Alle billeder af Elijah Dominique

2 Chainz trapper for hårdt til at være en joke-rapper

Med 'Pretty Girls Love Trap Music' og en ny tv-serie er Atlanta-rapperen for alvor på vej mod toppen.

|
24 november 2017, 10:23am

Alle billeder af Elijah Dominique

Denne artikel er oprindeligt bragt i VICE Magazine – Music Issue 2017.

Det er august, og vand og håndklæder ligger klar omme bag trap-huset: ”Der er vand og håndklæder bag trap-huset,” annoncerer en scenemanager over radioen. Nogen beder Trap Choir om at indfinde sig på scenen, og de kommer ned ad trappen fra Chicago Theatres greenroom iført lyserøde vindjakker med TRAP CHOIR trykt på ryggen. Så dukker baggrundsdanserne op, bedre kendt som trap-grundsdanserne, der samler sig i en klynge i trap-grunden sammen med Trap Choir bagved trap-huset. I hele teateret gjalder lyden af trap-musik.

Hvis lige netop det her trap-hus lå i dit kvarter, ville boligpriserne formodentlig styrtdykke. Den lyserøde maling på facaden skaller, og fordøren er prydet af ”BLIV VÆK”- og ”PAS PÅ HUNDEN”-skilte. Der er gitter for vinduerne i stueetagen. Et stort hegn afgrænser matriklen, mens gadelamperne på fortovet udenfor nærmest inviterer til lyssky aktivitet, som i det her tilfælde er kriminelle mængder twerking leveret af trap-grundsdanserne. På husets første etage er vinduerne tildækket med spånplader med bogstaver på, der tilsammen danner ordet T-R-A-P, som snart bliver oplyst af farvede spotlamper, der blinker i takt med musikken, som var det hele en kulisse i en Broadway-musical om at sælge stoffer (”Traparét”? "Les Traparables"? "The Sound of Trap"?).

Fra venstre side entrerer 2 Chainz til stor applaus. Tre uger tidligere, kun få dage før han skulle begynde at turnere med sit seneste album, Pretty Girls Like Trap Music, præsterede han at brække et ben i et ATV-uheld. Derfor kommer han ind i lyserød rullestol. Det er dog ikke noget, hans tilstedeværelse på scenen og generelle energiniveau lider under. Faktisk virker det lidt, som om uheldet har føjet ekstra dimensioner til hele cirkusstemingen. Han skubbes ind af en danser, der er klædt ud som en ”Cupido-sygeplejerske” og nok ikke har den helt nødvendige uddannelse. Han har et Goyard-bandana om hovedet, Goyard-taske over skulderen, runde solbriller, ringe på alle fingrene, adskillige juvelbesatte armbånd og så mange kæder, at hans navn nærmest fremstår som et ydmygt statement. Som han engang har rappet, og rapper igen senere på aftenen, "2 Chainz, but I got me a few on".

ATV-uheldet, som har rykket starten på turneen, er bare eé af de forhindringer 2 Chainz har måttet overkomme for at nå frem til scenen i dag. Han var også nødsaget til at udskyde aftenens show, der skulle have foregået dagen forinden, efter en allergisk reaktion, som fik hans tunge til at ”svulme op, til den var på størrelse med en mikrofon,” fortæller han publikum. At overkomme forhindringer og nå nye højder er del af 2 Chainz-brandet, så der er ikke nogen, der klandrer ham for det.

2 Chainz tror på velstand og vækst, og hvis et lyserødt trap-hus er hans kirke, så er det at hylde livets grundlæggende absurditet fast inventar i hans prædiken. Et af de mere inspirerende øjeblikke leveres i form af en biografisk lignelse, der lyder lidt som en kontaktannonce: ”Mit stjernetegn er jomfruen,” siger han (rapperen fyldte 40 i september) og han lirer et par yderligere karakteristika af, før han når til sagens kerne: ”Stå op, gå på toilettet, tag 40 armbøjninger og ryg en joint.” Mens han rapper "I Luv Dem Strippers", hittet fra 2012, hvor han deler mikrofon med Nicki Minaj, begynder dollarsedlerne at regne nedover publikum fra en begejstret fan på balkonen. Making it rain from the mezzanine – hele konceptet lyder som en 2 Chainz-tekst.

