Historien bag det ikoniske jazz-soundtrack til 'The Sims'

FYI.

This story is over 5 years old.

Nostalgitrip

Historien bag det ikoniske jazz-soundtrack til 'The Sims'

Sangene til spillets byggemode introducerede millioner af unge gamere for new-age jazz. Kunstnere bag kompositionerne prøvede bare at lave noget, der ikke var alt for forstyrrende for spillet.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Fra hjemmestudiet i sin garage i en østlig forstad til San Francisco arbejdede Jerry Martin i 1999 på noget af det mest anonyme musik, han nogensinde havde skrevet. Som audio director for spilproducenten Maxis havde han allerede komponeret soundtracks til detaljeorienterede simulationsspil som SimCity 3000 og SimCopter. Men The Sims, det seneste projekt firmaets visionære direktør Will Wright havde overrakt ham, skulle blive helt anderledes. Spillet havde den samme kvalitet som forgængerne i kraft af den endeløse byggecyklus, man som spiller kastede sig ud i, men de langsigtede mål var fjernet. Det var et spil, der krævede spillerens tålmodighed, men uden action som belønning. Som spiller brugte man uendelige mængder tid på at sætte vægge op, finde det rette tapet og stille møbler på plads. Det var ikke noget egentligt mål, og det skulle musikken reflektere.

Annoncering

”Det var meningen, at det skulle være afslappede og kontemplativt,” siger Martin over telefonen fra sit hjem i Californien. ”Man sidder bare lidt og bygger og nørkler med detaljerne på huset – sådan kan man bare køre på i timevis. Det bygger ikke op til et eller andet stort klimaks.”

18 år efter spillet først kom på gaden, er The Sims-serien blevet en institution inden for computerspil. De fire forskellige spil i serien (og de utallige expansion-pakker) er oversat til 22 sprog og har solgt omkring 200 millioner eksemplarer verden over. I takt med at spillet er vokset, er musikken begyndt at spille en større rolle. My Chemical Romance, Flo Rida og Kelly Rowland er bare nogle af de kunstnere, som har indspillet sange på 'Simlish', sproget der er opfundet til spillet, til Sims 3. Soundtracket til Sims 4, der udkom i 2014, blev skrevet af den berømte britiske komponist Ilan Eshkeri.

Men der er en komponent ved soundtracket til det oprindelige Sims, som skiller sig ud på grund af sin unikke ånd. Musikken til spillets byggemode – komponeret af Jerry Martin sammen med Doobie Brothers-saxofonisten Marc Russo og jazzpianisten John R. Burr – bestod af instrumentale new-age-melodier centreret omkring behagelige klaverstykker. De seks numre lister sig ind i dine høretelefoner, når du sætter handlingen på pause for at udsmykke haven eller finde det perfekte tag. I starten af 00’erne dyrkede millioner af unge gamere derfor impressionistisk, halvimproviseret smooth-jazz uden at vide det.

Annoncering

Det er faktisk meget sandsynligt, at det er noget af det mest hørte musik udgivet i det her århundrede. BusinessWire rapporterede i 2005, at det originale Sims-spil har solgt omkring 16 millioner eksemplarer på verdensplan. Der er kun fire andre album med originale sange udgivet i 2000, samme år som Sims, der har solgt flere eksemplarer: Linkin Parks Hybrid Theory, Britney Spears' Oops!… I Did It Again, Eminems The Marshall Mathers LP og The Backstreet Boys' Black & Blue. Det er svært at bedømme en plades indflydelse – når man tager radioafspilninger og kommerciel brug af musikken i betragtning, rækker den indflydelse langt udover bare salgstallene. Men Radioheads Kid A, der udkom samme år og anses for at være en banebrydende plade, har kun solgt 1,5 millioner eksemplarer til dato – det er cirka en tiendedel af The Sims’ succes. Det er slet ikke en kontroversiel påstand, at flere mennesker har lyttet til Jerry Martin minimal-jazz end Thom Yorkes følelsesladede vokal på "Everything In Its Right Place".

