Vi gjorde det utænkelige og opdagede faktisk fede nye bands på en festival
Kim Kim optræder til Uhørt. Alle billeder af Hedda Rysstad.

FYI.

This story is over 5 years old.

Ting vi har set

Vi gjorde det utænkelige og opdagede faktisk fede nye bands på en festival

Københavnske Uhørt Festival føltes lidt som at gå rundt i Spotify Discover, hvis det fandtes i virkeligheden.

Uhørt er den type festival, som man ikke tror findes mere. Hvis man overhovedet kan kalde noget, der ikke har kæmpe jumbotron-skærme, et Royal-sponsorat og en mistænksomt overpromoveret anti-narkotika kampagne, en festival nu til dags. Uhørt er en showcase af spirende artister, hvor uskyldige, uprøvede navne, der endnu ikke har slået igennem på verdens store scener, får mulighed for at spille på en reel festivalscene. I en nærmest Battle of the Bands-agtig konstellation spiller hvert band et 30 minutter langt sætt, og for en gangs skyld er kvindelige artister mere end bare en fodnote i den danske festivals lineup.

Annoncering

Genreviften er bred på årets Uhørt: her er rap, psych, eksperimentel musik, white people-reggae, forsangere, der går anonymt og uantastet gennem festlighederne – vi så endda en harpe på et tidspunkt. Nogle af de her bands kommer aldrig til at grave sig ud af obskuritet. Når en Uhørt-koncert er værst, er det et gymnasieband der har deres livs oplevelse. Når det er bedst, er det den lettere prætentiøse men unægteligt tilfredsstillende oplevelse af at opdage fed, ny musik og kunne sige, at "du faktisk så dem, da de spillede på Uhørt", skulle de en dag nå til det niveau, hvor t-shirts med deres logo på går for mere end en tyver.

Her er et par af de navne, vi stødte på til Uhørt Festival 2018 på indtog KPH Volume, der faktisk – og et par grunde til, at du faktisk ville få noget ud af at klemme dem ind mellem Drake og Gilli på din tætpakkede playliste:

M. Rexen

Foto: Hedda Rysstad

Foto: Hedda Rysstad

Hvem? Michael Rexen er musiker, filantrop og levemand, der, så vidt vi ved, bor i en yurt et uspecificeret sted på Christianshavn. M. Rexen er flagskibet i en lang række eksperimentelle projekter, han har medvirket i, og det eneste af dem, du lige nu behøver forholde dig til. Barfodet og med en sej hat, der virker, som noget Remee ville tage på på landsdækkende tv, ligner Michael Rexen mere end noget andet en buddhistisk Jack Black. Han er ublufærdig og kommanderende, med en scene-karisma som en diktator for verdens dankeste mikronation. Med sig på scenen har han et massivt band, der bedst kan beskrives som den sidste tilbageværende håndfuld individer til en morgenfest, hvis de alle sammen havde fået stukket et vilkårligt instrument i hånden; karakterer som blandt andet Rexens sporadisk cross-dressed bandkammerat, ven og muse, Henri Gibbs, Thorbjørn fra Smag På Dig Selv på saxofon og en person på tuba. Jep. En fucking tuba.

Annoncering

Hvordan lyder det? At opleve M. Rexen live er lidt ligesom at glemme hvilket århundrede – og hvilken dimension – man befinder sig i. Musikken ærer ægte Hendrix-æra rock uden at være en generisk, sjælløs kopivare. Mellem sangene hvisker Rexen vage, esoteriske og forførende ting ind i mikrofonen. Det er rock, country, blues, hornmusik, et bohemeagtigt Mumford & Sons, hvis de tog alle deres venner med på scenen til et jam – og alligevel ingen af delene. 'Alternativ' er ikke alternativt nok til at genrebetegne det, der foregår, når M. Rexen indtager scenen.

Men hvad rager det mig, egentlig? Det mest imponerende ved det her intergalaktiske, barfodede megaband er nok, at Rexen faktisk har formået at samle otte mennesker udover sig selv på scenen. På én gang. På et bestemt tidspunkt. Det burde ikke fungere – men det gør det. Det er versatil og energisk rockmusik, der kan agere soundtrack til mange forskellige sindstilstande. Men vigtigst af alt lyder det – i en tid, der er overmættet med copy/paste-projekter – absolut ikke som noget, du har hørt før.

Du kan starte med at lytte til: "Love in Three Stages"

Moon Mountain

Foto: Hedda Rysstad

Hvem? Moon Mountain er en københavnsk firkløver, der laver poppet, 80'er-nostalgisk psychrock. I front står Mona Selma Linderoth og Ingvild Njølstad Skandsen, der, udover at lægge en hypnotiserende vokal, endelig besvarer spørgsmålet om, hvordan de der creepy, identiske tvillingepiger fra Ondskabens hotel ville se ud, hvis de i dag hjemsøgte festivalscener i stedet for Værelse 237.

Annoncering

Hvordan lyder det? Florence and the Machine møder Tame Impala møder Slowdive, hvis du pissede dem af, møder ABBA trukket gennem et syrebad. Moon Mountain opbygger bidske, melankolske lydmure af beskidte guitarriffs og Linderoths raspende og forførende Shirley Manson-agtige stemme.

Men hvad rager det mig? Det kan være svært at præcisere, hvad det egentlig vil sige, at noget er psychmusik, men stilarter er elliptiske, så selv i vores hyperdigitale tidsalder er det stadig en rodekasse, der er værd at beholde. Og så ser Moon Mountain generelt bare ret tjekkede ud.

Du kan starte med at lytte til: "Never Again"

Vesper

Foto: Hedda Rysstad.

Hvem? Vesper er en synthpop-duo fra København, og hvis du synes, du kan kende dem, er det nok, fordi du er stødt på dem før. Stemmen er Nana Odderskærs (Coco Moon), mens den lyse, legesyge produktion orkestreres af Mikkel Sönnichsen (Asta Fall).

Hvordan lyder det? Vesper leverer sjælevridende ballader med små jag af synthrock. Ved sit grummeste grænser det op til Massive Attack med en hjerteskærende vokal, og når det er lettest, lyder det som tjekket, new age Bond-musik. Tænk: Cocteau Twins, hvis Cocteau Twins lod være med at være så kryptiske, og deres tekster faktisk gav mening.

Men hvad rager det mig? Udover at være en fremragende kandidat til musik, du kan sætte på, mens du slår op med nogen, er Vesper ubesværede og komfortable på scenen, mens de vrider alt, hvad der overhovedet kan vrides ud af en mikrofon og en synthesizer. Og nu har den evigt-voksende københavnske synthpop-scene endelig (!) fået en kvindelig forsanger.

Du kan starte med at lytte til: "Woman"

Takykardia og Hôy la var også på Uhørt, og er helt klart også din tid værd.