Alle billeder er taget af BAEST med engangskamera som del af serien 'SHOWS, SELFIES, SUMMER' i VICE Magazine – Music Issue 2017

Hil Satan og headbang til du besvimer: BAEST har gjort dansk dødsmetal ungt igen

De aarhusianske headbangere elsker jer og håber, I lider en smertefuld død.

|
dec 29 2017, 12:06pm

Alle billeder er taget af BAEST med engangskamera som del af serien 'SHOWS, SELFIES, SUMMER' i VICE Magazine – Music Issue 2017

Dødsmetal har ikke ligefrem været ensbetydende med ungdom, Instagram-likes og musikalsk nytænkning på det seneste. Med store, hærgede frontfigurer som tilbagevendende Copenhell-headliner Ozzy Osbourne, samt Slayers Tom Araya og Motörheads Lemmy Kilmister (RIP) som mangeårige koryfæer i metalgenren kan det måske være svært at se dens energi som andet end et nostalgisk nik til en mere oprørsk tid og unge, nytilkomne metalbands som andet end glorificerede hyldestbands – indtil nu.

I sommer leverede det unge, aarhusianske dødsmetalband BAEST nemlig bragende koncerter på både Copenhell og Roskilde Festival med kun en dags hvile og formåede at vække samme unægteligt eksplosive energi (og starte Walls of Death) blandt de to festivalers vidt forskellige typer publikum. Hvilket kunne tyde på, at der faktisk er plads til djævlens foretrukne genre på Generation Ys pop- og trap-tunge playlister. Og oplever man BAEST folde sig ud live, står det ret hurtigt klart, hvordan den luciferiske femmandsgruppe har formået at gøre metal ungt igen i 2017. Udover at have styr på den rendyrkede sortmetals vigtigste discipliner (growling: check, headbanging: check, dominerende ben solidt plantet på forstærkeren: check) har de en teknisk tightness på scenen, der vidner om utallige dedikerede timer i øveren og blev rost som "løg-lossende" (godt) og for "i den grad at sætte gryden i kog" (fra en koncertanmeldelse på heavymetal.dk, også virkelig store ord i metal-regi) allerede i 2016 for nogle af deres første koncerter nogensinde. BAEST spiller rendyrket sortmetal, men har et livgivende familie-agtigt sammenhold på scenen og popelementer med i deres udtryk, der synes at gøre dem mere tilnærmelige, end et band, der synger om at "Rape the Blessed" og har gedekranier med på scenen, ellers ville være. BAEST møder altid til koncerter til tiden. Og så har de samtidig en sprudlende tilstedeværelse på sociale medier. Plus et ret gyldigt merchandise-game.

"Vi var sikkert nået lige så langt, hvis vi lignede pis – men alligevel betyder det meget."

"MÅ I LIDE EN SMERTEFULD DØD!" udbrød forsanger Simon Olsen med et kæmpe smil til et jublende Pumpehuset-publikum, under BAESTs koncert i Byhaven i august. Og det var kun kærligt ment. "Personligt synes jeg bare ikke, at der er noget, der er lige så sejt som dødsmetal," siger leadguitarist Lasse Revsbech. "Man kan gøre det på så mange forskellige måder: vildt, hurtigt, langsomt, og så ondt. Bare det med at sige så grimme ting ind i mikrofonen, som Simon han gør..." tilføjer BAESTs rytmiske guitarist Svend Karlsson. "Mens folk bare er helvedesglade," griner trommeslager Sebastian Abildsten.

Vi sidder i nogle tilslidte lædermøbler i BAESTs øvelokale i et industriområde uden for Aarhus. Det er mandag, og det betyder et helt særligt ritual for de jyske metalhoveder. Hver mandag tager Lasse, Svend, Muddi, Sebastian og Simon og deres manager, Jens, nemlig en tur på "værkstedet" og "kontoret" – i øvelokalet og på stammetalbaren, Escobar.

Svend Karlsson, rytmisk guitarist i BAEST.