Men da den udkom, var der ikke mange, der regnede med, at spillet ville blive en succes til trods for, at SimCity-serien var et hit. Medstifter af Maxis, Jeff Braun, har tidligere fortalt, at firmaets bestyrelse ikke var begejstret for Wrights ide. ”Bestyrelsen så på The Sims og sagde: 'Hvad er det her? Vil han lave et interaktivt dukkehus? Han må jo være gal,’” fortæller han i et interview fra 2006 til The New Yorker. Martin husker det anderledes. Han fortæller, at stemningen var mere positiv hos Maxis, end den var hos EA, der var mere interesseret i sport- og actionspil og ikke anede, hvad de skulle stille op med en virkelighedssimulation.

Annoncering

I sidste ende blev projektet godkendt, og Martin fik frie hænder. Wright kom med gode råd med jævne mellemrum, men forslagene gik oftest på, hvad radiostationerne skulle spille, når Sims var hjemme, ude og danse eller bare slappede af. Byggemode (og købemode, hvor soundtracket var væsentlig mere energisk) fik Martin lov til at stå for.

Radiostationerne i spillet blokerede alle Martins genrespecifikke ideer – country, bossa nova og klassisk i den endelige version – og derfor besluttede han sig for at inkorporere noget genreagnostisk feel-good jazz. Han inviterede Russo, der i spillets ånd boede på den anden side af gaden, til at bidrage med et par numre til projektet.

Russo siger, at det skulle vise sig at blive en ret ”stram” arbejdsproces. Martin gav ham et par stikord – stemning og atmosfære fremfor håndgribelige musikalske referencer – og så gik Russo over på den anden side af vejen og skrev kompositionerne ved sit klaver. Så gik han tilbage til Martins studie og optog det ene take efter det andet, hvorefter Martin udvalgte nogle enkelte dele. ”Det var vildt frustrerende. Jeg var sådan lidt: ’For fanden, jeg har lige skrevet noget virkelig flot musik, og så vil han kun have en lille bid,’” siger han. ”Men det blev rigtig godt alligevel. Processen tvang mig også til at tænke anderledes og prøve nye metoder af.”

Den største udfordring lå i selve konceptet. Efter at have turneret med Doobie Brothers og optrådt med den Grammy-vindende jazzgruppe The Yellowjackets havde Russo indledningsvis svært ved at lave musik, der ideelt set skulle gå ubemærket hen. ”Det handlede om at gøre nummeret interessant, men ikke så interessant, at det distraherede spilleren fra, hvad der foregik på skærmen,” siger han. ”Jeg er saxofonist, og i min verden, hvad end det er jazz eller R'n'B, handler det om at gøre et indtryk på lytteren.”

Annoncering

Martin havde mulighed for at se spillet og afprøve de tidlige demoer, men Russo anede ikke, hvordan det hele hang sammen i det endelige produkt. ”Det var lidt ligesom at skabe en farvepalet uden at vide, hvordan den blev brugt,” siger han. ”Det handlede om at tage en stemning eller en stil, som man fik leveret, og så bare køre med den.” Det var ikke en let opgave. På baggrund af Martins forslag havde Russo en fornemmelse af, at soundtracket skulle udstråle ”noget positivt og uskyldigt”.

Når Russo og Martin ikke selv var i stand til at fremmane den unikke atmosfære, ringede de til Burr. Han er selv succesfuld jazzpianist og en populær studiemusiker og havde det fint med at arbejde ud fra Martins ideer (og modsat Russo var han først og fremmest pianist). Burr siger, han var vild med den cut-and-paste-stil, Martin brugte på projektet. Det handlede for ham primært om at ”holde øje med Jerrys reaktion og spørge: ’Er det sådan, du vil have det?’” Mens Russo arbejdede for sig selv på sine kompositioner, som Martin så hakkede i småbidder, så var Burr anderledes positivt stemt overfor improvisationskomponenten ved arbejdsprocessen. Selv om han ikke optræder på listen over komponister til spillets soundtrack, som EA udgav i 2007, så spiller Burr klaver på næsten samtlige numre, man hører i byggemode.

