Tool på et gruppebillede

FYI.

This story is over 5 years old.

Noisey Guide Til

Sådan bliver du vild med Tool

Det alternative metalband hader deres fans, og deres musik er ikke på streamingtjenester. Men der er masser af grund til at elske dem.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

En klog mand ved navn Homer Simpson lå engang på en sofa med en cigar i munden og et selvfedt udtryk i ansigtet, da han udbrød et udødeligt slogan for de arrogante: "Alle andre end mig er dumme." Som mangeårig fan af Tool har det været en god læresætning at huske, fordi bandet, der henover de sidste 29 år har skrevet noget den mest overfladisk udfordrende musik i hard rock, altid har delt vandene.

Annoncering

For udefrakommende er deres musik en udfordring: Bandet kombinerer outsider-kunst, psykedelisk prog og pseudo-filosofiske tekster – det er lidt som at proppe gymnasienoter til Fagre nye verden, et VHS-eksemplar af Fight Club og fem ark LSD-frimærker i en blender. Men Tool har også etableret en af de mest kultagtige fanbaser i verden. Og de har vel at bemærke kun udgivet fire plader.

Alle Tools plader er præget af komplicerede rytmemønstre og matematiske temposkift, tribaltrommer til at pirre din udvidede bevidsthed og små, skjulte guldkorn, der blandt andet har ført til, at Tool-fans er blevet bekendt med Fibonacci-talrækken, ayahuasca og overjordiske væsner. Alle de ting, som alle andre end du bliver dumme af at dykke ned i. Det er intet under, at deres femte plade, som de tilsyneladende lige er blevet færdige med, bliver kaldt ”den mest ventede metalplade nogensinde”.

Bandet fandt sammen i slutningen af 80’erne, da en blid, men desillusioneret sanger ved navn Maynard James Keenan mødte special effects-kunster og guitarist Adam Jones. Keenan havde lige aftjent sin værnepligt i hæren, hvilket havde gjort ham endnu mere kynisk og åbnet hans øjne for uligheden i USA.

”90 procent af mine venner i hæren var enten bøsser eller lesbiske,” fortæller Keenan i biografien Unleashed: The Story of Tool skrevet af Joel McGiver. ”De fleste af dem blev gentagne gange kaldt ind til afhøring. Jeg var faktisk gift med en lesbisk kvinde, så hun kunne beholde sin status.”

Annoncering

Keenans tid i militæret fyldte ham med lede, og det blev brændstof for hans misantropiske verdensanskuelse. Koblet sammen med Generation X-fortvivlelse og deres omgivelser i LA (en by, hvor bandet havde base i i årevis, selv om de skrev flere sange om, hvor meget de hader den), blev Tool – der også tæller Danny Carey på trommer og bassisten Paul D’Amour – rockmusikkens sortseere, der afspejlede tidens ængstelige ånd.

Men på samme tid adskilte de sig fra deres kolleger i genren. Tool har altid fremstillet sig selv som en intellektuelt band. De refererer Karl Marx og Carl Jung i deres tekster, og Keenans akrobatiske og energiske sceneoptræden gjorde, at de appellerede til en anden demografi end de fleste grungebands.

Keenan kaldte nogle af deres følgere for ”ulidelige mennesker”, så man kan på mange måder se dem som en slags forløbere til Rick & Morty-fans. Det, der er frustrerende ved fankulturen omkring bandet, er, at bandet faktisk abonnerer på nogle af de pseudo-intellektuelle forestillinger, som fansene tror på, men alligevel er musikken stærk nok, til at man holder fast i dem.

Langt de fleste lægger de ungdommelige nykker – arrogance, egoisme, bedrevidenhed – på hylden, som de bliver ældre. Når du bladrer cd'er igennem på et loppemarked i dag finder du helt katalog af den slags i form af aflagte plader med Machine Head, Staind og Puddle of Mudd. Men Tool holder fast i den æstetik og filosofi med næb og kløer.

Annoncering

Så hvorfor er det, at fans, der for længst er blevet mere modne end bandet, bliver ved med at dyrke dem? Måske er det, fordi de stadigvæk tør ting som kunstnere, fordi det føles, som om man er del af et lille indviet selskab som fan af dem – man er blandt De Udvalgte. Eller måske er det bare et godt band.

