​De kalder os 'generation frygt' – men hvad har vi egentlig at være bange for?

Frygten kom første gang for et par år siden.

Jeg var 28 år, og jeg var lige blevet færdig med min uddannelse. Alt var godt; jeg havde et sted at bo, en stabil indkomst og gode mennesker omkring mig. Jeg var ikke bange for at flyve. Ikke bange for at blive ramt af fugleinfluenza eller en sjælden immunsygdom. Heller ikke for bomber i metroen og den slags.

I virkeligheden frygtede jeg ikke noget. Ikke noget konkret i hvert fald. Ikke noget, jeg kunne sætte ord på. Alligevel gik jeg rundt med følelsen af at være bange. Bange for at træde ved siden af, vælge forkert; for at træffe et valg, der på en eller anden måde kunne kuldsejle hele det projekt, der er livet. En frygt for at fucke op.

Der er sket noget med begrebet 'frygt' i vores generation. Fra at være vendt konkret mod de farer, der omgiver os – risikoen for at blive ramt af et terrorangreb eller for at blive kørt ned i trafikken – er frygt i stigende grad noget, vi vender indad. I en sådan grad, at vi er blevet kaldt "generation frygt". Vi er tilsyneladende generationen, der går så meget op i at have det perfekte liv både IRL og på Facebook, Insta, Snap og LinkedIn, at det går ud over vores mod på livet – og vores evne til grundlæggende at have det sjovt .

Og den er alle vegne, den her indadvendte, eksistentielle frygt. På en bænk på Den Røde Plads på Nørrebro i København sidder Johanna Mariegaard og Emma Fischer. Ligesom andre unge er de to psykologistuderende på henholdsvis 20 og 21 år hurtige til at svare på spørgsmålet om, hvad de egentlig er bange for.

"Alt. Der er sgu mange ting," svarer Johanna Mariegaard.

Der er risikoen for at blive antastet af en gruppe mænd alene undervejs fra byen. For at blive udsat for noget ubehageligt eller for, at der skal ske dem eller deres nære noget. Men det er især frygten for ikke at leve op til deres potentiale – og dermed fejle tilværelsen – der fylder mest hos de to veninder.

"Jeg kan godt nogle gange være bange for, at jeg ikke finder den rette hylde i livet," siger Emma Fischer. Hun læner sig frem på bænken.

"Det er meget stort og noget meget personligt, men det er noget, der fylder rigtig meget. Der er så mange ting, vi skal leve op til: uddannelse, job, kærlighed. Det hele skal være så perfekt og fejlfrit – og det kan jeg godt være bange for, at jeg ikke når."

De to psykologistuderende er langt fra de eneste, der har det sådan. For nogle år siden skrev den daværende gymnasieelev Olivia Dam Junget et debatindlæg i Politiken, hvor hun beskrev sin egen generation som "generationen, der lever i frygt for ikke at blive accepteret af samfundet og være en del af det gode selskab".

"Spørgsmål som 'Er jeg dygtig nok?', 'Kan de andre lide mig, hvis jeg opfører mig skørt' og 'Hvem er jeg?' popper konstant op i vores hjerner. Vi bliver bombarderet med muligheder og valg, der skal træffes," skriver hun og beskriver, hvordan der derfor er en frygt for ikke at slå til:

"Jeg tror, at ungdommen har fået angst. Jeg har angst. Angst i flere lag, og det stresser mig."

Den form for ængstelighed skyldes langt hen af vejen, at der findes en perfektheds- og korrekthedskultur i dag, som tynger os enormt meget, forklarer Klaus Rasborg, der er sociolog og frygtforsker ved Roskilde Universitet.

"Der er sindssygt mange ting, man som ung i dag skal leve op til: Man skal se fantastisk ud, have den perfekte kæreste, score topkarakterer i alle fag, have den rigtige karriere, et fantastisk fritidsliv, bo det rigtige sted og alt muligt andet. Man skal performe top notch på alle parametre – og hvem kan leve op til det? Det efterlader hele generationen med en kæmpe frygt for ikke at slå til, fordi det i virkeligheden er en umulig opgave."

