PR-foto

Slægts nye album er den bedste danske metalplade siden... Slægts sidste album

Det kan godt være, at de bliver anklaget for at være for sexede og sælge ud, men gruppens nye album, 'The Wheel', er dansk metal med internationalt potentiale.

|
okt 5 2018, 9:44am

PR-foto

Det er to ting, dansk metal sjældent har haft: a) sexappeal, og b) international bevågenhed. Siden de gyldne midt-80’ere har vores metalscene været præget af lange, uplejede skæg, tjaldet humor og mangel på kurateret look kombineret med en lyd, der enten har været generisk dødsmetal eller bare haltet to-tre år efter udlandet. Så det har egentlig været lidt svært at fortænke udlandet i at se bort fra de danske metalbands, for der var ikke meget at være stolt af i Mercyful Fates hjemland, og det, der var, nåede sjældent uden for undergrunden.

Danmark, en tidligere metropol på metallandkortet, var blevet reduceret til en udkantskommune. Ikke sådan en charmerende kommune ud til vandet, hvor man drømmer om at få et idyllisk sommerhus en dag. Mere et slum-område med sjusk i forvaltningen, hvor kun værtshuset, grillbaren og tankstationen sørger for, at der trods alt er et lokalmiljø. Sådan et sted hvor man ikke skifter til noget andet end sit gamle joggingtøj, når man bevæger sig uden for en dør, for hvem skulle overhovedet bekymre sig om det, man kender jo alligevel hinanden, og der kommer aldrig nogen udefra alligevel. I mange, lange år, har man som dansk metal-fan skævet misundeligt til vores nabolande, der har produceret så mange gode bands, at selv deres sekunda-bands har været bedre end de førende herhjemme.

Men selv områder med dårligt ry kan ændre sig til noget bedre. Se bare på Nordvest. I dag føles det nemlig igen lidt metallækkert at komme fra Danmark. Ikke mindst takket være en opblomstring i undergrunden med bands som det atmosfæriske black metal-band Solbrud, dødsmetalbands som Undergang og Taphos og det rå og fræsende black metal-kollektiv Korpsånd, der har til huse omkring spillestedet Mayhem i Københavns nordvestkvarter. Men også takket være Slægt.

I dag udgiver købernhavnerkvartetten deres tredje album, The Wheel. Den sexappeal, der har manglet i dansk metal, er der masser af på bandets nye pressebilleder. Her er ikke nogen campinghabitter og sjusket skæg, men derimod masser af bare overkroppe og langt, fyldigt metalhår. Faktisk er billederne så sexede, at metal-internetkrigerne på det berygtede undergrundsforum Nuclear War Now! allerede er begyndt at brokke sig over dem og anklage gruppen for at sælge ud. International bevågenhed er der også (brok på NWN! plejer for øvrigt at være et sikkert tegn på, at et band er på vej fremad), blandt andet fordi The Wheel ligesom den foregående plade, Domus Mysterium, udkommer på det tyske label Ván Records, der har en af de mere egensindige og genrebrydende profiler i laget lige over undergrunden. Og The Wheel fortsætter også, hvor forgængeren slap.

Åbningsnummeret, ”Being Born (Is Going Blind)”, begynder godt nok med en intro, der planker det klassiske norske band Emperors ”Into the Infinity of Thoughts”, men den ændrer sig hurtigt til den galoperende hybrid af klassisk 1980’er-NWOBHM og black metal, som bandet begyndte at praktisere på ep’en Beautiful and Damned (2015), hvor de gik fra enmandsprojekt til reelt band. Nu har de finpudset og perfektioneret stilen, der har en markant varmere og mere analog lyd end black metals traditionelle diskant samtidig med at være mere melodisk.

Det er også derfor, Slægt har appel langt ud over det publikum, der dyrkede deres primi kassettebånds-black på debutalbummet Ildssvanger (2015) og demoen og singlen før den. Sammenlignet med Domus Mysterium er sangene på The Wheel kortere, mere skarptskårne og fokuserede. Ikke at der ikke er plads til ekskurser, som i den atmosfæriske afslutning i ”V.W.A.” eller det akustiske stykke i ”Masician”, de er bare bedre integreret i musikken end tidligere. Og så formår Slægt at bruge gammelkendte virkemidler, samtidig med at vride metalklichéerne – for eksempel med en titel som ”Perfume and Steel”, men også på gruppens covers, hvor sædvanlige genremarkører som fantasytegninger, sort-hvid-billeder af musikere, sværd, monstre eller letafkodelige fonte er fraværende.

Teksterne træder pænt udenom metals førsteelsker, Satan, og handler mest om en magisk transformation af virkeligheden og transcendens: // Vision / will / action / can open all doors // growler sanger, guitarist og grundlægger Oskar J. Frederiksen i ”V.W.A.”, og i titelnummeret: // The wheel has no limits / The wheel has no end / We’re all trapped within it / We have to transcend //. Metallisk selvudvikling? Engang spurgte jeg selv forsangeren om, hvad han forstår ved ordet magi, og han svarede, at det for ham bare er at forestille sig sine mål og realisere dem.

Slægt kan ikke kaldes fornyere af deres genre, men på The Wheel lader de alligevel til at have realiseret ret mange af deres mål. Der er klasse og tårnhøjt musikalsk niveau over alt, hvad de foretager sig, og de har formet sig en signaturlyd, der er genkendelig og catchy. Og melodisk nok til at ramme lyttere, der ellers ikke kan lide black, men godt kan lide et rocket og helteagtigt drive med overlegne guitarleads.

Jeg ved ikke, om det der med at spille luftguitar er noget, nogen gør længere, men den her plade og de skamløse guitarsoloer giver mig lyst til det. Man skal næsten se Slægt live bare for guitararbejdet: Vinden i håret, foden på monitoren, de fede poses med guitaren. Men man kan også bare høre ”Perfume and Steel” eller ”Citrinitas” fra The Wheel og få samme fornemmelse. Eller man sætte titelnummeret på, hvor der også lister sig lidt gothrock ind. I det hele taget kan man bare høre The Wheel, der nok er den bedste danske metalplade siden… tja, Domus Mysterium.

Slægt er centrale i arbejdet med at ændre den ulækre udkantskommune, dansk metal var blevet til, til noget bedre. Joggingsættene er byttet ud med seje skjorter og stramme jeans, bongvandet er blevet tømt ud i et blomsterbed, og der er åbnet en stor guitarbutik i midtbyen, som trækker udefrakommende til og gør os alle sammen stolte. Hør The Wheel her: