FYI.

This story is over 5 years old.

essay

Er Migos' 'Culture II' overhovedet noget værd?

Maratonalbummet udkom for lidt over en uge siden og strækker sig over 24 tracks på næsten to timer. Berettiget eller helt til grin?
Culture II coverart

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Historien om rap er samtidig historien om at overkomme fysiske begrænsninger med kreative løsninger – loopede breaks og afværgede sagsanlæg, bootlegs og forhastede udgivelser. Der findes album, der ganske enkelt lyder bedre på kassettebånd (for eksempel Quik is the Name og alt, hvad Redman nogensinde har lavet). Der er kunstnere, hvis bagkatalog ikke ville give nogen mening, hvis pladerne optrådte uden for den digitale kontekst, de er inspireret af. De fysiske, økonomiske og juridiske begrænsninger har farvet rappens kreative udtryk, siden genren først så dagens lys – sagsanlæg over samples afføder nye lyde i produktionen, demokratiseringen af optagelsesudstyr tillader hobbymusikere at fifle med vokaleffekter, som de ikke tidligere har haft adgang til. Og lige meget, hvad du laver, så skal det passe ned i et stykke fysisk materiale, som fans kan holde i hænderne eller i hvert fald lægge på telefonen.

Annoncering

Er Culture II et dobbeltalbum? Craig Jenkins, der skriver for Vulture, kalder den for et ”data dump”. På lignende vis påpeger Meaghan Garvey i en lunken anmeldelse på Pitchfork, at Migos’ Spotify-profil ikke dirigerer fans i retning af selve albummet, men derimod en playliste på 72 sange, der viser sig at være albummet spillet i træk tre gange. Begge skribenter har ret, når de kritiserer gruppen og dens label, Quality Control, for at udnytte reglerne for musikstreaming, som belønner længere projekter i forhold til mulighederne for at kravle op af hitlisten. (I skrivende stund vurderes Culture II til at debutere på førstepladsen ligesom sin forgænger, der kun bestod af 13 tracks). I værste fald benytter en af verdens bedste rapgrupper en kynisk metode til at promovere albummet, der uden tvivl vil trække ned på det samlede resultat, selv om pladen nok skal få succes uanset hvad.

Men mit spørgsmål går egentlig på det kreative aspekt. Hvad får vi ud af en Migos-plade med 24 tracks, der strækker sig over en time og 45 minutter? Normalt er et dobbeltalbum et dobbeltalbum, fordi det ikke passer ned i den normale indpakning. I rapmusikken er den slags fysisk nødvendighed blevet brugt af kunstnere til at skabe forskellige mytologiske fortællinger om dem selv. Der er album som Life After Death, hvor Biggie var opsat på at vise, at han mestrede samtlige stilarter, der var populære i hiphoppen på daværende tidspunkt. All Eyez on Me blev så lang, som den gjorde enten, fordi 2Pac ikke kunne holde op med at skrive materiale, eller fordi han ikke kunne vente med at blive færdig med Death Row. Hverken Jay-Z og Nas, den efterfølgende periodes største rivaler, havde held med bruge formatet til at opbygge deres eftermæle. Outkast brugte det på Speakerboxxx/The Love Below til at signalere det forestående opbrud.

Annoncering

For nylig er der store navne, der har eksperimenteret med formatet udelukkende af kreative hensyn. Lil Waynes Da Drought 3 var et mixtape, der kun udkom digitalt, men alligevel blev det markedsført som et dobbeltalbum – numrene var i flere tilfælde opdelt i to zip-filer. Da Vince Staples skulle lave sit debutalbum på Def Jam, besluttede han sig for at lave en dobbeltdisc-udgivelse ud af Summertime ’06 til trods for, at den kun var 59 minutter lang. Og selv om den detalje gik tabt i den hurtige proces med at få pladen ud, så er de 16 tracks fra A Tribe Called Quests We got it from Here… Thank You 4 Your service på streamingtjenester delt op i to dele af otte tracks. Selv når det ikke er fysisk nødvendigt, så er det at udgive et dobbeltalbum en smart måde at give sin plade en vis tyngde på.

Pudsigt nok lyder og ligner Culture II meget mere det, man kunne forvente af et Migos' store gennembrudsalbum. Den oprindelige Culture, der var lige under en time langt, var skåret ind til benet – og udover det, så var den anden halvdel præget af en anderledes eksperimenterende lyd. Opfølgeren minder om berømte mixtapes som No Label 2, ikke bare i forhold til længden (det er over 90 minutter langt), men også i forhold til stilen. Der er eksperimenter, som tager afsæt i gruppens etablerede stil, og de hjælper med at skabe et alsidigt lydbillede, der viser både udvikling og ambition, mens rygraden udgøres af en række stramme og minimalistiske numre, der looper tilbage til gruppens gennembrud.

Albummet mister helt afgjort noget af pusten halvvejs inde og pletvist på anden halvdel. Sangen med Travi$ Scott, Ty Dolla $ign og Big Sean er lidt af en rodebutik. En sang som ”Work Hard” skulle have været halvt så lang, som den er, mens de flade tracks “Beast” og “Movin’ Too Fast” slet ikke skulle have været med. (Post Malone-sangen kunne også godt have været undladt. Ikke fordi den er udpræget dårlig. Den er bare ikke nødvendig.)

Når det fungerer, er resultatet smukt. Sommetider er det bare en fornøjelse at høre Migos rappe. Måden, de komplimenterer hinanden på, er helt elektrisk, og de flyver gennem versene som akrobater og spytter ordspil og ørehængende melodier ud i en lind strøm. De første 11 sange kunne sagtens have været udgivet som et helt album. Der er den slentrende ”Narcos”, den storslåede ”BBQ”, den legende ”Stir Fry”. På ”CC” leverer Gucci Mane et vers, der lyder skræmmende meget som noget, han kunne have lavet inden spjældet. Så er der de middelmådige, men solide sange som ”Made Men” og den tordnende Cardo-produktion ”Open It Up”. Culture II er langt fra en fuldendt plade. Der er masser af fedt, der kunne have været skåret fra, og par enkelte deciderede fejlskud. Det store eksistentielle spørgsmål er derfor, om en håndfuld halvforkølede ekstra-tracks retfærdiggør opus-længden på et dobbeltalbum – som opsummeres i Quavos lange talbox-outro på ”Too Much Jewelry”.

Men lad os vende tilbage til spørgsmålet om pladens taktile natur. De første Migos-hits handlede om dyre varer (”Versace”) og alt det, forfald i storbyen afføder (bandos). Måske er det meget passende, at en af de bedste sange på Culture II er den svimlende, Metro Boomin-producerede ”Emoji a Chain”, hvor de tre Migos rapper om at hive emojis ud af deres iPhones og hænge dem om halsen.