ZK og Lasse Cato København interview 2018
ZK (t.v.) og artiklens forfatter. Alle billeder af Taleb Fartous

FYI.

This story is over 5 years old.

Interview

Bang, bang, bang: Verdens mest ægte face-to-face interview med rap-mastodonten ZK

Vi har endelig mødt Ishøj-rapperen. Han fortalte om sit nye track med Node, hvor pisseligeglad han er, og at hans yndlingssang er Kevin Lyttles ”Turn Me On”.

Hvis du ikke kender ZK endnu, har du sovet i timen. Den danske rapper har over det sidste år lavet nogle af landets mest streamede sange. Sideløbende med det har vi forsøgt at få et interview med ham. Indtil videre er det lykkedes at udveklse emails med ham. Og derefter at snakke i telefon med ham. Men indtil nu har manden bag sange som ”Zum Zum”, ”Ca Ca”, ”Way Way” og ”Desert Eagle” været en form for enhjørning. En mytisk karakter, man drømmer om at møde, men ikke rigtigt er til at finde i virkeligheden.

Annoncering

Heldigvis kommer alt godt til den, der venter. Omsider er vi blevet bevilget en audiens hos de danske hitlisters ukronede konge. Anledningen er hans nye track, ”Bang Bang”, der gæstes af Node og indeholder alle komponenterne af et ZK-hit: Et catchy omkvæd, der bliver drevet frem af onomatopoietiske gentagelser, et boblende beat af hans faste producer, PakiNextDoor, og tekster om op- og nedture på Ishøjs gader.

Mødet finder sted hos hans pladeselskab i Indre København. Vi får en cola og en danskvand, mens vi venter i en sofa i receptionen. TopGunn kommer gående forbi sammen med en midaldrende mand. Den tidligere Cheff Records-profil går og kaster lidt med en vandflaske, taber den på jorden, samler den op igen, hilser pænt på os og forsvinder ind i et virvar af mødelokaler og åbne skrivebordsmiljøer.

Kort efter bliver vi guidet ind i et mødelokale, og et minut efter sker det. Endelig. Fænomenets entré. Klædt i Yankees-kasket, langærmet hvid Adidas-t-shirt, joggingbukser og Prada-sneakers med en lyserød sodavand i hånden. ZK.

Over den næste time viser han os video-teaseren til "Bang Bang", tager os med op til en smøg på pladeselskabets terrasse og giver os det interview, vi har ønsket os i over et halvt år. Se teaseren herunder, og scroll videre for at lære mere om ZK's tagline ("ZK, HAHA!"), hans forkærlighed for Kevin Lyttles "Turn Me On" og i det helt taget forstå, hvorfor han er det mest pisseligeglade menneske i Danmark.

Annoncering

Noisey: Hej ZK. Hvordan er det at blive interviewet, synes du?
ZK: Jeg er ikke så god til det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det.

Okay, lad os bare prøve at starte med-
Er det helt sort kaffe, du drikker?

Ja, det er det. Har du drukket kaffe i dag?
Mm-mm [ryster på hovedet]. Den her smager godt, har du smagt den?

Nej, hvad er det for en smag?
Det er ’Schwippers’, tror jeg, der står.

Lækkert. Lad os snakke om den nye sang, ”Bang Bang”. Hvad er det for et track?
Hvordan skal jeg forklare… Det er et ’ligeglad’-track. Det handler om, hvordan jeg ser tingene, og hvor ligeglad jeg er. Hvordan skal jeg forklare det? Spørg mig, Lasse.

Hvad er det, du er ligeglad med?
Jeg er ligeglad med alt generelt.

Okay, så prøv at fortælle om, hvor det blev lavet henne.
Det blev lavet i studiet. PakiNextDoor lagde beatet som altid med det fede klaver, klokker og det hele. Først var det kun mig på den, men så tænkte jeg: ”Hvem kunne lyde fed på den her sang, der også kunne lyde ligeglad ligesom mig?” Og så tænkte jeg, at Node kunne lyde pisseligeglad. Han var frisk, og når du hører det nu, er det også bare en pisseligeglad sang.

ZK med cigaret og København i baggrunden

Hvad er din yndlingslinje af dine egne fra sangen?
Jeg kan godt lide C-stykket. "De pakker Desert Eagle nede i gården." Patronerne er gravet ned i skoven. Og vi løber stadig fra loven. Det vil vi altid gøre. Det er altid i mit C-stykke, man kan høre sangens mening. Men den her sang er bare dedikeret til dem fra gaden, der kan relatere til det. Og dem, der ikke kan relatere til det, kan relatere til første vers, måske: // Nogle gange er det svært at lytte til mit indre //.

