - skulle have slået Joffrey ihjel i en triumferende hævnscene, ligesom vi fik i sidste uge med Ramsay. I stedet bliver han forgiftet ud af ingenting og falder til jorden. Vi hadede Joffrey som pesten, men vi havde ikke forudset, at han skulle dø på den måde.

Grebet med at forvrænge folks forventninger til plottet kommer i høj grad af forfatteren George R. R. Martins inspiration fra historien om Rosekrigene - en længerevarende borgerkrig i det sene middelalder-England, som tog adskillige drejninger efter netop den slags pludselige dødsfald. Fra allerførste kapitel i den første bog, og den første scene i serien, har han placeret historien om realpolitik ved siden af to andre - om drager og zombier. Zombieplottet skaber - ligesom altid - en uforsonlig fjende, som kun kan overvindes af en forenet menneskehed. Men ak, mennesker er jo kun mennesker, så de ignorerer den store trussel og kæmper imod hinanden for at få magten. Drageplottet passer til gengæld ind i traditionen for såkaldt 'high fantasy,' hvor en helt skal på en rejse fyldt med opdagelser og selverkendelse. Det er Daenerys, der forvandler sig fra en brik i spillet til en dronning, som samler en gruppe af hjælpere og rådgivere med forskellige talenter til at støtte sig undervejs.

Nu, hvor vi nærmer os seriens afslutning, er tre ting sikre. For det første, er der ikke så mange karakterer tilbage, at man bare kan slå dem ihjel og stadig have en historie, som er værd at fortælle. For det andet, bevæger både zombie- og drageplottet sig ret hurtigt frem nu, og der er ikke så mange afsnit tilbage. Kravet om at forløse de store plottråde overskygger nu den brutale "realisme" i at vende og dreje krigsplottet hele tiden. For det tredje, har Daenerys både Dorne, Tyrell-familien, Dothraki-klanen, Iron Islands, Unsullied, tre drager og den klogeste mand i kongerigerne som sin højre hånd på sin side. Over for hende står Lannister-familien, som ikke lader til nogensinde at få betalt sin gæld af, og måske en Konge i Norden, som snart bliver overrendt af zombier.

Forfatterne til Game of Thrones har brugt seks år på at lære os, hvordan "valar morghulis" er en ting - alle skal dø, og som regel længe før både de og seerne er klar til det. Vi har taget ved lære, og det var derfor, vores reaktion på Hodors død var så hård ved følelserne. Der var virkelig et dødsfald, der gav mening. Det samme gjorde Rickons, selvom vi sad og skreg til skærmen, at han skulle have løbet zig zag, men vi forstod meningen ved det. De samme kan siges om alle de karakterer, der døde da Cersei sprængte Septen i luften. Jeg forudser mange flere dødsscener i stil med den i den kommende sæson.

Hvad jeg til gengæld ikke tør gisne om er, hvem der kommer til at overleve? Finder de en måde at sejre på, når nederlaget synes sikkert? Er der nogen, der kommer til at leve lykkeligt; hvis ikke for evigt så bare en dag eller to? Det ville i sandhed være overraskende.

Mere om Game of Thrones fra VICE:

Her er alle de ting du kommer til at hade ved 'Game of Thrones' sæson 6

En seriøs samtale med en forsker om, hvordan dragerne i 'Game of Thrones' har sex

Sådan påvirker 'Game of Thrones' dit sexliv