I gamle dage var det som om, at tingene var mere simple: Man voksede op, fik en uddannelse, giftede sig, fandt sig et arbejde og levede et godt liv. Hvis man frygtede noget, var det som regel mere eller mindre håndgribelige, men dog konkrete trusler udefra som truslen fra den kolde krig, AIDS eller en ny oliekrise.

Men til forskel fra vores forældres generation har vi ikke nødvendigvis nogen klar forestilling om, hvad vi skal, og i hvilken rækkefølge, de ting vi skal, skal ske. I stedet har det en tendens til at blive nervøst og famlende, når vi bevæger os fremad i livet, forklarer ungdomsforsker Jens Christian Nielsen fra Aarhus Universitet.

"Det er blevet sværere at gennemskue, hvad det egentlig kræver at præstere et godt ungdoms- og voksenliv," siger han og fortsætter:

"Rammerne er forsvundet, og det skaber en enorm stress og en frygt for, om man lever op til det, man skal. For hvis man ikke lever op til sit potentiale, bliver det hurtigt meget skamfuldt – især fordi vi samtidig har at gøre med en generation, der er vokset op med mantraet om, at alt er muligt. Så hvis man fejler, kan man ikke skyde skylden på andre end sig selv."

På mange måder er frygt en sund ting: Den skærper vores sanser og gør os klar til enten at kæmpe eller stikke af, når vi bliver præsenteret for en potentiel fare. Den er én af vores mest grundlæggende følelser og en meget rationel af slagsen: En regulær overlevelsesmekanisme, der er med til at øge vores chancer for at holde os i live. Det er den, der holder os på tæerne, når vi ser en skummel mand midt om natten – eller når vi hører et brag tæt på, hvor vi sidder.

Der findes ikke nogen helt klar definition på, hvornår noget er nervøsitet, bekymring, frygt eller angst. Nogle fagpersoner – heriblandt Klaus Rasborg og psykoterapeut Ilse Sand – definerer det, lidt forsimplet, sådan her: Angst er den der ubehagelig følelse, man kan få af, at der er fare på færde, uden at der egentlig behøver at være det – mens frygten er frygt for noget konkret, som vi vurderer som farligt her og nu. Nervøsitet og bekymring ligger et andet sted på skalaen – især nervøsiteten hænger ofte sammen med en følelse af usikkerhed og mindreværd i forhold til at leve op til sine egne og andres forventninger.

Der er dog en glidende overgang mellem de enkelte følelser, og det ene kan hurtigt blive til det andet – frygt kan for eksempel godt blive så stor og irrationel, at den i sidste ende kan udvikle sig til sygdommen angst. En diagnose, som stadig flere unge i dag lider af – faktisk er unge i dag blandt de befolkningsgrupper, der oftest bliver ramt af angst. Og egentlig er det paradoksalt, at vi bruger så meget tid på at være bange, når vores levevilkår er bedre end vores forældres, vi har flere muligheder, end de nogensinde havde – og når verden rent statistisk er et mere trygt og sikkert sted end nogensinde før. På mange måder burde vi gå rundt og være glade. Eller bare ubekymrede.

Frygten for ikke at slå til og leve op til vores egne og andres forventninger, kan forekomme forkælet og irrationel i et samfund, hvor alle muligheder er tilgængelige. Men ofte bunder den i noget meget reelt, forklarer Klaus Rasborg:

"Når vi snakker unge i nordiske velfærdsstater, så er det vel nogle af de mest privilegerede unge, der findes. Men samtidig stilles der højere krav til dem end nogensinde før: Til at komme hurtigt gennem skolen, til at komme ind på universitetet, til at finde et arbejde. De nåleøjne, som unge mennesker i dag skal igennem, er simpelthen blevet mindre – og det betyder også, at det hele er blevet sværere," siger han og tilføjer, at det leveringspres allerede optræder tidligt i tilværelsen.