Annoncering

Det er en god linje, synes jeg.
Det er lidt svært, for vi vender altid tilbage til det dårlige. Mit indre vil gerne det gode, men det dårlige hiver mig altid tilbage igen.

Nu har du heldigvis noget godt med din musik. Hvad skal der ske fremadrettet?
Jeg vil ikke spille klubjobs næste sommer. Jeg vil spille festivaler. Forestil dig mig med et liveband bagved, som jeg instruerer. Helt all-in.

Hvilken festival vil du helst spille på?
Jeg vil gerne spille Smukfest. Ikke Roskilde. Kun hvis jeg kan få Orange Scene, ellers er jeg ligeglad. Men Smukfest, Grøn Koncert, Tivoli er også fed. Jeg har spillet én gang i Tivoli med Sivas, hvor jeg spillede ”Zum Zum”. Der tænkte jeg: ”Det her er sindssygt.”

Har du selv været til mange koncerter som tilskuer før i tiden?
Faktisk ikke. Engang var der RapKings (dansk rap-konkurrence, red.) i Ishøj. Men dengang var der ikke så meget musik som nu – der var for eksempel ikke Gilli og den slags federe sange.

Hvor hørte du musik dengang?
På YouTube. Og så downloadede vi til vores Nokia. Så solgte vi sange til hinanden. 2Pac-sange kostede 50 kroner.

Hvad er din yndlings 2Pac-sang?
”Hit ’Em Up”. Han sætter bare Biggie på plads, selv om jeg også godt kan lide Biggie. Og beatet er det sygeste, jeg nogensinde har hørt. Men min yndlingssang – det må I gerne afsløre – er ”Turn Me On”.

Kevin Lyttle-nummeret?
Præcis! Jeg falder i søvn til den derhjemme. Og når jeg står op, spiller den stadig, fordi jeg har sat den til at gentage. Han har en sindssyg stemme.

Annoncering

Men du må have været lille, da den kom frem?
Jeg tror, jeg stadig lå i min fars klunker, dengang de udgav den.

Haha, jeg kan ikke rigtigt fatte, at vi snakker om det her lige nu.
Jeg har hørt den i mange år i træk. Jeg får ikke nok af den. Der er nogle sange, jeg får nok af, og bare du spiller starten, siger jeg: ”Sluk den.” Men den her hører jeg altid helt færdig. Jeg forstår ikke engang et ord af, hvad han siger – måske ”turn me on,” det betyder ”gør mig varm” – men bare hans topline, hans flow og hans stemme.

Lasse Cato og ZK interview 2018

Hvor kommer taglinjen ”ZK, HAHA!” fra?
Det var ikke engang et tag, men da jeg lavede ”Solskin”, begyndte alle på gaden at sige: ”ZK, HAHA!” Folk skrev det, og lige pludselig fik folk det tatoveret. De har det tatoveret under læben og på benet. Efter det tænkte jeg, at det er mit tag.

Der må også være folk, der råber det på gaden?
Ja, helt vildt. Nogle gange bliver de ved med at gøre det, så er det ikke sjovt. ”ZK, haha-hahahaha.” Okay, vi har hørt det, bro.

Bliver du stoppet på gaden nu?
Jeg tager ikke så meget ud. Hvis du spørger en fan, om de nogensinde har set ZK, er jeg 100 på, at han eller hun vil sige nej, for man ser mig ikke nogen steder. Heller ikke i byen. Eller på Strøget. Skal du fange mig, er det i min gård i Ishøj. Eller heroppe på Sony. Ellers fanger du mig aldrig.

Hvordan var det at komme herop første gang?
Det er lang tid siden. 2016, måske. Jeg blev glad, fordi jeg så forskellige sangere. Den første, jeg så, havde jeg set i tv – hvad hedder ham der fra tv, den orangehårede? Ham der synger… Williams! Carl Williams.

Annoncering

Karl William?
Ja, jeg så ham pludselig heroppe. Så blev jeg glad og mødte også nogle andre fra branchen. Nu er det bare blevet normalt.

Hvad er det næste, der skal ske?
Så er det der, vi skal kneppe hele systemet. Og når jeg siger ’kneppe systemet,’ mener jeg: Kneppe. Hele. Systemet. Med min ep, som er det eneste, jeg arbejder på lige nu. Jeg skal bare gøre alle sangene til hits, ellers gider jeg ikke udgive dem. Men jeg kan stadig ikke sige, hvornår den kommer.

Vi glæder os. Tak for snakken, ZK.


Mere fra Noisey Danmark: