FYI.

This story is over 5 years old.

Fortællinger om heltemod

Til heltene, der forsøgte at holde et rave i en nedlagt Toys R Us: Vi hylder jer

Sidst i marts gennemførte politiet i London efter sigende en razzia i en nedlagt Toys R Us-forretning og arresterede fem personer.
Amer Ghazzal / Barcroft Images / Barcroft Media via Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada

Toys R Us er måske det bedste eksempel på det gamle ordsprog om, at man skal sætte pris på tingene, så længe man har dem. Det kom som et chok for mange, da legetøjsgiganten tidligere på året måtte erklære konkurs i Storbritannien og USA – chokket ramte nok i overvejende grad folk, der af en eller anden grund regnede med, at fysiske butikker, der sælger fysiske ting, aldrig forsvinder (*klip til Jeff Bezos, der sidder på en kæmpe stak pengesedler og griner som en Bond-skurk, mens han planlægger den næste opsending af en Maserati til Mars*). Men en mands død, er en anden mands brød. I London har en gruppe ambitiøse festaber nemlig forsøgt at afholde en storslået fest i en nu nedlagt afdeling af Toys R Us.

Som Variety kunne fortælle for nylig, så lukkede politiet i Hounslow, en forstad til London, den 31. marts et rave i en Toys R Us og arresterede i den forbindelse fem personer. Navnene på de her helte er endnu ikke offentliggjort, og omfanget af festen er fortsat uklar. Der kan have været alt mellem 20 og 2.000 gæster til stede. Hvor mange mennesker kan en gennemsnitlig Toys R Us rumme? Under alle omstændigheder må man gå ud fra, at den lette adgang til sutter i Babies R Us-afdelingen har gjort stedet oplagt i arrangørernes øjne. Politiet har tweetet et billede af, hvad der ligner et ødelagt skilt fra forretningen, men det kan selvfølgelig være photoshoppet.

Det er ikke første gang, vi hører en historie om et rave, der er blevet afholdt i uortodokse rammer i Storbritannien. I 2017 festede 200 ravere efter sigende i en kloak, hvilket understreger, at tønden med gode ideer i den kultur bogstavelig talt er bundløs. Det er faktisk beundringsværdigt. Findes der en større hyldest til livet og friheden end at omdanne et kapitalistisk monument til ukritisk og uhæmmet forbrug til et festparadis med techno og fællesskabseufori? Det er et direkte nobelt initiativ. Du kan læse mere om hele miseren her.