De ti bedste internationale album fra 2017
Illustration: Alex Gamsu Jenkins

FYI.

This story is over 5 years old.

Noisey 2017

De ti bedste internationale album fra 2017

Her er Noisey-redaktionens favoritter fra det forgangne år.

Lorde er stolt over at være Skorpion, så hvis stjernetegn af en eller anden grund er vigtigt i dit univers (det er det i hvert fald i hendes), så ved du, at Skorpioner er nogle intense størrelser. På sin debutplade, Pure Heroine, fra 2013 var Lorde forsigtig med sit musikalske udtryk, men på Melodrama inviteres lytteren helt indenfor og får lov til at overvære den følelsesmæssige orkan, der raser i newzealænderen. Albummet emmer af selvsikkerhed og ærlighed. Popmusikere bliver ofte mødt med en skepsis i forhold til autenticitetsspørgsmålet: nogle folk påstår, at deres output ikke er autentisk, men derimod en fabrikeret pakkeløsning. Det er generelt en meget snæversynet holdning, og i forhold til Melodrama er det også lodret forkert.

Annoncering

Melodrama bearbejder Lorde al den intense energi og følelserne, der bruser rundt i kroppen efter et break up, hvor man står tilbage med et knust hjerte. Efter at have endt et tre år langt forhold og på samme tid være gået fra at være en teenagepige til en ung kvinde, mens hun har stået i rampelyset, skriver Lorde med Melodrama på mange måder et pop-manifest, der beskriver alle de måder, man føler smerte, fucks ups, livet og det at lære om det på over et sonisk bagtæppe af hiphop-trommer, synths og et klaver. Lorde har fået assistance på produktionen fra sin ven, Bleachers-medlem Jack Antonoff, som komplimenterer Lordes konfuse, idiosynkratiske og følelsesmæssigt sårbare udtryk.

Melodrama er et sammenhængende værk. Det lyder ligesom en nat i byen, der begynder på ”Green Light”, en druksang, der er smålig i sin arrighed. Pladen bygger derefter stemningen op ved hjælp af tamburiner på ”Sober” og det maniske dy-dy-dynamite på ”Homemade Dynamite” for så at dale igen omkring ”Liability”, der behandler den tømmermandsplagede virkelighed, når sangeren farer vild i New Yorks gader. Men det er ikke nødvendigvis sammenhængskraften, der gør pladen rigtig god. Sangene er lige så fulde af kraft, når man hører dem hver for sig, som når man hører dem i sammenhæng med hinanden. ”Supercut” kan meget vel blive den type hit, vi alle sammen nynner med på om 20 år. (// We were wild and fluorescent / Come home to my heart // er en tekst, man får gåsehud af.)

Annoncering

Hvis Melodrama var et tarotkort – for lige at hive det overnaturlige ind igen, når vi snakker om stjernebarnet, der er opflasket med Stevie Nicks – ville den helt sikkert være Tårnet. Og selv om kortet er faretruende og dramatisk, så er det også befriende. Brænd hele verden ned, og begynd forfra. Det er lige netop det, Lorde har gjort med Melodrama. Og hun gør det så smukt.— Sarah MacDonald

Hvis St. Vincents selvbetitlede plade cementerede hendes transformation til en art moderne Homo Superior Bowie, så er MASSEDUCTION de sår og ar, hun har pådraget sig som kvinden, der faldt – og lavede en maveplasker – til jorden. Hun har skaffet sig af med den store sølvkrone, den lyserøde trone og det selvtilstrækkelige blik i øjet fra 2014. Tilbage er kun hendes scepter bygget af begær og en ass-first tilgang til verdenen. Det er meget svært at bevare en cool og distanceret vibe, når ens kærlighedsliv pludselig er forsidestof i diverse sladderblade. Folk havde i forvejen boret kighuller ind i hendes soveværelse, og derfor besluttede Annie Clark sig for at sige fuck det og åbnede døren på vid gab. Resultatet er hendes mest hudløst ærlige udgivelse til dato.

MASSEDUCTION er et tumultarisk album, der handler om at skeje ud efter et break-up. Den maniske synthpop afløses af en koragtig vokal, arrangementerne er tunge af sørgmodighed og runger endvidere i de karakteristisk forvrængede guitarakkorder. Det er al det glimmer, du har siddende i ansigtet, når du vågner op med tømmermænd dagen efter, det er solens skarpe skær i dine øjne, det er bunden af en tom flaske, der afslører jorden under dig. Der går heller ikke tre minutter på MASSEDUCTION før Clarks ekskæreste Cara Delevingne dukker op og synger et robotagtigt omkvæd på ”Pills”. St. Vincent lægger ikke skjul på, at hun er ude, hvor hun ikke kan bunde: // I can’t even swim in these waves I made / From the bath to the drain, and the plane to the stage / To the bed, to give head, to the money I made //.

Annoncering

“Sugarboy” er pladens stærkeste poptrack. Den boblende syntetiske produktion virker næsten overvældende sammen med Clarks skrøbelige sopran, mens teksten opremser elskere og elskerinder. Det klagende udbrud i omkvædet knækker hendes image som halvt rumvæsen halv gudinde i to: // I am a lot like you / I am alone like you //. Da pladen når frem til ”New York”, den måske eneste klaverbaserede popballade med en så lemfældig brug af ordet ”motherfucker”, er opturen over stofferne og det vilde singlesexliv erstattet af sorg over tabte venner, helte og kærlighed. MASSEDUCTIONs anden sang, der handler om en by, er den svimlende ”Los Angeles”, der sætter temaet på en spids: // How could anybody have you and lose you and not lose their minds too? // Clarks tab er St. Vincents sejr. MASSEDUCTION viser, at kunstneren har popevner af stadionformat udover sin virtuositet som guitarist.— Jill Krajewski

Kelela har ventet, til hun var helt klar, med at udgive sin debutplade. Det gjorde hun selv opmærksom på i en Instagram-opdatering i juli, hvor hun roste sine fans og følgere for deres tålmodighed, mens hun har arbejdet på opfølgeren til mixtapet Cut 4 Me fra 2013 og Hallucinogen ep'en fra 2015. Resultatet – den blændende, intime og kærlighedssyge Take Me Apart – pulserer af en intensitet, der fører lytteren fra en intim samtale med ekskæresten ned til bilen og hen til klubben for at ende tilbage i soveværelset, hvor man atter forenes. Pladen er helt afgjort ventetiden værd.

Annoncering

I det store hele skyldes det, at Kelela på Take Me Apart præsenterer den mest ærlige version af sig selv, som hun nogensinde har lagt ned på et spor. Der er en åbenhed og en sårbarhed, som hun holder i hænderne, hvorefter hun skruer op for lyset med omkring et par tusind kilowatt. Det føles dejlig varmt. Man kan godt forestille sig det som en glødepære, der trækker strøm fra de oprigtige og ucensurerede følelser af kærlighed, begær og forvirring. Selv om 2016 objektivt set var et forfærdeligt år, så har 2017 vist det, hvor skabet skal stå. I en tid, hvor verden hele tiden tripper rundt på randen af atomkrig, eller hvor den ene forfærdelige overskrift efter den anden kager sig sammen med alle de andre dårlige nyheder på dit feed, så repræsenterer Take Me Apart et tiltrængt pusterum. Pladen hvisker til lytteren: ”kom ind og hvil dig lidt her” – om det så foregår ved at give kroppen en rystetur til ”Blue Light” eller at stene til den langsomme ”Altadena”, er op til dig.

