Nogle historiske begivenheder glemmer vi danskere aldrig. EM 92. Vores befrielsesdag den 5. maj 1945. Og selvfølgelig den første danske medalje nogensinde ved et vinter-OL, curlingkvindernes sølvmedalje i Nagano i 1998. Tænk engang, at det i dag er lige præcis 20 år siden, at en stor del af den danske befolknings curlinginteresse nåede et klimaks, efter folk over flere uger havde holdt sig vågne for at se langstrakte curlingkampe transmitteret direkte fra Japan. Desværre var det lidt af en flad fornemmelse, at vi ikke vandt. MEN vi rejste os selvfølgelig igen og vendte oplevelsen til et ægte dansk "hvor var det flot, at vi gjorde vores bedste"-scenarie.
Annoncering
Og som med de fleste andre mindeværdige danske begivenheder, har vi heldigvis et stykke kulturarv, der kan minde os om curlingkvindernes næsten-triumf: Gramsespektrums "Vi kaster med sten". Og godt nok ændrer humor sig med tiden – det er derfor, du ikke helt kan se pointen ved Charlie Chaplins mimende slapstick-comedy, og din farmor ikke forstår dank memes – men der er nogle ting, der bare er tidsløst grineren. En af de ting er curling. Sporten, hvor fuldvoksne mennesker – nej, atleter – rejser verden rundt, har matchende tøj på, konkurrerer mod deres modstykker fra andre lande, ja, gør alle de ting, som ægte professionelle atleter som Roger Federer og Usain Bolt gør – men det hele går ud på at…lade nogle sten…glide – taktisk – henover is. Og så er der folk, der fejer. Folk, hvis job, det er at skrubbe isen. En anden ting, der aldrig bliver usjov, er Gramsespektrum."Vi kaster med sten" er en single fra Gramsespektrums storhedstid og var nummer 12 på deres legendariske opsamlings-cd, Gramsespektrum – Greatest Hits 1996-1998. Det, vi dog ikke fik med, da vi sad ud tudede af grin foran ghettoblasteren i fritidshjemmet, var den livsændrende, geniale musikvideo, Gramse-drengene fik lavet til den mindst lige så vigtige sang. Heldigvis er der en helt, der har rippet videoen fra det for længst afdøde musikprogram Okay Tone (RIP) og lagt den på YouTube i en kummerlig kvalitet, der giver en god idé om, hvordan det var at glo curling på 90’ernes farverørs-lortefjernsyn.
Annoncering
Der er uendeligt mange gode ting at sige om “Vi kaster sten”, men da det i dag er præcis 20 år siden de danske curlingkvinders næsten-mirakel i Nagano, (og vi teknisk set også burde lave andet, end at sidde og mindes forgangne, nationale næsten-triumfer inden for curling) har vi her begrænset os til de 20 bedste:Tænk, at udtrykket ‘curlingforældre’ i dag er det diametralt modsatte af den karakter, Bertelsen spiller her. “Vil du være den bedste i verden? VIL DU VÆRE DEN BEDSTE I VERDEN? Så er det dernedad med den.”… men virker egentlig forholdsvist ligeglad. Det var den indstilling, der scorede os en bænkplads til de sidste to internationale fodboldslutrunder. Flot.Vi ved godt, at det er satire, men forestil jer et kort øjeblik, hvordan det må være at være oprigtigt passioneret curlingfan. Hvordan ville den virkelighed overhovedet se ud? Hvad er op, og hvad er ned?Stolthed? Motivation?…Børnemishandling?Hvem kan ikke huske den danske skipper Helena Blach Lavrsens kommanderende tilstedeværelse på isen? Udødeliggjort her, som en kvindelig Peter Schmeichel i en meget mere obskur sport, som ingen andre end os danskere nogensinde vil tage sig af.
Mikael Bertelsens portrættering af en curlingfar i introen
Anonymt lyshåret dansk barn repræsenterer det sidste og bedste håb for dansk curlings fremtidige succes
// Det er et brandsjovt spil //
Det lidt for hårde klap på kinden, Mikael Bertelsen giver den lille pige
Arkivoptagelserne af curlingkvinderne, der er drysset ud over videoen
Annoncering
Bandnavnet 'Curly Fries'
Hele første vers handler dybest set om, hvilke bogstaver der er og ikke er med i “D-A-N-M-A-R-K”
Erkendelsen af at vi rent faktisk ikke vandt
Simon Bonde har den bedste råbe-stemme i verden
Linjen: // Vi knuser dem / og ydmyger dem //
Mikael Bertelsens pludselige indhop som dansk curligan med klaphat mod slutningen af videoen
Videoens slutskud af SØLVmedaljen
Den her internet-tutorial, hvor man (måske) kan lære at spille sangen
Der er en, der kommenterer under videoen, at sangen minder ham om en ekskæreste
Performance-setuppet i videoen
Peders paryk
Når Peder rejser sig op og spiller keys stående
Pludselig sølvmedalje-geisha dukker op midt i den overgearede slut-råbe-fase og minder os om, at alt det her foregik i 90'ernes Japan
Annoncering