Henimod slutningen af aftenen dukker 2 Chainz’ popcornfyr selvfølgelig også op. 2 Chainz’ popcornfyr hedder Matt Bercovitz. Han er fra Chicago og hans firma, Berco’s Popcorn, producerer ”Billion Dollar Popcorn” med spiselige guldflager og verdens dyreste salt. Det koster selvfølgelig ikke en milliard dollars, men fem dollars per kerne eller 50 dollars for en pose. 2 Chainz prøvesmagte det i sin GQ-webserie Most Expensivest Shit (der findes nu en tv-version på VICELAND!) og fortalte, at de ”smager virkelig vanedannende… ser smukke ud… efterlader guld på fingrene og matcher dit bling”.

Nu er popcornfyren og 2 Chainz’ manager gode venner, hvilket betyder, at når 2 Chainz optræder i Chicago, har han adgang til ubegrænsede mængder guld-popcorn. Han runder Chicago-showet af med en sang fra Pretty Girls Like Trap Music, "Rolls Royce Bitch", der dybest set er en guide til at realisere din egen indre Kong Midas. ”Believe in yourself,” lyder mantraet. ”Who else gon' believe in you?”

Alle billeder er taget ved 2 Chainz' koncert 6. september på Terminal 5 i New York.

”Jeg er overhovedet ikke normal. Jeg er langt fra normal. Hvis det virker, som om jeg er normal, så er det bare, fordi jeg har et trick oppe i ærmet,” fortæller 2 Chainz mig nogle uger inden koncerten i Chicago. På daværende tidspunkt lød det ærligt talt som typisk rapper-pral. Men det var før, jeg fandt ud af, at 2 Chainz havde insisteret på at tage på sin planlagt turne, selv om han brækkede benet i slutningen af juli. Han ville ikke risikere, at crewet, der arbejdede på turneen, skulle stå uden arbejde. Det var også før, jeg brugte halvanden måned på at prøve at få fat i 2 Chainz for at planlægge et follow-up-interview og en fotosession, som turneen og det brækkede ben havde fået ham til at udsætte intet mindre end tre gange før koncerten i Chicago, da han endnu gang måtte aflyse. Det var før, jeg havde set 2 Chainz rocke ud til en koncert i rullestol, og før jeg fra rapperens tourmanager, Tek, fik at vide, at de regner med at sælge tre gange så meget merchandise, som oprindeligt forudset. Den her type bedrift – at sætte et rap-show op som en kabaret med en rapper, der forholder sig til fysiske skader som en professionel idrætsudøver – er langt fra normalt.

Det er heller ikke normalt for en hiphop-stjerne at bryde igennem mainstream, når han er over 30, men 2 Chainz gjorde det alligevel, efter mere end et årti som ukendt undergrundsrapper i Atlanta. I kølvandet på et par banebrydende mixtapes i 2011 lykkedes det rapperen at etablere sig som en af genrens største profiler. Det skyldes selvfølgelig hans talent, men også hans enorme viljestyrke samt en utrolig høj arbejdsmoral, der som oftest overskygges af det image, han har kultiveret i offentligheden. Hvis du ikke kender hans fødselsdagssang, ”Birthday Song”, på verslinjen "all I want for my birthday is a big booty ho”, så kender du den sikkert på fremførelsen af 2 Chainz’ testamente og sidste ønske i livet: ” When I die, bury me inside the Gucci store”.

"Jeg er overhovedet ikke normal. Jeg er langt fra normal. Hvis det virker, som om jeg er normal, så er det bare, fordi jeg har et trick oppe i ærmet". —2 Chainz

I dag har han, som han rapper på Pretty Girls Like Trap Music, lavet alt ”bortset fra en fucking sang med Jay”. Han har lavet hits med Drake, Kanye West og Chance the Rapper såvel som et album med Lil Wayne. Han er også en skarp forretningsmand, der scorede et viralt hit med julemerchandise i form af en sweatshirt, der afbilleder en dabbende julemand, og i juni rullede han albummet Pretty Girls Like Trap Music ud med et rigtigt lyserødt trap-hus (ikke en kulisse) i Atlanta, som efterfølgende fungerede som en endags, gratis klinik for hiv-test. Et andet sted i byen promoverede han albummet med en lyserød pop-up ”trap-salon”, hvor man kunne få en gratis manicure.