Som det også var tydeligt på Cut 4 Me, har Kelelas stemme evnen til at pakke dig godt og trykt ind i en varm dyne, som den kantede produktion på numrene omgående gennemhuller som en sømpistol. Kelela har selv været executive producer på albummet, og det er værd at nævne, hvis man skulle tro, hun ”bare” er sanger, men også fordi det giver et godt billede på, hvordan hun som andengenerationsetiopier, der er opvokset i Washington D.C., altid har måttet navigere i forskellige verdener. Musikalsk gør hun det ved at blande genrer, stilarter og soniske teksturer sammen. Jam City, som hun har arbejdet sammen med siden 2013, hjælper med på opbrudsåbneren ”Frontline”, mens Kelela synger // If you think I'm going back, you misunderstood // med en urokkelig selvsikkerhed, som om hun stadigvæk er i chok efter at have slået op med kæresten. Andetsteds på pladen dukker Arca op sammen med Ariel Rechtshaid, Kwes og Bok Bok (sommetider på samme nummer), hvor de hiver og trækker i baslinjerne og synthmelodierne, der omkranser Kelelas bløde stemme.

Annoncering

Hendes plads i ”den musikalske tidsånd” har aldrig været helt klart defineret. Det kan godt være, hendes stemme er ren R'n'B, men hun er ikke interesseret i at producere radiovenlig mainstream R'n'B eller i at blive markedsført som en glamourøs popdiva. Hun har i stedet stykket et album sammen, der er centreret omkring historien om en sort kvinde, som forsøger at tale om kærlighed uden at forfalde til klicheer. Der er sorg. Der er åbenhed om at være DTF på den første single fra albummet, ”LMK”. Der er de tårevædede skænderier på ”Onanon”. Det kan godt være, fans måtte vente et par år – men Kelela giver sig fuldt ud til dem, der har ventet på hende.— Tshepo Mokoena

Ligesom de store banker under finanskrisen, så er Drake too big to fail. Hans fjerde studiealbum, Views, der udkom sidste år, fik en del kritik for at være for langt og usammenhængende, og alt for, tjah, Drake-agtigt. Ikke desto mindre var pladen en kæmpe salgssucces, og Drake endte med at kæmpe om markedsandele med Adele.

Drake er meget selvbevidst – også selv om hans hang til store reklameskilte er for meget for selv Frances McDormand. // I was an angry youth when I was writing Views / Saw a side of myself that I just never knew //, indrømmer han på “Do Not Disturb”, det sidste track på dette års fremragende udgivelse More Life. Han har ret: Det kan godt være, Views var god, men den var også temmelig pessimistisk anlagt i sit portræt af en kunstner, der er blevet så vant til at skulle se sig over skulderen, at han er blevet paranoid. Andetsteds på pladen – outroen til den bøllede ”Can’t Have Everything” – bekræfter hans mor, Sandi Graham, rapperens akilleshæl: “That attitude will hold you back in life”.

Annoncering

More Life er lyden af en Drake, der giver slip – en Drake, der endelig er blevet ligeglad med folks forventninger og ikke længere shopper rundt efter den nyeste lyd. Der er mange, der har gjort nar af, at han kaldte More Life for en playliste, men hvis man ser bort fra den pseudofilosofisk kommentar på vores tid, så er det en fin måde at slippe for det helt store udgivelsespostyr på og samtidig lancere en håndfuld solide sange med stærke gæsteoptrædener. Hele vejen gennem pladen flirter Drake med grime og forskellige typer dancemusik, tillader Quavo (muligvis ubevidst) at udpege rapperens hykleri i forhold til at ”låne” materiale fra andre, laver en halvproblematisk 9/11-joke og behandler i det hele taget hver sang som et postkort fra nye rejsemål, som du aldrig får råd til at se.

Ingen af sangene gik hen og blev regulære hits, og samtalen om pladen ophørte kort efter udgivelsen – men alligevel formåede Drake at smide en samling overbevisende, muskelflexende popnumre mindre end et år efter, han havde udgivet en plade, som ingen efter sigende kunne lide, men som alligevel solgte over fire millioner eksemplarer. Det er da ret vildt.— Larry Fitzmaurice

En sjælden gang imellem bliver rap-sfæren lyst op af overdådigheden af en kunstner, der slår igennem, lige før vedkommende bliver voksen. De taler store ord om at ændre verden, om ikke andet ved at starte bølger med deres talent og gøre musikken til et epicenter for ny kultur i den verden, de voksede op i. De præsenterer os for et nyt sprog, der er startet i deres nabolag og blandt deres jævnaldrende. Deres ungdom begejstrer os lige så meget som deres nærkontakt med farlige situationer.