Der er gået 12 år, siden Tool sidst udgav et album, men granvoksne mennesker, som burde vide bedre (læs: mig) bruger alligevel inkognitobrowseren i Chrome for at Google: ”Hvornår kommer det næste Tool-album,” hver dag. Den her guide er ikke bare et forsøg på at hive dig ned i sølet sammen med mig, men også et forsøg på at forklare, hvorfor det er det værd.

(Du finder ikke Tools musik på en brugervenlig Spotify-playliste, som du plejer, når vi laver guides på Noisey. Det er faktisk svært at finde noget sted online, fordi Tool er en af de sidste bastioner i den store streamingkrig. Hvilket er meget deres stil, hvis vi skal være ærlige.)

Du vil lytte til: Grungede Tool

Da Tool udgav deres første professionelt producerede ep, Opiate, tilbage i 1992, fremstillede bandet sig selv som noget, musikindustrien var imod. ”Alt burde have slået fejl for Tool, men på trods af oddsene lykkedes det dem alligevel,” lyder den første sætning i McGivers biografi. Men sådan forholdt det sig faktisk ikke. Rockhistorien kan på mange måder ses som et pendul i konstant bevægelse. I den ene ende er rock et festfyrværkeri – glamrocken og hair-metallens flamboyante udstråling og de mange villige groupier. I den anden vil rock sige noget – antikommercielle bands med en skramlet æstetik, som man beundrer for deres autencitet. Da Tool opstod, svingede pendulet mod sidstnævnte.

Annoncering

Da Tools Opiate-ep udkom i 1992, havde rocklandskabet ændret karakter helt fundamentalt. Året startede med Nirvanas Nevermind, der fejede Michael Jacksons Dangerous af tronen på toppen af hitlisten og på symbolsk vis slog fast, at grungebevægelsen var blevet en magtfuld spiller på scenen. Opiate lå et sted imellem grungelyden, der var populær, og den hårdtslående heavy, som var på vej ud.

Ep’ens første nummer, ”Sweat”, lægger ud med et skarpt, tritonalt riff, som holdes nede på jorden af en sumpet basgang. Det er en særegen variation af grunge, som bandet raffinerede på pladen Undertow, i særdeleshed på tracket ”Prison Sex”, der gav genren et horror-twist. Teksten er en hårrejsende fortælling om traumer og overgreb, der omformulerer den bibelske læresætning: “I do unto others what has been done to me”, mens Jones banker sin dybe E-streng in i pickupperne, så nummeret får sin karakteristiske mudrede lyd.

Selv om en stor del af Tools output i 90’erne med rette kan kaldes for grunge – den overgearede vokal og dog melankolske tone i stil med Kurt Cobain, den jordnære vrede, den antikommercielle indstilling (Opiate er en reference til Karl Marx-citatet ”Religion er opium til folket”, hvilket du sikkert har hørt hundredevis af prætentiøse fyre med samfundsfag på højniveau forklare over årene). Men bandets lyd bød faktisk på meget mere. Der er spor af King Crimson, Black Flag og Meshuggah, og på den måde kan man ikke spærre dem inde i en genrebetegnelse. Det er faktisk det, der er mest grunge ved dem. Det, der til gengæld var knap så grunge, var antallet af pladeselskaber, som faldt over i hinanden i jagten på at signe bandet.

Annoncering

Playliste: “Sweat” / “Prison Sex” / “Stinkfist” / “Intolerance” / “Swamp Song”

Du vil lytte til: Aggressive Tool

”Er der lige nogen, der smider den fucking Bob Marley-wannabe ud?” siger Keenan til et jublende publikum på det første af Opiates live-tracks, ”Cold and Ugly”. Tool hadede deres fans, så snart de fik dem. ”[Når man] spiller tung musik, begynder ens pladeselskab, som ikke aner en skid om, hvad man laver, at markedsføre ens musik til ildelugtende teenagere med dreadlocks, dårlig ånde og pis på skoene,” udtalte Keenan i 2006 til AV Club.