"Bare se i gymnasieskolen, hvor forekomsten af stress er mere end fordoblet i løbet af de sidste 20 år – og hvor stadig flere gymnasieelever går til lægen og får betablokkere for at afhjælpe eksamensangst og så videre. Så det er ikke kun noget, de unge selv fornemmer – det er også et resultat af hele det senmoderne præstationssamfund."

Samtidig har vi et stort behov for kontrol, forklarer ungdomsforsker Jens Christian Nielsen. Både i forhold til at styre vores egen tilværelse – og i forhold til at sikre os, at vi tager os godt ud over for fællesskabet.

"I dag fylder behovet for kontrol enormt meget – sådan er det, når alt helst skal være perfekt. Derfor er vi meget bevidste om, hvordan vi bliver opfattet i et samfund, der bliver stadig mere abstrakt og svært at forholde sig til: Hvordan ser min krop ud, hvordan klarer jeg mig på min uddannelse eller på mit arbejde, hvordan bliver jeg omtalt på de sociale medier? En forkert opdatering på Facebook eller et uheldigt billede på Instagram kan jo hurtigt sprede sig og ende alle de forkerte steder," siger han og fortsætter:

"Alt det fylder enormt meget. Men hvor der tidligere i det mindste var nogle meget klare kriterier for, hvornår noget var rigtigt eller forkert, er det nu i højere grad noget, vi føler."

Faktum er i hvert fald, at følelsen af ængstelighed fylder meget – hvad enten det er frygten for at finde et arbejde efter uddannelsen (noget, som næsten halvdelen af alle unge ifølge Trygfondens seneste tryghedsmåling er bekymrede for) eller for at fremstå som et socialt misfit: I en nylig undersøgelse svarede tre ud af fire unge mellem 15 og 24 år, at de frygter at blive opfattet som ensomme, hvis de for eksempel sidder alene på en café eller dyrker en fritidsaktivitet uden at have en ven med (det er altså ikke kun ensomheden, vi frygter – men i lige så høj grad, at andre opfatter os som ensomme).

Det er ikke fordi, vi alle sammen render rundt som omvandrende espeløv. Og der er da også nogle ting, som vi ifølge Klaus Rasborg markant undervurderer risikoen af: Rygning, for eksempel, eller risikoen for at komme slemt til skade ved at cykle uden cykelhjelm. På samme måde lader det ikke til, at vi – generationen, der er vokset op i skyggen af 11. september og i terrorens tidsalder – lader os skræmme mere af risikoen for et nyt terrorangreb, end dem der er ældre end os.

For mit eget vedkommende har jeg stadig ikke sluppet den eksistentielle ængstelighed helt. Nogle dage kan jeg stadig vågne op og som det første tænke på, om jeg er på vej det rigtige sted hen, og om jeg nogensinde får nået alt det, jeg skal nå. Og jeg ved, at flere af mine venner har det på samme måde.

Så spørgsmålet er: Er vi blevet til "generation frygt" – eller er det bare en naturlig udvikling i et samfund, der fokuserer på usikkerhed?

"Hvis du tager den tyske sociolog Ulrich Bech, så sagde han: Før var vi sultne, nu er vi bange," siger Klaus Rasborg.

"Der synes jeg trods alt ikke helt, at vi er. Men det er klart, at der er blevet flere ting at leve op til. Samtidig er der også flere abstrakte trusler rundt omkring, som påvirker os. På den måde kommer frygten helt naturligt til at fylde mere, end den har gjort tidligere."

Er det noget, vi skal være bange for? Altså, frygten?

"Godt spørgsmål. Det kommer helt an på, hvordan man bruger den erkendelse. Men man skal nok i hvert fald blive bedre til at spørge sig selv, om der reelt er noget at frygte – eller om det er noget, vi bilder os selv ind. Det er ikke alt, det er værd at bekymre sig om."

Det vil jeg så stoppe med. Eller jeg vil i hvert fald prøve.

Læs mere fra VICE:

Mød den unge filosof, der er bange for, at du har glemt, hvordan man drømmer

Jeg tog et år på jordomrejse for at blive forelsket

Vi klatrede op på de højeste bygninger i Moskva med en russisk roofer