Annoncering

Det her års bedste eksempel er J Hus fra East London og hans debutalbum Common Sense. Den 21-årige kunstner har gjort os alle sammen tjeneste ved at lave et album, der kombinerede mange af de mest spændende typer musik fra den afrikanske diaspora – dancehall, afrobeat, hiphop og grime – på så flydende en måde, at det føles, som om han har behov for at få en helt ny genre tildelt eksklusivt til sig selv. I sange som "Fisherman" og "Did You See" afspejler hans dybe crooning harmonier, der typisk er forbundet med afrobeat, men i hans lyrik tilbyder han ghettohistorier og pral, som man kender det fra rap. "Clartin" har samme hektiske energi som meget grime. "Spirit" er en smuk hyldest til, at selvværd bør komme fra at klare sig gennem hårde tider i højere grad end materielle goder – i tråd med roots reggaes budskab. Den argumenterer også for, at ens amoralske beslutninger ikke fuldstændigt definerer ens karakter: // No money but we had life, I go hungry, let my brother take my slice / Ride outs and drive-bys, but deep down they're nice guys //. J Hus er raps nyeste elskværdige skarnsunge, og Common Sense er fundamentet for det, der ligner en lovende karriere. —Lawrence Burney

Tyler, the Creators fjerde album, Flower Boy, er det øjeblik, hvor hans vision gik op i en højere enhed, da de frø, han har sået rundt omkring på sine sidste par udgivelser, blomstrede op på en farverig og sammenhængende plade. Albummet er designet til at blive spillet i "den gyldne time" – et uspecificeret, men æstetisk defineret øjeblik på dagen lige før eller lige efter solnedgang, hvor dagens sidste, gyldne stråler brænder med lyst, opmuntrende håb – og det foregår i det landskab med klare søer og naturlig skønhed, vi har set Tyler male på sine sidste fire plader.

Annoncering

Men hvor de foregående album havde en vise kerne af mørke, skinner Flower Boy som en lys stråle af frihed. Ikke for at sige, at der ikke er dystre øjeblikke; et af de mest mindeværdige tracks, "9/11 / Mr Lonely", er en ærlig, personlig ode til isolation. Og alligevel er produktionen bygget omkring lindrende lilla, pink og hvide toner: En lyd, der skinner igennem i videoen, hvor forskellige versioner af Tyler danser foran en kulisse af blomstertræer. Der er også andre følelser på albummet – han berører sin karrierelange angst på "November" ved at spørge, // what if ‘Who Dat Boy’ is rhetorical and this is over // – men de følelser får modbalance af produktionerne og gæstevers, der holder en rimelig fredelig og reflekterende, hvilket gør Flower Boy til det første helstøbte Tyler, the Creator-album. Lad os alle hylde kongen af creation. Må han en dag udgive en film i fuld længde og endelig overtage vores dumme planet, så han kan fylde den med træer, bonderosebuske og cykler. —Ryan Bassil

I én scene fra kortfilmen Process, der er et visuelt sidestykke til Samphas debutalbum af samme navn, klipper kameraet mellem skud af sangeren i henholdsvis en snæver gyde og en busterminal i London, mens hans spiller "Kora Sings" på et klaver. Ved første blik lader det til, at omgivelserne kun er steder, hvor folk strømmer igennem, mens de er på vej til en ny destination. Men inden for filmens rammer, og specifikt for Sampha, repræsenterer de både et bogstaveligt og metaforisk limbo. I sangens tekst affinder han sig med at slippe sine fysiske minder om sin mor, mens han håber, at der er noget mere for hende i det hinsides: // But if you go away / Please don't disappear… My hands together looking at the stars / I really hope there's angels //. I sin kerne prøver sangeren at løse hårdknuden mellem sorg og accept på Process.

