FYI.

This story is over 5 years old.

Ny Musik

Videoen af Kenton Slash Demons Strøm-optræden er elektronisk elskov på rosenblade

Den danske, elektroniske duo live er gennemført god stil.
PR-foto: Lasse Dearman

Forestil dig en David Guetta-koncert. Langhåret, slesk fyr står bag en computer og lader, som om han rent faktisk laver noget, mens han fodrer et svedende, EDM-liderligt publikum med det ene forudsigelige drop efter det andet. Ikke ligefrem den mest raffinerede musikalske oplevelse. Måske kunne man ligefrem være fristet til at sige, at det er den elektroniske ækvivalent til usselt Tinder-hookup på et festivaltoilet. Du bliver moderat tilfredsstillet, men ikke overrasket på nogen positiv måde, og bagefter føler du dig egentlig bare beskidt og lidt ussel.

Annoncering

Men hvor skal man vende sig hen, hvis man i stedet søger elskov på rosenblade med en person, der stimulerer en både følelsesmæssigt og intellektuelt? (Husk, at sex her stadig er en metafor for elektronisk musik). Et bud kunne være de første 12 minutter af Kenton Slash Demons koncert fra årets Strøm-festival. Til begivenheden havde gruppen, der består af Jonas Kenton og Silas Moldenhawer, allieret sig med arkitekterne Lenschow & Pihlmann for at skabe et sceneshow specifikt til den årlige københavnske festival.

”Vi havde ikke forsøgt at lave sådan en totaloplevelse før. Her arbejdede vi ud fra et univers, hvor vi godt kunne tænke os at teste visuelle virkemidler. Vi ville prøve at lave digital jungle, hvor tribalrytmer hang sammen med lyset. Når der skete noget i musikken, havde det en forbindelse til det visuelle, i og med vi havde stålplader, der reflekterede lyset,” fortæller Silas Moldenhawer til Noisey. ”Det er vigtigt, at der er noget, folk kan kigge på ud over os. Det var fedt for os at få lov til at lave den stemning, som er den optimale stemning til vores musik.”

I den Strøm-producerede første video fra optrædenen ser man det imponerende visuelle show, der supplerer de to musikere, som er placeret over for hinanden og spiller sættet uden computer.

Klippet er fra den første del af koncerten, hvor lyden er organisk og nedtonet (bangeren ”Harpe” kom naturligvis på til sidst), men der er også tale om Kenton-kompositioner, der endnu ikke havde været præsenteret for offentligheden. En kæmpe overraskelse og gave for fans af duoen, da deres seneste single udkom sidste år, og udspillene fra dem generelt har været lidt sporadiske siden.

”Musikken er helt ny, så det var første smag på noget af det nye, der kommer inden sommer,” fortæller Silas Moldenhawer.

Stream videoen herunder og gør dig klar til noget elektronisk finkultur.