”Han er intelligent. Han ved godt, hvordan han skulle brande det,” siger E. Sudd, som har været 2 Chainz’ dj siden 2011. ”Det falder ham naturligt, men samtidig er det noget, han er meget bevidst om. Hvis du ikke allerede har bemærket det, så er han et geni til markedsføring… Et lyserødt trap-hus? Bare se rullestolen. Vi makser alt, hvad vi rører ved, helt ud.”

”Jeg tror ikke, jeg har nået toppen endnu,” fortæller 2 Chainz mig i sommer, da vi mødes på VICEs kontor i New York. Han er næsten to meter høj, og hans hoved stikker altid ud af mængden, men han er tyndere, end man skulle tro, så hans højde udstyrer ham på en eller anden måde med en vis karisma. Han er afslappet klædt på i træningsbukser, cowboyjakke, en hvid Polo-t-shirt, en Supreme bæltetaske og det samme Goyard-bandana, som jeg senere skal se i Chicago. Han bærer også en samling alt for store ringe med fantastiske motiver blandt andet en med et ulvehoved på og en anden, der er udformet som en juvelbesat slange. Hans stil ville se fuldstændig åndssvag ud på en hvilken som helst anden person, men på ham ser det helt naturligt ud. (”Det er sådan, han ser ud i virkeligheden,” afslører Buddah Bless, som har lavet beatet til 2 Chainz’ ”Big Amount”. ”Hvor fanden finder den gamle nar alt det swag henne? Han hiver det bare ud af skabet, mand. Han har det hele.”)

”Jeg er selv overrasket, hver gang jeg optager noget nyt,” siger 2 Chainz. ”Jeg bliver overrasket. Jeg er stadig i gang med at udvide mit vokabularium. Det vil jeg gerne udbygge og bruge i musikken.” Han sammenligner sin tilgang til det at optage med en basketballspiller, der arbejder på sin teknik uden for sæsonen. ”Som rapper har man selvfølgelig ikke rigtigt en sæson, der starter og slutter på et bestemt tidspunkt,” forklarer han. ”Så man kan kun øve, når man er i studiet, fordi der ikke er så mange andre folk med. Det er der, man kan arbejde på sin teknik… Jeg arbejder ikke bare på de ting, jeg er god til. Jeg prøver også at arbejde med mine svagheder.”

Det er ikke specielt klart, hvilke svagheder han hentyder til. Med sin snerrende sydstatsdialekt, den ulastelige udtale og det velkendte ad-lib – måden han trækker sit navn ud på, når han annoncerer sig selv på optagelser – er han umulig at forveksle med nogen anden. ”Han kan tale om de samme ting, som andre taler om, men… han siger det på en måde, der ligesom er mere raffineret. Det er ikke bare straight up, ’jeg sælger dope’ eller ’jeg pløkker dig i fjæset’,” siger Buddah Bless. ”Han kan godt udtrykke noget i den retning, men han gør det på en vittig måde.”

I meget snæver forstand handler trap-musik om at sælge stoffer, men det er ikke derfor, de fleste kan relatere til det. Inderst inde handler det om opofrelse, hårdt arbejde og tiltro til sig selv. Og 2 Chainz er den ideelle trap-kunstner, fordi han mere end nogen anden personificerer de værdier.

”Jeg tror, de fleste kunstnere eller firmaer og brands – jeg betragter lidt mig selv som en virksomhed – bør revampe deres stil en gang hvert fjerde eller femte år,” siger han. Smykkerne rasler, mens han taler, men hans stemme er sagte og krystalklar. ”Man skal gentænke sit brand, se firmaet udefra, se på tallene og det hele.”