Annoncering

Process er et album fyldt med metaforer. Den første stemme på pladen er en optagelse af Neil Armstrong under Apollo 11-ekspeditionen til månen, og han bruger analogien til den græske tragedie om Icarus på "Plastic 100°C" til at advare om farerne ved at flyve for tæt på solen, imens han belyser den distance, han føler til resten af verden.

De sporadiske koklokker på "Blood On Me" og den legesyge strengeleg på "Kora Sings" løfter produktionen til nye og interessante højder. Men det, der gør den her plade særligt hårdtslående, er de soniske udskejelser. Sampha mister aldrig grebet om de emotionelle beats, han forsøger at dykke ned i, mens han kæmper med både almindelig og voldsom angst. På "Under" refererer han den skelsættende animefilm Ghost In The Shell for at fortælle om en ekskæreste, der har efterladt ham sjæleknust. På "Timmy's Prayer" dykker han ned i sit hjertes dybder efter at have mistet begge sine forældre til kræft: // If heaven's a prison/Then I am your prisoner //. Alligevel føles "(No One Knows Me) Like The Piano" som albummets hjerte, når Sampha opnår et sjældent øjebliks indre ro, mens han mindes den varme og kærlighed, hans mors hjem gav ham.

Og det er, hvad vi får på Process: et intimt, episk værk om de værste timer, dage og år i Sampha Sisays liv. Men det er også en historie om de små, muntre øjeblikke, der hjælper en til at udholde det, der venter forude. —Jabbari Weekes

Annoncering

Archy Marshalls andet album som King Krule er sølet ind i opkast, grime, sæd, sod, coke, ølskum, der har været en tur ned i sækken og nu ligger på fortovet, fritureolie fra nogle vildt fedtede pomfritter kombineret med mavesyre, og en lille smule blod. Eller som Marshall selv siger det, ”snot, ørevoks, spyt, sperm, pis og lort … skæg og negle.” The Ooz er, som Marshall selv, gennemsyret af selvdestruktive tendenser. // Don’t be scared, don’t be scared, don’t be scared / Deface me already / I’m a waste, baby // synger han på “Slush Puppy”. The Ooz lugter af opløsningsmidler, røg og billig barbersprit på “Logos”; den føles ligesom dryshjerne på ”Vidual”; den smager af lightergas og kød. Den slæber sig gennem skidtet, de smadrede guitar-huller, basdryppende gyder og dovne beats, og punkteres lejlighedsvis af den klynkende vokal og atonale saxofonindfald.

Det er den slags besættelser, der opstår efter lange perioder, hvor man har isoleret sig fra omverdenen. Når man sidder og glor på en tilsnottet lommetørklæde og bekymrer sig over sit helbred – får bange anelser, når man ser farvespektret i sin urin i kummen. Marshall har en veludviklet evne til at puste liv i mondæne lydlandskaber – om det er hiphop eller syret jazz er underordnet. Og lyrisk er han i en klasse for sig. Der er ikke meget fællesskabsfølelse at finde på debuten, 6 Feet Beneath the Moon, fra 2013 eller på A New Place to Drown fra 2015 (der er udgivet under hans rigtige navn). Men på The Ooz tager han enspænderviben til helt nye højder. Han åbner pladen med den bløde ”Biscuit Town”, hvor han over musikken synger: // I seem to sink lower, gazing in the rays of the solar //. På ”The Locomotive” synger han: // I’m alone, I’m alone / In deep isolation //, hvor han er ude af stand til at identificere andre mennesker på andet end deres joggingtøj. På ”Sublunary”, der udspiller sig over et aparte jazztrack, er han ”not here”. På “Half Man Half Shark”, sætter han ord på den pludselige nedadgående spiral hans liv befinder sig i: // Simple soft thoughts / Simple soft thoughts become menacing //.