Efter en øvesession med blottede torsotatoveringer og headbanging, der intensitetsmæssigt lige så godt kunne have været et liveshow, hersker der nu lidt af en satanisk vildmarkslejr-stemning. I stedet for spøgelseshistorier bliver der fortalt om Bloodbath-koncerter og konspirationsteorier. Den skov af rosende anmeldelser, de unge metalhoveder er blevet mødt med siden deres start, betegner de som "gode karakterer". Bandet fortæller i munden på hinanden om de mange weekender, der er blevet sat af til at spille og nogle gange til at overnatte i øveren. Jeg spørger dem, hvordan det føles at have skabt et dansk metal-act med mainstreampotentiale på lidt over halvandet år.

"Der er mange metalbands, der har så ekstreme udtryk, at man står af med det samme. Det er ligesom at starte med fusionsjazz eller free jazz, hvis man gerne vil høre jazz. Vi er ikke ikke langt ude i et eller andet nichet – og heller ikke så ekstreme som mennesker. Man kan jo finde os nede på pædagogstudiet eller læreseminariet," siger Svend Karlsson, der er rytmisk guitarist i BAEST, og hvis storebror Jens koordinerer bandets brogede eventkalender, tilstedeværelse på sociale medier og daglige drift som manager. "Vi har fået en del kritik for ikke at være særligt farlige," fortsætter guitaristen. "Vores udtryk på sociale medier er sjovt, ja, og vi er glade, men sådan er vi som mennesker."

Det kan den mildest talt uprætentiøse stemning i sofamodulet efter BAESTs produktionsøver kun bekræfte. Simon fejer en prut i hovedet på Muddi og ler manisk. Svend stopper op for at indskyde, med oprigtig ærgrelse i stemmen, at han forleden slog nogle "legendariske prutter" på vej hjem fra en bytur, og at han er ked af, at hans bandkammerater ikke var der til at høre dem. Svend fortsætter: "Det kunne være, at dem, der skriver, at det er ufarligt og ikke særlig intimiderende musik, skulle tage og lytte til det, vi spiller. Der er der ikke nogen, der har prøvet at re-thinke 'svenskerdød' siden 90’erne – og folk var helt blæst væk, da vi først sagde, det var det, vi gjorde. Nu, hvor vi har gjort det og fået tilpas succes med det, så er folk nødt til at sige, at det ikke er farligt nok. Vis mig et band, der spiller original dødsmetal nu. Det findes ikke." I baggrunden begynder Lasse systematisk at vikle Simon ind i sølvpapir. På et tidspunkt nynner hele bandet melodien til "Wormlord" i kor.

"Han er conspiracy-typen," griner Lasse, mens han vikler forsanger Simon Olsen ind i sølvpapir.

Til hverdag er de pædagoger, skolelærere, studerende og cafemedarbejdere – glade, langhårede gutter, der lytter til metal og er stolte af at have Flemming Bamses guitarbus stående i deres øvelokale. Jeg spørger BAEST, hvilken oplevelse, de håber, deres musik kan give folk – også folk, der ikke normalt hører metal. "At lytte til dødsmetal er ligesom at lære at drikke vin eller spise oliven. Man skal lige vænne sig til det," siger Lasse. "Mig og Muddi har fandeme lyttet til meget dødsmetal i bussen, da vi gik i gymnasiet. Jeg har bare ligget op af hans skulder og gjort mig klar til at skulle skældes ud hele dagen, fordi jeg ikke havde læst en skid."

"Så vil man selvfølgelig også have, at folk skal få det, som man selv får det, når man er til metalkoncert – bare have den sygeste oplevelse med sine kammerater og sætte sig ned på den lokale pub bagefter, badet i sved, fuldstændig energiforladt, og tænke: Fuck. Det var den fedeste oplevelse, jeg har haft i mit liv. Det vil jeg aldrig glemme," siger bassist Mattias "Muddi" Melchiorsen.

Mattias "Muddi" Melchiorsen og hans bas.

BAEST udgav deres debut-ep, Marie Magdalene, i 2016 og har mildest talt haft travlt siden. Udover en lang række store og små koncerter har de også et nyt album på vej i 2018, og har medvirket i mange andre spøjse og eksperimenterende samarbejder, fra at dj'e i Copenhells Smadreland til at fusionere deres ildspyende monstermetal med klassiske musikere og et live wrestlingopgør i projektet Operatic Mass Actions.