På det seneste er han begyndt at føle, at hans fans ikke tager ham helt så seriøst, som han gerne vil have. Mens vi taler, ryster han på hovedet, da jeg beskriver nogle af hans verslinjer som ”utroligt morsomme”. Han har besluttet, at det er tid til at kultivere sin konkurrenceånd.

”Jeg vil ses som en af de bedste, en af de sygeste,” forklarer han. ”Jeg ved godt, mine fans vil have, at jeg skal være sjov eller whatever – rapperne ved det godt. De siger alle sammen, ’ja, han er sjov, men han slår dig fandeme ud’. Det er det, jeg vil have, alle skal vide. Jeg liner dem op og slår dem ud.”

Hvis 2 Chainz’ tidligere udgivelser føles som en rapper, der forsøger at bevise sit værd på andres præmisser, så er Pretty Girls Like Trap Music et stærkt argument for, at 2 Chainz selv sætter standarden for rappens vigtigste nutidige genre. Det er hans bedste album til dags dato, som krystalliserer hans særlige sammenkog af musikalske rødder og hans knivskarpe tekster i et musikalsk udtryk, der er blevet toneangivende for trap-musikken. Produktion er elegant og poleret, men der findes også en dybde, som man måske tidligere har savnet. Sangen ”4 AM” er et af de mest interessante tracks, som 2 Chainz har optaget, men den skinner først for alvor, når man forstår Chainz’ stolthed over, hvor langt han er kommet, fra "reminiscin' 'bout the trap, playin' the first Carter" til "in a group with the best rapper that's alive" med Lil Wayne.

"Practice makes perfect, but nobody's perfect," rapper 2 Chainz på tracket, og det er måske den klareste opsummering af, hvem han er. ”Det er to klicheer, som vi alle sammen har hørt før, og når man sætter dem sammen… så giver det ikke mening,” fortæller han mig, da jeg nævner nummeret. Men 2 Chainz’ egen jagt på det perfekte udtryk gav heller ingen mening. Hans historie, det at han fik sit gennembrud sent i sin karriere, er helt uhørt.

”Han representer,” siger Buddah Bless. ”Han siger, man skal holde fast i drømmen.”

2 Chainz fortæller mig, at han "stadig arbejdede med trap", da han modtog et opkald fra Kanye. "Alle holdt øje med tronen," siger han. ”Men jeg vidste tronen holdt øje med mig.”"

Pretty Girls Like Trap Music beskriver præsten Louis Farrakhan 2 Chainz som en mand, der gebærder sig som en “kongelig”. Chainz sammenligner i øvrigt meget passende sig selv med en ”cool coach”. Men det eneste man behøver at vide for at sætte pris på temaerne i 2 Chainz’ musik, forklarer han selv cirka fem minutter inde i det første Trap-a-Velli-mixtape på sangen ”I’m Raw”:

How could I forget about the struggle? Came up in the slum from a single parent mother It is all gravy, you can get it smother I'm a only child I used the streets as my brother

2 Chainz, hvis borgerlige navn er Tauheed Epps, voksede op i den sydlige del af Atlanta, i forstaden College Park, hvor han ifølge eget udsagn var mere interesseret i basketball end i rap. Han klarede sig udmærket i skolen og var en lovende idrætsudøver, forklarer han, men han blev også taget for at sælge crack som 15-årig. Epps spillede collegebasketball i første division for Alabama State i to år, men havnede alligevel til sidst tilbage i Atlanta, hvor han solgte stoffer uden for en tankstation og lagde al sin energi i at hustle. Han freestylede tit med venner som for eksempel Earl ”Dolla Boy” Conyers, der arbejdede på at etablere sig selv på rapscenen. Vennerne opfordrede ham til at give det en chance.

”Når jeg præsenterede den anden sang, jeg skrev, for folk, sagde de, ’Bro, du har noget dér’,” fortæller han. ”Det var både street og edgy, men det var også tilbagelænet nok til at komme i radioen, og jeg var virkelig glad for den feedback.” Han optrådte først under navnet Tity Boi, et øgenavn, der opstod på grund af hans nære forhold til moren.

