FYI.

This story is over 5 years old.

essay

Du kan ikke længere ignorere Travis Scott

På ’ASTROWORLD’ finpudser Houston-rapperen alt det bedste ved sin lyd.
Foto: Tasos Katopodis/Getty Images til Maxim

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Det sværeste ved at følge Travis Scotts udvikling gennem årene har været konstateringen af, at han gradvist har cementeret sin rolle som en af rappens førende kunstnere uden så meget som skyggen af et lineært narrativ. Det er Houston-rapperen ikke nødvendigvis alene om. Migos, som Scott ofte arbejder sammen med (lyt for eksempel til Quavos Huncho Jack), laver generelt heller ikke musik om andet end en dekadent livsstil, men har trods alt berørt personlige emner (Offset har tidligere rappet om sine problemer som 17-årig far). Futures musik falder også i den kategori, men han har det også med at snige små, personlige referencer ind i sine tekster. Hvis du derimod blev udspurgt om Travis Scotts livshistorie, ville du formodentlig have svært ved at svare. Det, der redder Scott i den forbindelse, er hans evne til at skabe en parallelverden i sine tekster – en verden befolket af tivoliforlystelser, ondsindede klovne, antikke racerbiler og et uudtømmeligt lager af stoffer. Og med det repertoire i baghånden er det lykkedes Kanye Wests protege at optræde på tracks og i studiet sammen med nogle af vor tids største rappere, hvis ikke de største nogensinde.

Annoncering

Det, Travis Scott har lært os gennem årene, er, at det stadigvæk er noget værd at skrive musik, som gør folk glade – også selv om det ikke nødvendigvis er intellektuelt stimulerende. Fra hans hæse, autotunede harmonier til de grandiose, ansigtssmeltende produktioner til fortolkningen af hjembyens lyd – man kender en Travis Scott sang, når man hører den. Det er også tilfældet på hans features (hør bare Rihannas ”Woo” eller Migos’ ”Kelly Prince”). Scott begyndte at forme sit æstetiske udtryk med debutalbummet Rodeo i 2015. Glimtvis lyder projektet som en mørkere, narkodrejet version af Kanye Wests 808ssom visse anmeldere fandt direkte bidsk. Men det var også et tydeligt tegn på, at han havde sin helt egen måde at udforske formatet på. ”90210” – der stadig en af hans stærkeste sange – springer fra at være en syret fortælling om en kvinde på LA-scenen med et lidt for nært kærlighedsforhold til kokain, til at blive en mere afslappet sang om, hvor godt det føles at være slået igennem. Han stod bag den uforudsete, men fremragende parring af Swae Lee og Chief Keef (”Nightcrawler”). ”Impossible”, som man bliver direkte ør af at lytte til, handler om, hvor uovervindelig de rigtige stoffer får en til at føle sig. Men alt i alt var Rodeo ikke en kæmpesucces, fordi den manglede kontinuitet og mere substans.

Scotts opfølger, Birds in the Trap Sing McKnight fra 2016, kompenserer for nogle af manglerne på debuten. Mens mange af hans kolleger på scenen rappede om kampen med pillemisbrug, begravede Scott sig i stedet dybere i den euforiske verden, han skabte med selvsamme rusmiddel. Fra ”coordinate” til ”sdp interlude” til ”biebs in the trap” – det var et album, der på det kraftigste argumenterede for at feste igennem, selv når det var ubevidst. Sammenlignet med forgængeren, var numrene kortere og mere fokuserede (fra 76 minutter til 54), hvilket gjorde lytteroplevelsen langt mere glat. Samtidig skabte det plads til, at musikkens hypnotiserende kvaliteter kunne træde i front. Pladen viser, hvor knivskarp Scott kan være, når han giver sig selv tid til det. Og lige netop den pointe står endnu tydeligere i dag, to år senere, med kunstnerens tredje studiealbum ASTROWORLD – det mest glatpolerede og bredtfavnende han nogensinde har præsteret – der er ude i dag, som demonstrerer, at Scott fortjener sin plads i toppen af rappens rangorden.

Annoncering

ASTROWORLD er blevet teaset siden sidst i 2016, da Scott Tweetede, at pladen ville udkomme i 2017. ”Min tanke er, at hvis du var nede med Rodeo, så er du også nede med ASTROWORLD,” fortalte han Zane Lowe på .wav radio i sidste uge, inden albummet udkom. ”Jeg afslutter sagaen, jeg påbegyndte på mit første album. Det her skal egentlig være mit andet album.” Tematisk set er albummet en hyldest til en forlystelsespark i Houston med samme navn, som lukkede i 2005. Men når man har med en kunstner som Scott at gøre, der er kendt for at gå til den uden bekymringer, er det sikkert at antage, at ASTROWORLD er et alternativ til et andet sted, hvor han morede sig enormt som ung i det sydøstlige Texas. Men denne gang er det ham, der bestemmer, hvad parken tilbyder af forlystelser. Og hvis du har været opmærksom, når du lytter til Scotts musik, så har du sikkert en god ide om, hvad det er for et sted, du bevæger dig ind.

