Booker Benjamin Ljubović Ishøj 2018

FYI.

This story is over 5 years old.

bag scenen

Vi fik røverhistorier og gode råd fra manden, der booker natklub-koncerter for Sivas, ZK og Jamaika

Benjamin Ljubović fortalte om alt fra at booke Kidds første klubshow i en bowlinghal i 2011, til hvad din yndlingskunstner egentlig får for at spille på dit lokale diskotek.

Hvis jeg gik i skole i Ishøj, ville jeg have ret optur over at kunne vælge en gratis Sivas-koncert i Ishøj Idrætscenter i stedet for en matematiktime. Det tror jeg egentlig, jeg ville, lige meget hvor jeg gik i skole. Men i dag er det Ishøj, vi er taget til. Ikke for at se de mange North Face-klædte børn og unge, der hænger uden for sportshallen – og egentlig heller ikke for at se Sivas. Selv om det unægteligt er hjertevarmende at se ham og Reza blive stormet af børn og unge i alle aldre, der har det kæmpestort med at filme sig selv, mens de skråler med på “d.a.u.d.a”.

Annoncering

Ishøj-rapprofilen ZK er her faktisk også, og på et tidspunkt slutter han sig hurtigt til Sivas og Ishøjs ungdom på scenen med sin ny-legendariske “ZK, HAHA!”-tagline.

Men nej, vi er kommet for at møde 29-årige Benjamin Ljubović, der er ejer af booking-, konsulent- og eventselskabet KissMe, for snakke om, hvordan og hvorfor dansk klubkultur har ændret sig gennem de sidste par årtier, og hvad der egentlig foregår bag kulisserne. I det her tilfælde er backstagelokalet knap så meget backstage og mere et omklædningsrum, da vi trods alt befinder os i en sportshal.

Benjamin Ljubović sportshal omklædningsrum

Hey Benjamin – tak fordi vi måtte være med i dag. Hvad er det for et event, vi har været til?
Benjamin Ljubović: Vi har været til det her event for børn og unge, der lever i en familie med stof- eller alkoholproblemer, organiseret af projektGIV. Det er Vestegnsområdet især meget plaget af, så det er noget, vi laver i samarbejde med kommunen. De vil gerne præsentere nogle rollemodeller herfra, der heller ikke har haft den nemmeste opvækst. Og det har blandt andet været med Sivas i år.

Klart. Men det er egentlig lidt et atypisk arrangement for dig – hvilken type koncert er du typisk ude til med de kunstnere, du booker for?
Vi plejer at være ude på natklubber. Så kommer der nogle af de her skæve arrangementer og tiltag, som giver lidt på karmakontoen, og som er sjove. Der er jo ikke noget federe end at stå til noget med et budskab og se små børn identificere sig med det, synge med og synes, det er fedt. Hvorimod når du er ude på klubber i weekenden, bliver det dagligdag – altså det, man lever af. Det er lidt svært at stå på den lokale Crazy Daisy i Jylland klokken tre lørdag morgen og se et større budskab.

Annoncering
Booker iPhone Sivas Ishøj 2018

Forståeligt. Hvem er det, du booker for?
Det er Sivas, ZK, Jamaika, Fouli, Xander, Citybois, MellemFinga, Toko… Jeg har lavet det her i 10 år. Det er sultne mennesker. Det er folk, der gerne vil deres karriere. Det er folk, der er født på en scene, uden de ved det.

Hvordan ender man i den position? Fortæl os lidt om, hvordan du er nået dertil.
Det startede for 10 år siden, hvor alt det her med at lave fester og være promoter ikke var noget, klubejere ville smide penge efter. Det eneste, du havde at sælge, var, at du var en knægt, der kunne holde nogle gode fester, tiltrække nogle mennesker og være festens ansigt udadtil. Det var ikke noget, man fik penge for dengang. Ikke før jeg opdagede, at man kunne samle 1.000 mennesker under ét tag, og at det faktisk var et stykke arbejde, du havde lavet.

Hvor gammel var du på det tidspunkt?
Jeg var 18 år, da jeg startede som promoter på en natklub – eller egentlig ven af huset, fordi jeg kunne tiltrække mennesker. På det tidspunkt var det, man kaldte “YouTube-fænomener”, begyndt at eksplodere. Altså Kidd, Gilli, Kesi, hele den her Cheff Records, B.O.C.-ting. På det tidspunkt var der mange konkrete figurer i dansk musik at forholde sig til: U$O, L.O.C., Burhan – og det var toppen af poppen. Det var det, man bookede dengang.

Benjamin Ljubović Sivas i Ishøj Noisey Hedda Rysstad

Dengang var min kammerat promoter på Club Foam i Vejle, og jeg var på klubben Lipstick. Vi var altid konkurrenter, i forhold til hvem der bookede hvad ind. Der begyndte at være den her opblomstring inden for urbangenren, og det var ikke noget, som medierne viste eller støttede på nogen måde. Men jeg kunne godt se, at Kidd og alle de her YouTube-fænomener var noget af det fedeste, der var derude. Så det præsenterede vi for vores lokale klubejere i Vejle, men det var nogle gamle ejere, og de følte ikke for det. De mente, at det tiltrak de forkerte mennesker. Generelt for alle de nye YouTube-fænomener var tekster om fisse, coke og hurtige penge… der er er meget af det i musik i dag, men dengang var det mere tabulagt.

Annoncering

Hvad gjorde I så?
Vi blev alle sammen fyret fra vores respektive natklubber på baggrund af, at vi gerne ville lave noget med det her musik frem for det, der var mainstream dengang. Det kunne ikke passe, at der var millioner af visninger på de her ting på YouTube, uden at der var mere i det. Så vi nåede til den konklusion, at hvis de ikke gad lukke os ind nogle steder, så ville vi fandeme prøve selv. Så vi stablede en fest på benene i et bowlingcenter i Vejle.

I et… bowlingcenter?
Vi havde fået afslag fra tre-fire andre locations, der ville have kassen for det. Så vi gjorde, hvad vi kunne, for at det her skal være en fest. Vi havde ikke mange penge at gøre det for, så vi måtte være kreative: sorte plastiksække, lidt lyd og lys, en dj… Vi gjorde nogle af stå-bordene til eksklusive borde. Vores stærke side var marketing – sociale medier, Facebook, at gøre det til noget, det ikke var.

Hvordan gik det så?
Der begyndte at være en hjernedød tilmelding på arrangementet, et par tusind mennesker. Vi fik solgt det, vi skulle. Vi fik Kidd på. Og han var jo varm: det var på det tidspunkt Kidds første klubkoncert. Eller, klub/bowlinghal-koncert. Men vi mødte også modstand. En dag ringede brandvæsnet pludselig og sagde, at alt fokus fra natklubberne var blevet flyttet over til os, og det var et problem i forhold til politiet. Så vores bevilling blev indskrænket fra fem om morgenen til to om morgenen. Det var et kæmpe slag. Skulle vi aflyse? Nej, i stedet sendte vi en pressemeddelelse ud om, at vi har fået den her indskrænkning. På aftenen stod vi med 3-400 gæster udenfor. Der var ikke plads til flere. Det endte med at blive en hjernedød aften. Og alt det her var så med til at bane vejen for, at jeg begyndte at arbejde i nattelivet med noget andet end mainstreamen.

Annoncering

Hvordan har det danske klub-landskab ændret sig i dag i forhold til promotion og booking?
I dag er det en helt almindelig ting at se tre-fire fastlønnede promotere tilknyttet en natklub, især i København, Aarhus og Odense. Det er husets DNA, hvem du har som ansigt udadtil. Det er en meget normal ting, fordi der er også er meget rift om gæsterne.