Underligt nok er han den eneste, der stadig kan huske, hvor inspirationen til musikken kom fra. Han fortæller, at han altid har været stor fan af pianisten Keith Jarrett, kendt i jazzkredse såvel som i den klassiske musiks verden, hvis musik deler en længselsfuld stemning med Burrs bidrag til The Sims-soundtracket. George Winston, hvis musik veksler mellem folk og stemningsladet impressionisme, var også en af Burrs store inspirationskilder. ”Af mangel på en bedre betegnelse så var det den der new-age-agtige, Windham Hill-stil, jeg sigtede efter,” siger han.

Annoncering

Og Burrs gode hukommelse har vist sig at komme Martin til gode, når han får forespørgsler fra nogle af spillets mange fans, der vil vide, hvad de ellers skal høre efter at have gennemlyttet samtlige byggemode-tracks på YouTube. ”Der er mange, som spørger: ’Hvor finder jeg lignende musik?’” siger han. ”Jeg aner det faktisk ikke! Det lyder, som det gør, fordi det er vores stil. Det er sådan, vores fælles udtryk lyder. Det er en kombination af mine kompositioner og Burrs evner som improvisator.”

Alle tre musikere forklarer, at de i dag forstår omfanget af de anonyme kompositioners popularitet i verden, selv om Burr først havde svært ved at fatte det. Han fortæller, at han besøgte sin unge nevø, kort tid efter spillet kom ud, og forklarede, at han havde lavet noget af musikken. ”Jeg troede bare, Maxis var en mindre spilproducent,” siger han. ”Jeg troede bare, det var et tilfælde. Min nevø var sådan: ’Det er det største spil i verdenen.’ Det kom bag på mig dengang.”

Russo blev siden fastansat ved Maxis, hvor han var et års tid, inden han vendte tilbage til Doobie Brothers. Han har dog aldrig haft mulighed for at prøve spillet. Den dag i dag er Martin fortsat den eneste af de tre, som har prøvet The Sims, men det er ikke noget, han har brugt meget tid på. Han har til gengæld talt med Burr om at optage en opfølger til byggemode-soundtracket – et projekt, der i så fald ville fungere uafhængigt af The Sims, Maxis og EA – og han undersøger på nuværende tidspunkt mulighederne for at crowdfunde projektet. Indtil videre kan man finde de oprindelige tracks på hans hjemmeside og downloade dem gratis.

For millioner af mennesker, der er opvokset med The Sims og ubevidst har konsumeret trioens kompositioner, er det umuligt at se bort fra den nostalgi, de er indhyllet i. The Sims er muligvis, som GQ’s Lauren Larson for nylig skrev, en bedre form for meditation end meditation – en stille og rolig verden, hvor der ikke stilles alt for mange krav til spilleren. Men hvis du var ung nok i de tidlige 00’ere til endnu ikke at være kyniker, præsenterede spillet dig for et billede af fremtiden, der ikke var fuldstændig urealistisk. Måske kan du blive brandmand eller rockstjerne eller supermodel. Måske kan du skrive en snydekode ind i livet og rulle rundt i penge resten af dine dage. Måske er det faktisk ikke så svært at bygge sit eget palæ i tre etager med indendørs-pool, boblebad og fladskærme på alle vægge. Måske kan man virkelig kurere dårligt humør med en skål cornflakes. Der står cornflakes i køkkenet. Så er det simpelthen ikke sværere.

Selv om de aldrig havde spillet The Sims, så forsøgte musikerne bag soundtracket at fange netop den optimistiske tone og det naive syn på livet. Russo husker især arbejdet med en af melodierne i byggemode – det fjerde track, som fik titlen ”If You Really See Eurydice” (en reference til græsk mytologi, som Russo ikke var med til at bestemme). Det slår stadigvæk benene væk under ham. ”Det er et smukt track. Når jeg lytter til det, tænker jeg: ’Hold da fast, har jeg virkelig skrevet det? Det er så smukt.’”

Han fortæller, at han og Martin brainstormede på nogle ideer, før han satte sig ned og begyndte arbejdet med tracket for alvor. ”Jeg kan huske, at det stykke musik skulle signalere håb for en bedre fremtid,” siger han og forsøger at beskrive en følelse, der kun kan repræsenteres gennem tangenterne. ”Vi smed rundt med nogle ret vage begreber: håb, drømme. Tristheden ved at blive voksen og indse, at man har overstået en fase af sit liv, men samtidig glæden ved at se frem mod en lys fremtid.”