Jeg drak mig stiv på min gamle stambar – og følte mig for første gang i mit liv voksen

"Vi kommer til at have det så dårligt i morgen" siger Mads og griner. Vi sidder i toget på vej mod Næstved. Mads har aflyst sine planer dagen efter. For i aften indtager vi Sepp's. Ligesom i gamle dage.

Da jeg startede i gymnasiet og begyndte at gå i byen i Næstved var der ikke mange steder jeg følte mig hjemme. Crazy Daisy var ikke en mulighed, for vi havde både vores trommehinder og fortænder kære. Cheers lugtede af handelsskole, The Beach var en karaokebar,Murphy's var kun fedt, når der var fri fadøl for en 50'er om torsdagen og Barcode var stripperstang, tyrenakke og dårlig coke i uskøn forening.

Vi havde vænnet os til at hænge ud på parkeringspladsen foran Kvickly med kirsebærvin og hjemmekrøl, fordi vi var oh, so artsy, men så en dag åbnede Sepp's. Der havde ligget en brun bodega, og den nye ejer ville indrette et sted for voksne mennesker, hvor der var hvide vægge og glasmosaik på baren. Et sted hvor man kunne høre et stykke med rockmusik i rene omgivelser.

Vi blev tiltrukket af AC/DC, der genlød fra højtalerne, og fordi der ikke var andre kunder, fik vi lov til at komme ind. I løbet af de næste måneder kom vi oftere og oftere, vi begyndte at tage vores venner med, og vi gjorde det til vores sted.

Det officielle dødsstød til ejerens plan om at indrette et vandhul for midaldrende weekendalkoholikere kom, da han lod os graffitikrible vores navne på den hvide væg. Sådan blev Sepp's den alternative gymnasieungdoms foretrukne tempel - det eneste sted at gå i byen i Næver, hvis man havde langt hår, eller bare hellere ville høre Bulls on Parade end Boten Anna, når man skulle ud.

Alle var på min alder – og hvis nogle voksne forvildede sig derind, følte de sig hurtigt så malplacerede, at de gik igen. Så var der selvfølgelig Bjarne. Han hang altid i baren da vi styrede Sepp's, og vi syntes han var tudsegammel. Han var i hvert fald over 30, og vi syntes, han var sølle, sådan som han desperat borede neglene fast i det sidste af ungdommen i stedet for at indse, at det var for sent.

Sepp's popularitet voksede støt mens jeg boede i Næver. Og da jeg ankommer omkring midnat kan jeg konstatere, at byens ungdom langt fra er blevet træt af stedet. Der står en stor flok udenfor og snakker, og man kan knap klemme sig forbi dørmanden for at komme ind i det lillebitte lokale.

Inden for er væggene dækket af så mange lag tags og tegninger, at de er blevet til en impressionistisk kollage. Man skal bruge ti minutter på bare at møve sig tværs over lokalet og hen til toilettet, selvom der kun er nogle få meter.

Ipoden er skiftet ud med en iPad, og musikudvalget er blevet mere 'varieret' (mere lort). En kæk fyr i brun vest og butterfly blaster Justin Timberlake over anlægget og foundationindsmurte ansigter drikker slushiceshots.

Hvad laver de mennesker på min bar, tænker jeg.

Luften er blå af cigaretrøg og hormoner. Smarte fyre og smartere tøser kigger på mig med et blik jeg ikke kan tolke. Hele det gamle crew sidder stuvet sammen på en bænk ved et langbord og mindes gamle koncerter, tågede drukture og ecstasypiller af tvivlsom kvalitet, men alligevel føler jeg mig ikke særlig godt tilpas. En af mine venner bruger en halv time på at kæmpe sig op til iPaden for at sætte et rigtigt stykke musik på, men efter kun 30 sekunders vellyd er det afbrudt af noget nymodens hiphop. Så han sætter sig tungt ned igen og ryster på hovedet. Efter en whiskey og en kande øl mere ser jeg med svømmende øjne rundt i rummet. Nu er der fucking Katy Perry. Hvad er der sket med Sepp's?

København er fyldt med gode barer. Men ingen af dem betyder ligeså meget for mig som Sepp's. Der er ikke noget sted, der ligesom Sepp's føles som en utopisk ø midt i en by, der ikke vil have mig, som jeg er. I København er jeg hjemme, og derfor har jeg ikke brug for et safe haven.

På Sepp's var det os, der regerede. Vi kunne selv bestemme hvilken musik, der spillede fra barens iPod. Vi måtte hoppe på bordene i takt til Flogging Molly. Vi måtte ryge indenfor. Vi måtte tegne på væggene. Og vigtigere end noget andet, kunne vi være os selv uden at frygte for grødbønder med kløe i svingarmen. Sepp's betød så meget, fordi det gav mig et sted at høre til. Et sted at score piger, diskutere revolutionen og drikke shots, til jeg brækkede mig.

Men Sepp's er ikke længere sig selv.

Jeg lægger mærke til en flok unger, der kigger på mig. Voks i håret og glatte kinder. Hvorfor kigger de sådan på mig? Jeg går ud og pisser, og en fyr smider mig et skævt smil, mens han giver mig elevatorblikket. Jeg ser mig i den smule af spejlet, som ikke er overmalet med graffiti. Nogle svagt bekendte, rødsprængte øjne stirrer tilbage.

Og så ser jeg det. Pludselig ved jeg, hvorfor de kigger på mig på den måde. Jeg er blevet Bjarne.

Det kan godt være, at ejeren hilser på mig, når jeg kommer ind. Og det kan godt være, at billedet fra dengang, mit band spillede, stadig hænger indrammet bag baren. Men det her er ikke længere mit sted.

Det er ikke Sepp's, der har forandret sig. Det er mig. Sepp's spejl fortæller mig, at jeg er blevet – gisp – voksen.

Da mine venner er stavret hjem, ender jeg, ligesom Bjarne gjorde det dengang, i baren, hvor jeg forsøger at føre en samtale med bartenderen (som også er yngre end mig).

Da jeg vågner næste morgen stinker jeg af askebæger og jeg har dundrende hovedpine. Godt at mærke at noget i det mindste stadig er ved det gamle efter en tur på Sepp's.

Læs mere på VICE:

Derfor bliver dine tømmermænd meget værre i tyverne

Jeg havde virkelig ikke regnet med det, men traktortræk går lige i blodet

Dine teenagedrukture har gjort uoprettelig skade på din hjerne