Rapperen I-20 husker at have mødt Tity til en freestyle-session i en kælder engang i 1997, kort tid efter han var flyttet til College Park. ”Han spyttede det bare ud, og man troede på hvert ord, han sagde,” fortæller I-20. ”Han kørte også en virkelig cool stil, der var helt hans egen. Han brugte slang, som ingen andre gjorde.”

Der gik ikke længe, før skæbnen bankede på døren – nærmere bestemt rapperen Lil Fate, som 2 Chainz havde gået i skole med. Fate boede på daværende tidspunkt sammen med I-20 og en fyr ved navn Chris Bridges måske bedre kendt som Ludacris. De tre havde startet et hiphop-kollektiv sammen ved navn Disturbing Tha Peace (DTP), og da Ludacris for alvor brød gennem lydmuren omkring 2000, skrev han kontrakt med Def Jam og sørgede for, at ”DTP blev en de facto Def Jam i Syden,” forklarer I-20. DTP havde brug for nye kunstnere på repertoiret og vennerne Tity og Dolla, a.k.a. Playaz Circle, var det oplagte valg.

”2 Chainz havde en vild levering; Dolla var lidt som en traditionel tekstforfatter. Men de talte begge to det der gadesprog til perfektion,” fortæller I-20. ”De havde begge to levet det liv.” Tity Boi har efterladt et markant aftryk på pladeselskabets udgivelser fra 00’erne, og Playaz Circle fik også et kæmpehit med Lil Wayne i 2007 i form af sangen ”Duffle Bag Boy”, men gruppens store gennembrud udeblev.

”Der er mange ting, jeg har glemt fra den tid,” fortæller 2 Chainz mig. ”Et eller andet sted vidste jeg nok, at tiden ikke var inde for mig.” Men det introducerede ham imidlertid for pladeindustrien og gav ham en god idé om, hvordan han skulle planlægge sin videre færd i den verden, når succesens vinde begyndte at blæse. ”Sommetider går jeg ind i et backstagelokale eller et koncertsted, og så slår det mig: Her har jeg været før.”

Igennem slutningen af 00’erne og begyndelsen af 10’erne, da den moderne version af Atlantabaseret trap-musik blev udformet af folk som Gucci Mane og Waka Flocka Flame, udgav Tity Boi en serie mixtapes, hvor han tilbød verden sit eget take på bevægelsen i form af Trap-a-Velli og Trap-a-Velli 2, der fortsat repræsenterer 2 Chainz’ mest essentielle bidrag til trap-genren. Han forlod også DTP og begyndte at arbejde tæt sammen med Tek, der dengang var bedre kendt som mixtape dj Teknikz, og hans managementbureau Street Execs. Han ændrede navn til 2 Chainz og cementerede derved sin nye stil. ”Han fandt ud af, hvem han var,” siger I-20. ”Han fandt sin stemme.” I 2011 udgav han to succesfulde mixtapes mere, Codeine Cowboy og T.R.U. REALigion. Folk uden for Atlanta begyndte at blive opmærksomme på hans ting.

2 Chainz fortæller mig, at han ”stadig arbejdede med trap”, da han modtog et opkald fra Kanye. ”Alle holdt øje med tronen,” siger han. ”Men jeg vidste tronen holdt øje med mig.” Resultatet var ”Mercy”, som bød på et karrieredefinerende vers fra rapperen. Fra den triumferende indledning – // OK, now catch up to my campaign / coupe the color of mayonnaise / I'm drunk and high at the same time / drinkin' champagne on the airplane // – og den sprælske ordleg – // Horsepower, horsepower / all this Polo on I got horse power // – 2 Chainz fik verden til at lægge mærke til ham. Den var både filmisk og intelligent på samme tid. Det var rap på et teknisk højt niveau kombineret med et levende billedsprog: // Rain—pourin'—all my cars is foreign //. Efter mange års hårdt slid i undergrunden befandt 2 Chainz sig pludselig i rampelyset, og han funklede som en stjerne.

”Jeg tror, det er der, folk fandt ud af, at han virkelig rykkede,” husker I-20. ”Der er så fantastiske rappere, der optræder der på, men det er alligevel alles yndlingsvers. Jeg sammenligner altid det vers med 'Big Pimpin', Jay Z, hvor Pimp C's vers begynder, og det er det mest mindeværdige vers på en sang, der også byder på Bun B og Jay-Z. 2 Chainz gjorde det samme med den sang.”

Da 2 Chainz’ debutalbum, Based on a TRU Story, udkom et par måneder senere, var det en kæmpe succes. Fire sange røg direkte ind på Billboard’s Hot 100-liste og endte med at sikre rapperen platin. Selv om den dengang fik en lunken modtagelse blandt anmelderne, så er den uden tvivl en grundpille i den moderne trap-kanon.

Men 2 Chainz status som genrens hjørnesten har ikke været uproblematisk. Henover de sidste 20 år, hvor Atlantas rapscene er blevet mere dominerende end New Yorks, har samtalen omkring musikken også ændret sig. I 90’erne var rappens regler klart definerede, og derfor var det lettere at vurdere en MC over for en anden på samme måde, som man skændes over, hvem den bedste basketballspiller er. Siden da er hiphop blevet mere diffus, og fokus ligger nu på musikalsk innovation og bredere popkulturelle narrativer. På trods af sit enorme talent er 2 Chainz bedst, når han arbejder inden for en ramme – det er lige netop det, der definerer en god mc, hvis folk stadig interesserede sig for det. Men historien er allerede skrevet.

”Der findes en bestemt type fan, som ser hiphop som en videnskabelig formel. Hvis det ikke følger reglerne, så er det ikke kvalitets-hiphop. De har et meget konservativt syn på, hvad hiphop er,” påpeger I-20. Men for publikummer kan det lyriske indhold underminere talentet.

”Det er nærmest, som om han troller folk med de der hooks, der skruer det hele op i det røde felt,” siger Streetrunner, en producer, der har kendt 2 Chainz siden Playaz Circle-tiden. ”Men i sidste ende, hvis 2 Chainz vil spytte nogle rim, så kan han spytte nogle rim. Han har evnen. Det har jeg selv hørt. Jeg har set ham gøre det. Jeg har set ham gå ind foran mikrofonen i studiet og bare forvandle sig helt.” Buddah Bless fortæller, med stor beundring i stemmen, hvordan 2 Chainz under optagelsen af Pretty Girls Like Trap Music fik teknikeren til at line beats op, og så begyndte han at rappe henover dem med det samme uden at have hørt dem først. ”Han skriver aldrig noget ned,” tilføjer Streetrunner. ”Han vil ikke se noget på skrift inden. Hvis man siger, 'Yo, tjek lige det her hook ud,' så er han pisseligeglad. Han siger, 'bare kør tracket, så jeg lægger jeg mit eget lort.'”

Et eksemplarisk 2 Chainz vers minder på mange måder om en guitarsolo eller et stykke improviseret jazz. Den måde, det hele er sat sammen på, det rush, det udløser, og den vedvarende underholdningsværdi er det, der gør det så godt. Han byder på verslinjer, der ætser sig ind i hukommelsen og forvalter sine punchlines som en nøjeregnende bogholder. Når han dukker op på en sang som "Bandz a Make Her Dance" eller fortæller om sine nattelige eskapader på "Big Amount", er det ikke helt den samme samfundskritik, som man eksempelvis får ved at læse en bog. Men jeg kan love dig for, at der ikke findes en bog på jorden, der kan give dig det samme sus, man får, som når man hører 2 Chainz rime linjen "two girls in the pool kissin'." Visse kritikere afviser rapperens stil som form fremfor indhold, men 2 Chainz’ form er en del af indholdet. Det giver pote både i formen, hvor han med legende lethed demonstrerer sine evner, og i indholdet, hvor 2 Chainz kan prale af resultatet.

”De skal se fremgangen,” siger 2 Chainz om sit publikum. ”For folk, der ikke forstår, hvorfor en ung, sort mand køber en guldkæde. Det er et markedsføringsværktøj. Man viser sine fans, at man tjener penge, at man arbejder hårdt. Man siger ikke, 'hey, jeg er et fjols, der smider om sig med penge.' Det er, som om man tager folk med på sin egen rejse. Vi skal alle sammen tjene nogle penge.”