Fra den første del af albumåbneren ”STARGAZING” inspirerer Scott til psykedeliske hallucinationer med en snert af Houston-swing. Derefter følger forudsigeligt (men på ingen måde skuffende) et helt nyt beat, der er endnu mere galaktisk i sit udtryk. Sangen etablerer et tema, som bliver grundlæggende for det musikalske univers på ASTROWORLD, nemlig det, at Travis Scott ikke havde brug for at udvikle et nyt udtryk, men for at skærpe det, han allerede havde. Det tydeligste level-up kommer i form af Scott, der insisterer på, at han, ligesom sin Chicago-mentor, kan anses for at være en af genrens bedste dirigenter.

Annoncering

Frank Ocean dukker op på den hårdtslående ”Carousel” og giver endnu et argument for, at det er på tide, han selv laver et rap-album. Han lyder også godt med Scotts ”IT’S LIT”- og ”STRAIGHT UP”-adlibs i ryggen, mens han kaster rim af sig. På ”No Bystanders” har Scott Chicago-rapperen Juice WRLD med på hooket og byder også på Harlem-stjernen Sheck Wes til en imponerende opdatering af Three 6 Mafias hook på ”Tear Da Club Up”. På en eller anden måde får han også klemt Tame Impala, Pharrell Williams og The Weeknd ind på albummets korteste sang ”Skeleton”.

Der er allerede blevet skrevet en del om ”Sicko Mode”, hvor Drake har en feature, som på elegant vis teaser Drizzys vers i begyndelsen af sangen for så først at rulle ham ud i afslutningen. Men det er ikke engang det mest imponerende aspekt af sangen: Inden et kort segment med Swae Lee og Mr. Grahams vers, transformeres ”Sicko Mode” til en ubesværet, sammenflettet kavalkade af rappens mest indflydelsesrige skikkelser: Biggies ”Gimme The Loot” sniger sig ind, 2 Live Crew’s Miami basklassiker “I Wanna Rock (Doo Doo Brown)” dukker op, og Houston-legenden Big Hawk får plads på hooket. Det er et passende mashup, når man tager i betragtning, at 2018 er året, hvor rappen har genskrevet sin egen historie for moderne ører. Og med et album, der er så tungt på referencer, er det også meget passende, at Memphis-produceren Tay Keith, hvis beats lyder som alt fra Skinny Pimp til Gangsta Boo, er inde over.

Det andet eksempel på Scotts evne til at sætte imponerende soniske puslespil sammen er ”Stop Trying to be God”. Sangen i sig selv bærer et af rapperens mest lineære koncepter til dato, hvor han rapper om ikke at miste fatningen i takt med, at han bliver mere og mere berømt. Men selv uden det aspekt, så er sammensætningen af bidragsydere til tracket en våd drøm for enhver fan. Det er svært at forestille sig en bedre kombination end Kid Cudis nynnen og Stevie Wonders harmonika med James Blakes stemme som kirsebærret på toppen. De store features står nærmest i kø for at komme til på albummet, hvor Scott agerer vært. Men hvad vigtigere er, så lykkedes det for ham, fordi han er i stand til at pirre lytterens nysgerrighed med mystikken: Hvem gemmer sig bag det næste hook? Hvem er det, der rapper på Three 6 Mafia-klassikeren? Hvordan fanden passer Stevie Wonder sammen med en fyr, der rapper om at ryge pot og poppe piller?

ASTROWORLD er en skelsættende plade i 2018. Den er kommet på en sommer, hvor genrens giganter (Kanye, Drake, Nas, The Carters) har forsøgt at ”fange øjeblikket” ved at udgive halvbagte projekter, der hurtigt er blevet glemt igen. Usandsynligt som det lyder, er det ikke desto mindre sandt, at ASTROWORLD er et af årets bedste albums. Travis Scott overskygges ikke længere af sine features. Han har i stedet fundet ud af at bruge dem, så de får hans eget projekt til at funkle. Albummet har også haft gavn af, at Scott har brugt to år på det og derved skærpet sine evner, som vi først blev bekendt med på Owl Pharaoh i 2013. ASTROWORLD er det album, som Travis Scott-lyttere altid har vidst ventede et sted derude, men aldrig havde en garanti for, ville manifestere sig. Men nu kan de (og alle os andre) sammen glædes ved, at han endelig har lært at skære ind til benet.