Annoncering

Det fantastiske ved sangene er, at mørket føles dybt og virkeligt. Der er mange, der har diskuteret pladens længde – de 19 tracks klokker ind omkring 66 minutter – men tempoet og kompositionen holder lytterens interesse. Halvvejs igennem pladen skifter stemningen fra en slæbende og dog poppet ”Emergency Blimp” til ”Czech One” en sorgfuld ballade med croonervokal. Senere skifter pladen spor igen, hvor den varme, cerebrale rus på ”The Cadet Leaps” elegant svinger sig op til det smukke, psykedeliske titeltrack. Marshalls accent får ham til at lyde, som om han er fuld og i krise, og på The Ooz finder han nye måder at bruge sin karakteristiske stemme på – han taler, hvisker og råber over ”Dum Surfer” og crooner sig gennem den jazzede ”Midnight 01”. ("Why’d you leave me? Because of my depression?” spørger han).

Igennem de markante stemningsmættede udsving formår Marshall at skabe sit eget univers, der til tider er frygtindgydende og altid gennemsyret af ensomhed. Marshall hader tydeligvis, når folk kalder ham for en ”generations stemme”, som først var tilfældet efter den kritikerroste 6 Feet Beneath the Moon. Men hans skarpe fokus på den fysiske virkelighed, det mentale mørke og den soniske surrealisme gør ham til noget helt særligt på scenen i dag. Men det er han selvfølgelig fløjtende ligeglad med selv.— Alex Robert Ross

”To Pimp a Butterfly behandlede et specifikt problem,” udtalte Kendrick Lamar til T Magazine tidligere på året, kort tid før han udgav sit fjerde studiealbum, DAMN. ”Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere arbejder med det problem.”

”Problemet”, som Lamar henviser til, er sorte menneskers rettigheder og vilkår i USA. Det sorte samfund lider under politibrutalitet, voldsom kriminalitet og en kulturelt indlejret mangel på selvværd. Men for K. Dot var det at fokusere på verdslige problemer blevet en forhindring, der afholdt ham fra at sætte pris på alle Guds gaver. ”Vi lever i en tid, hvor vi ser bort fra en kæmpestor komponent i livet,” fortalte Kendrick i interviewet. ”Nemlig Gud”.

DAMN. læner Kendrick sig op af temaer fra Black Hebrew Israelite-trosretningen – en bevægelse, der mener, at sorte mennesker over hele verden lider under en forbandelse, fordi de har afvist Guds sande lære – for at give verden omkring sig mening. Den indre konflikt – at både sætte et godt eksempel for en hel samfundsgruppe og samtidig være et almindeligt menneske med behov og følelser som begær og kærlighed – er pladens omdrejningspunkt. Sange som ”Fear” konfronterer dilemmaet direkte, og Lamar sammenligner sig selv med Job, den bibelske figur, der for at bevise sin kærlighed til Gud må ofre alt, hvad han elsker i livet. Det er en stor psykologisk byrde at bære rundt på, men sådan virker et kollektivt traume tit: det er en følelse af, at man næsten skal have overnaturlige kræfter for at klare de forhindringer, man møder på sin vej i livet. Kendrick bekræfter, at bare fordi man er verdens største rapper, går de følelser ikke væk. // The shock value of my success put bolts in me / All this money, is God playin' a joke on me? //.

Hvis man ser bort fra pladens budskab, så er DAMN. på mange måder den plade, som Kendrick Lamar blev kritiseret for ikke at lave med To Pimp a Butterfly: den er let tilgængelig. Det er en jazzet plade, der tilbyder en form for trøst til en hel generation, der sommetider har brug for det. Men det er samtidig en plade, der er fuld af bangers, som man ikke behøver at grave efter et dybere budskab i. Tracks som ”HUMBLE”, hvor Lamar bryster sig af ikke at behøve stoffer for at finde sit groove, og ”ELEMENT”, hvor han sværger, at han vil overgå sine samtidige på rapscenen med stil, er yderligere beviser på, at Kendrick har taget hul på et nyt niveau i sin karriere. Hans største udfordring fremover bliver at overgå sig selv.— Lawrence Burney