Det er på tide, at vi ser nærmere på et af 2 Chainz’ bedste vers for at se, hvad det er, der gør ham så unik. Han holder et utroligt højt niveau på alle sine tracks, men jeg er især glad for det her fra "OG Kush Diet" på Pretty Girls Like Trap Music:

Yeah, your favorite rapper's got no talent
Homeboy got coke habits
Used to drive a Porsche till I found out it was made by Volkswagen
This here is a toe taggin'
Tity Boy gon' and toe tag 'em
Go ahead, hook they ass to the tow truck
Let 'em know this a throat slashin'
Your baby mama got no passion
Her best friend act old fashioned
Tell her "take them panties off"
And she walkin' 'round my boat laughin'
I'm VIP at the yacht club
Nigga, you look like you not loved
Stars in my double R so clean I drive in white gloves
Sea bass with the white sauce
Hopped out, get wiped off
Presence been felt everywhere 'cept let me see, yeah, the White House
Space age like 8 Ball
Play MJG, Nate Dogg Sippin' Quavo, ridin' offsets, guess I'm 'bout to take off

Det er et helt kvintessentielt 2 Chainz-vers. Han disser rappere, der fortjener det, og kritikken er hårdere, fordi den passer lidt for godt, når han beskriver en luksusgenstand, der ikke er helt så luksus endda. Der er referencer til mord på mikrofonen, beskrivelser af kvinder, der kaster sig over 2 Chainz, pral om absurd eksklusiv VIP-status, et inspirerende citat baseret på rapperens egen succes i livet, og en reference, der på elegant vis bygger bro mellem 90’ernes sydstatsrap og nutidens poprap med en henvisning til noget så grundlæggende som fælge. Man tænker selvfølgelig ikke på hver en detalje, mens man lytter til nummeret; det er bare én dope linje efter en anden med et stramt rimskema, der er udført til perfektion, og sammenhængende temaer. Når han tegner en lige linje fra "Volkswagen" til "boat laughin'" til "yacht club" til "white gloves" til "White House" går ikke et eneste ord til spilde. Den type kondenseret rap er resultatet af flere årtiers øvelse. Det er svært at se, hvilke rappere 2 Chainz har haft indflydelse på, fordi ”høj kvalitet” er et svært kendetegn at spore på den måde. Men det er dog værd at forfølge.

”Jeg ved, at det betaler sig at arbejde hårdt på noget,” fortæller 2 Chainz mig. ”Det er ikke bare et ordsprog. Hvis man bliver ved med at pukle for det, skal der nok komme noget godt ud af det. Det ser man gang på gang. Det kan bakkes op med data. Der er folk, som har et gudsgivent talent, og så er der folk, der bare arbejder så hårdt for det, at de sommetider kommer længere end dem med talent. Hvis man har begge ting, så er man Jordan, Kobe og så videre.”

Mange rappere sammenligner dem selv med lige netop de to basketballspillere, men det er næsten altid den første del af ligningen, der fokuseres på. 2 Chainz ved bedre. Han ved, at vi følger atleternes vej mod toppen, fordi vi grundlæggende er interesserede i at se vores medmennesker udfordre vores fælles begrænsninger, men han ved også, at man kun kan transcendere de begrænsninger ved først at mestre dem, ved altid at have dem i hovedet, ved hele tiden at udfordre dem og rykke grænserne. En 2 Chainz-sang kommer ikke til at ændre dit liv. Men hvis du følger 2 Chainz' eksempel, kan det godt være alligevel.

I Chicago, lige før han minder folk i publikum om, at de skal tro på sig selv, introducerer han den sidste del af sættet med en lille tale om alt, hvad han har opnået. ”Der har været mange gode plader i år, men min var en af de hårdeste.” Men det er ikke det hele. Det er slet ikke muligt, eftersom 2 Chainz’ ideologi er baseret på løftet om uhørt succes. Han fortsætter: ”Jeg kan rappe med de bedste derude, og jeg er ligeglad med, hvad folk siger.” Og til sidst: ”Jeg er den sejeste stodder i en rullestol, du har mødt. Nogensinde.”