Hvilke pressede situationer kan man risikere at stå i som booker, når man er ude med sin kunstner og skal sørge for, at det hele spiller?
Jeg har prøvet at være ude til en koncert med en af mine artister, hvor strømmen gik. “Heey, er I klar?” Og så blev alt bare sort. Folk troede, der var terrorangreb. Og så her forleden var jeg ude til et show med ZK, hvor kunden kom og sagde: “Hej, Sivas!”

Oooh…
Så siger jeg, “Nej, det er ZK, du har booket.” Sådan nogle mavepustere kan man godt risikere en gang imellem. Men sådan er det. Der er mange, der forveksler mig med management, fordi jeg går det ekstra skridt, tager med ud og sørger for, at det hele spiller derude. Sikkerheden, lyd… Artisten skal have det godt. Kunden skal have det godt. Der er to grene af koncerter. Der er singback, og der er livekoncerter. Jeg arbejder med singback-afdelingen.

Du arbejder primært med urban-kunstnere. Har du nogensinde stået i en situation, hvor du tænkte, det her ville ikke være dit liv, hvis du eksempelvis var booker for CV Jørgensen?
Ja. Jeg vil ikke nævne nogle navne. Men jeg har da stået i situationer, hvor jeg har tænkt: hold kæft, nu går det galt. Og hvis jeg var her med CV Jørgensen, ville jeg ikke stå i den her situation. Men det er en del af gamet. Hvis jeg var her med CV Jørgensen, kunne det være, at jeg i stedet var ved at falde halvt i søvn. Det er ikke et arbejde, det er en livsstil. Hvis du vil have et arbejde, kan du få et job i Matas eller sådan noget.

Annoncering

Hvad er i din erfaring noget, som publikum bare skal lade være med?
Det her med at kaste ting op på scenen og sende telefoner op. Artisten er kommet for at give et show. Hvis han skulle lave en videohilsen til hver eneste person i publikum… manden er ved at lave en koncert. Mange artister er gode til at holde hovedet koldt. Andre føler sig forpligtet til at gøre det, fordi de er ekstremt søde og gerne vil gøre det for deres fans. Men det er ikke det, de er her for.

Sivas og Benjamin Ljubovic Ishøj 2018

Benjamin Ljubović (th.) fører Sivas (tv.) ud af Ishøj Idrætscenter.

Hvad får man cirka for et klubshow som kunstner?
Der er mange ting, der spiller ind. Har du været i gamet i ti år? Topper du spillelisterne? Måske skal du lige ud og lave noget promo-arbejde, i form at give de første fem-seks shows gratis. Almindelige klubshows kan strække sig fra 20.000 til 70.000 kroner, alt efter hvem du er, og hvor du er henne.

Skal mindre klubber give mere, for at kunstnere gider komme?
Nej. Alle bliver behandlet på samme måde. Hvis artisten allerede er ude og spille samme aften, får kunden også et afslag i prisen. Det er jo kun godt for alle.

Hvad er den mest undervurderede klub i Danmark?
Det må nok være Dansebaren i Herning. Det er Danmarks største diskotek, pladsmæssigt. Det er der mange, der ikke ved.

Det vidste jeg ikke.
Der kan du bare se. De har en fed scene. Når scenen er fyldt, giver det en euforisk stemning, som du bare ikke møder andre steder. Så er der Temabar i Viborg. Det hed Crazy Daisy før i tiden. Også en hjernedødt fed scene. Ligesom Club Foam i Vejle, hvor jeg startede. Der havde du artister, der bare ville feste og blive på scenen, fordi det var så fedt.

Er der nogen, du ikke booker for lige nu, som du godt kunne tænke dig at booke for?
Ja, men deres navn vil jeg ikke nævne. En dag skal jeg nok komme til at være booker for dem. Før eller siden. Jeg plejer at sige, at jeg arbejder ud fra et kodeks: Jeg vil ikke være størst. jeg vil være først. Mine artister nu har ikke problemer med, at der er tomt i kalenderen. Tværtimod. De står og siger til mig: ‘Rolig nu’.

Tak for snakken, Benjamin.