Mød fotografen, der dokumenterede Hot Boys’ tidlige karriere
Photograph by Richard Ross

FYI.

This story is over 5 years old.

Features

Mød fotografen, der dokumenterede Hot Boys’ tidlige karriere

Richard Ross rejste fra New York til New Orleans i 1998 for at tage billeder af Lil Wayne, B.G., Juvenile og Turk, kort før Cash Money blev stort.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Den 18. juni 1998 skrev Cash Money Records under på en nu legendarisk kontrakt med Universal Records til 30 millioner dollars. Det var en beslutning, der betød, at det New Orleans-baserede hiphop-label, stiftet af Bryan "Baby" Williams og broren Ronald "Slim" Williams, fik mulighed for at rykke et skridt op ad rangstigen, og at en kvartet af teenagerappere kendt som Hot Boys blev megastjerner. Under en måned efter kontrakten var underskrevet, rejste fotografen Richard Ross fra New York til New Orleans for at dokumentere Cash Money-crewets rejse mod succes, og det lykkedes ham at tage en række intime portrætter af nogle af nøglepersonerne, der optræder på deres egen hjemmebane. Nu er en tidligere uudgivet serie af billeder fra den tid udkommet i magasinformat under titlen Ca$h Money Rule$ zine.

Annoncering

Billederne var oprindeligt bestilt af det London-baserede Trace magazine, og Ross fortæller, at den daværende redaktør, Smokey Fontaine, havde spillet ”et lille promobånd” for ham, der bestod af rappere fra Cash Moneys stald. Her hørte han blandt andet Hot Boys’ ”We On Fire”, der byder på gæsteoptrædener fra Lil Wayne, B.G., Juvenile og Turk, som leverer benhårde rim over et superfriskt beat fra Mannie Fresh. "Jeg anede intet om dem, men det mindede mig om reggaens energi kombineret med soca og hiphop," siger Ross. "Det var en fresh, tårnhøj energi."

Foto: Richard Ross

I lufthavnen i new Orleans blev Ross mødt af selveste Baby, der kom for at hente ham i sin firehjulstrækker. ”Han var en stille og rolig fyr, meget fokuseret og helt afgjort gruppens alfahan,” siger Ross. ”Hele crewet var centreret omkring ham.” Planen var, at Ross skulle møde Baby, Slim og Hot Boys den følgende dag på Cash Moneys kontor i en forstad til byen – men i tro hiphop-stil var det ikke alle, der var lige pålidelige. Fotosessionen endte med at fokusere på Big Tymers, som bestod af Baby og Mannie Fresh, og herefter Lil Wayne og Slim, der stod for at køre forretningsdelen af pladeselskabet.

”Lil Wayne var iført hele uniformen. Han havde Girbaud-jeans på, en tanktop, kamuflagegear og Reebok-sko,” husker Ross og tilføjer, at store, hvide t-shirts og masser af bling var moden dengang. ”Hele Waynes crew var der. Han var cool nok, men han endte med at skride tidligt. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at han var sådan en, men jeg begik den fejl at gå på toilettet, og da jeg kom ud igen, var han væk!”

Annoncering

Cash Moneys hovedkvarter var plastret til med plakater for UNLV, en af pladeselskabets tidlige succeser, sammen med billeder af mønter og pengesedler. På dørene til Baby og Mannie Freshs kontorer hang der huskesedler med regler på (det er her, titlen til Ross nye udgivelse kommer fra). På Babys liste kunne man blandt andet læse “No Benz on 1st album,” “U don’t work, U don’t eat” og “Royalty paid when royalty due.”

Henover otte timer fulgte Ross rundt i hælene på Cash Money-folkene, mens de gik ud for at spise og senere hang ud i Baby og Slims tantes hus i 4th Ward. Ross fortæller, at der var en stemning, som passede helt perfekt til at hans fotografiske stil – han forsøger altid at fange de afslappede øjeblikke som en dokumentarist. ”Jeg gik ikke efter at fange den der gangsta-persona,” siger han. ”Jeg ville vise dem som rigtige mennesker. De spillede ikke seje over for mig, de havde styr på deres ting, og de var rigtig flinke. Det var noget helt andet end at tage billeder af rappere i New York.” Ross tilføjer, at han brugte point-and-shoot-kamera, hvilket gjorde, at han kunne fange øjeblikket, som det udfoldede sig. ”Når folk ser et stort kamera, så bliver de meget anspændte og vil gerne tage sig godt ud, når man helst vil have, at de bare opfører sig naturligt.”

Foto: Richard Ross

Næsten to årtier efter den oprindelige fotosession giver Ross’ billeder indsigt i Cash Money-ikonernes uskyldstid og den selvsikkerhed, de startede ud med at have som unge rappere. Baby, iført en hvid t-shirt, poserer på et portræt med et Rolexur på hver arm og en mobiltelefon med antenne i hånden, som er på størrelse med en mursten. Ross fortæller, at crewet lavede to udgaver af det ikoniske Cash Money-vedhæng; den ene belæsset med diamanter og den anden af onyx, der kostede i omegnen af 15.000 dollars. Når Mannie Fresh stolt fremviser sit smykke, ser det ikke imponerende ud, nutidens ekstravagante smykker, som rappere ifører sig, taget i betragtning.

”De biler og smykker, som Cash Money-crewet havde, det hele var underspillet, men også over-the-top,” siger Ross, da han skal opsummere sin oplevelse med rapperne. ”Det var ikke superflamboyant, men low-key og originalt. Kontrakten med Universal var ligesom kirsebærret på toppen af kagen. De havde allerede kørt deres show gennem lang tid, og ligesom Master P solgte de godt. De var fokuseret på at skabe succes, og det overrasker mig ikke, på trods af de juridiske problemer, at de fortsat sælger og har stor indflydelse. De er de sidste mohikanere.”