Der findes en helt distinkt type ensomhed, der præger unge mennesker i den moderne verden. Det, at man har ubegrænset adgang til alle, lige meget hvor og hvornår, er ofte bare med til at forstærke følelsen. Det gør forhold – potentielle såvel som fallerede og forgangne – mere forvirrende, og det gør ofte, at man sidder tilbage med skyldfølelse (hvis du har svært ved at skabe forbindelser til folk, når du har så let adgang til andre, så må det være, fordi der er noget i vejen med dig, ikke?). Det gør det også meget lettere at undgå følelsesmæssige konfrontationer og skaber helt grundlæggende et følelsesmæssigt miljø, der er rigtig godt opsummeret i det her tweet. Ctrl er et mesterværk, der er skabt i dette minefelt af følelser.

På intet sted undervejs lægger 28-årige SZA fingre i mellem. Begær, hævn, romancer, forholdet til kroppen og angst over tidens gang bobler overalt på pladen i, hvad der kun kan beskrives som det mest sårbare pladeudspil fra en kunstner siden Frank Oceans Blond(e). Men ulig Blond(e) så forsøger Ctrl ikke at distrahere lytteren med effekter. Der er ingen kulisse, som SZA kan gemme sig. Hun står hele tiden i spotlyset og taler direkte til lytteren. Hun lægger ikke skjul på noget, mens hun fortæller om sit forhold til sex og de partnere, hun har haft, der har præget det. Hun er især hudløst ærlig om sig selv.

Pladen åbner til lyden af et stykke papir, der rives i stykker og krølles sammen, mens en stemme siger: ”det er min allerstørste frygt – hvis jeg mister kontrollen, så kører det hele, du ved… Det ville bare køre helt af sporet.” Det er en underspillet, men tydelig tilkendegivelse. Fortælleren kunne i princippet være i gang med at rive hvad som helst i stykker – et brev, der er dumpet ind af brevsprækken, et brev, der aldrig er blevet sendt – eller måske er det noget, der åbnes – en konvolut, et selv. Under alle omstændigheder er intentionen krystalklar. Fortælleren har revet noget i stykker og dermed valgt at begynde forfra, at tage kontrol over en situation ved at afvise en anden; omstændighederne bliver sekundære i forhold til personen, de påvirker – ”ting” bliver til ”jeg”.

Ctrl er lige dele undersøgelse af, hvem dette ”jeg” er, såvel som en proces henimod at tage ejerskab over jeg’et. På åbneren, ”Supermodel”, synger hun om at bolle med sin ekskærestes ven for at tage hævn. På ”Garden (Say It Like Dat)” indrømmer hun, at hun har behov for opmærksomhed og bekræftelse for at have det godt med sig selv. På ”Normal Girl” længes hun efter at være en anden (// type of girl you take home to your mama //) og måske er det i sammenligning med ”the difficult girl”, hun påstår, hun er andetsteds på pladen. // I really wish I was a normal girl // synger hun og sætter ord på den følelse af usikkerhed, som mange kvinder skal takle, hver gang vi føler os utilstrækkelige eller uønskede.

Der findes masser af øjeblikke på pladen, hvor SZA stråler af kompromisløshed selvsikkerhed, men Ctrl skiller sig for alvor ud, når hun bearbejder sine egne fejl og svagheder. Pladens skønhed kommer af den innovative leg med genrer som R'n'B, soul og indie, men den løfter sig virkelig i kraft af den særegne stemme, som både er smuk og fuld af kraft. Det er en plade, der lyder, som om den er lavet af et menneske, der har brugt så meget tid på at reflektere over sit eget liv, at hun har brudt igennem til den anden side og har lært at acceptere sig selv. Kvinder dømmes meget hårdt – både i offentligheden og i livet generelt – men det er tit den indre stemme, der er sværest at overvinde. At høre SZA slå igennem med en plade, hvor hun er skånselsløs i sin selvudlevering, men samtidig finder en indre ro, selv om hun til tider ville ønske hun var en anden, er en helt uvurderlig gave til verden.— Emma Garland