BAESTs metalhead-next-door tilgængelighed mærkes især ved bandets henkastede, men koordinerede visuelle udtryk, når de indtager scenen. "Der er nærmest skrevet kontrakt på, at man skal have lange, sorte bukser og Vans på, og at t-shirts skal være old-school dødsmetal. Det er meget metal at tage det på, som man føler sig mest sej og tilpas i," siger Svend. "Da vi spillede Pumpehuset, fik vi at vide af en, at det, han bedst kunne lide ved os, var, at vi så soignerede ud. Han var så glad for, at vi ikke lignede nogen, der lugtede, og ikke havde vasket hår i hundrede år," tilføjer Lasse. Sebastian har stille kommet sig over øveren og alt for sande jokes fra sine bandkammerater over, at øvere altid er hårdest for trommeslageren i et metalband. Han runder snakken om BAESTs kampuniform af med en simpel, selvsikker konstatering: "Vi var sikkert nået lige så langt, hvis vi lignede pis – men alligevel betyder det meget."

Gåturen fra BAESTs øvelokaler til stambaren Escobar i Aarhus tager omkring 40 minutter. Bandet har taget gåbajere med i en Netto-pose. På turen reflekterer Simon Olsen over sin growleteknik. "Jeg growler på engelsk, fordi man har mere at arbejde med. Det føles lidt som at gø. Men der er en katarsis i det – det er som at få uddrevet dæmoner."

BAEST på mandagsgåtur. Fra venstre mod højre: Muddi, Lasse, Svend, Simon og Sebastian.

Senere på turen begynder bandet at genfortælle det forgangne år gennem backstage-anekdoter og dream-come-true oplevelser, der har gjort BAEST til et fremtrædende ungt navn på den danske metalscene. Svend headbangede engang, til han besvimede. De mødte The Black Dahlia Murder – der vidste, hvem de var. Manager Jens Karlsson samler trådene: "Copenhell var manddomsprøven. På Roskilde Festival havde vi et hel anden ro, inden vi skulle på scenen. Vi havde et vanvittigt momentum, vi kørte på bølgen. Det gør vi stadig."

Vi når frem til Escobar, der udover BAEST også er arnested for vennebandet I'll Be Damned og mange af fastlandets øvrige metalbands. På den gemytlige bodega har bartenderen langt hår, og BAEST får stamgæstrabat på fadøl. Der er et par sidste ting, vi skal have på plads over en omgang. Jeg spørger ind til gedekranierne, som BAEST aldrig går på scenen uden. Hvor kommer de fra? Gemmer bandet på en hemmelig, mørkere og mere hedensk side?

"Vi dræbte dem desværre ikke. De blev slagtet af en, vi kendte. Men vi har snakket om, at vi skal ud og dræbe nogle kid. Det er jo ikke bare for at slå noget ihjel, de skal slagtes og spises alligevel," siger Lasse nonchalant. "På den måde er vi faktisk meget miljørigtige." Simon overtager fortællingen. "Vi spiste også en af dem til morgenmad før Royal Metal Festival." Sebastian knytter et gastronomisk råd til samtalen om bandets ådseltalismaner: "Ged smager ikke godt. Det vil jeg gerne sige on the record. Du skal ikke spise ged. Spis lam, hvis du har lyst til noget derhen af."

Over bundsjatter spørger jeg BAEST, hvor loftet er for et dansk metalband i den Auto-Tune'de, nervemedicinsbedøvede, 808-hærgede lydorkan, der er populær musik anno 2017. "For andre metalbands eller for os?" spørger guitarist Lasse Revsbech. "For BAEST," siger jeg.

"Folk sagde, at vi var idioter for at lave en ep og ikke et album i fuldlængde. Men så indspillede vi fire sange, og så bookede vi Copenhell. Og så bookede vi Roskilde." Han spærrer øjnene helt op og rækker langsomt to udstrakte fuckfingre i vejret. "Det er bare mere brænde på bålet at få at vide, at der er noget, vi ikke kan. Vi skyder hul i loftet. Der er ikke noget loft."