Udover deres fans hadede bandet også ”religion”, ”regeringen” og ”branchen”. Derudover: alt, der beskrives som retro, tatoveringer, usikre skuespillere, lykkepiller og L. Ron Hubbard. Det er nok også derfor, de tiltrak sig en fanbase bestående af hvide, unge mænd fra forstæderne, der råber af deres forældre og onanerer på toilettet. Tools fans er derfor unødvendigt vrede og ubevidste om deres egne privilegier, og man kan på mange måder sige, at bandet inspirerede en hel bølge af aggressiv metal i slutningen af 90’erne.

Limp Bizkits Fred Durst fortalte i 1998 MTV, at Tool er en af hans yndlingsbands. ”Man kan høre Maynards indflydelse på sange som ’Nobody Loves Me’ i midten, hvor sangen går ned i et break-down. Jeg imiterer faktisk den måde, han synger på,” sagde han. På Deftones’ debutalbum fra 2000, White Pony, synger Chino Moreno om at blive bortført af rumvæsener og om at køre rundt med Keenan, hvilket cementerede sangerens legendestatus.

Annoncering

Bandets fjendtlige ”I må gerne være fans af os, men I skal vide, at vi hader jer”-attitude var tydelig på på den kantede Opiate. ”Da vi startede, var vi produkter af hele den der Reagan-ting, vi var pisse sure og skuffede,” sagde Carey i et interview med Kerrang i 2006. Den letkøbte politiske indignation var også kørt i stilling i forbindelse med udgivelsen af det fjerde album, 10,000 Days. I tiden omkring udgivelsen udtalte Carey, at Bush var den værste præsident, USA nogensinde har haft. ”Vi er frustrerede, og det er derfor, pladen er lidt tungere den her gang,” sagde han om 10,000 Days i samme interview.

Tracks som ”Jambi” er et stærkt eksempel på en simpel, aggressiv formel – en smidig basgang, tunge trommer, der matcher de nedstemte guitarer, og gnistrende riffs. Den tunge lyd er inspireret af det svenske metalband Meshuggah – en inspirationskilde, der først kom sent i karrieren, men tilføjer den Tool'ske labyrint nye dimensioner. Inden 10,000 Days var deres aggressive tilgang til musikken langt mere direkte, mindre selvhøjtidelig og, øh, bedre.

Nogle af deres bedste øjeblikke i den gode ende af aggressiv finder man på Ænima. På pladen taler Keenan på et tidspunkt direkte til en fan, som har beskyldt bandet for at sælge ud: “I sold my soul to make a record dipshit, and you bought one”, skyder han tilbage.

Playliste: “Sober” / “Flood” / “Hush” / “The Grudge” / “Jambi” / “Hooker With A Penis”

Annoncering

Du vil lytte til: Prog-Tool

Efter tre album sigtede Tool nu efter udødelighed. Og til det formål tog de rockens tungeste våben i brug: prog. Den blev kaldt ”forhadt, gammeldags og bedaget,” for ikke at nævne ”den hvideste plade nogensinde” af The Atlantic. Men prog, epoken som Jon Anderson fra Yes engang kaldte ”en højere kunstform”, passede perfekt til Tool. Det er ikke noget tilfælde, at Tools mest proggede plade udkom samme år, som bandet turnerede med nogle af genrens grundlæggere, King Crimson. ”Vores album skal holde for eftertiden,” udtalte Robert Fripp i 70’erne, da prog bragede igennem.

Det var netop progs målsætning – lytteren skulle holdes til ilden og hele tiden arbejde på at dechifrere de koncepttunge og betydningsladede numre. Musikerne skulle tilbedes som guder. Og målsætningen om at lave en tidløs plade, der holder for evigt, er 100 procent intentionen med Tools album Lateralus fra 2001.

Og det var heller ikke, fordi de ikke havde planket en masse stilistiske elementer fra din fars pladesamling før. Det havde de i den grad. Omkring 1994 gik bandet målrettet efter at lave et stort sceneshow live i stil med Pink Floyd med lys og laser og det hele. De havde også taget en ekstravagant æstetik på sig og skabt store, ekspansive lydlandskaber i stil med Styx og King Crimson på tracks som ”Parabol” og ”Pushit” på Ænima.

Det, der gør Tool så appellerende, er dog bandets evne til at destillere de sjove dele fra prog i deres musik – de besynderlige instrumenter (der er del didgeridoo-passager på Lateralus); de snørklede og pulserende kompositioner (titelnummeret på pladen kører efter en taktart, som er baseret på Fibonaccis gyldne snit) – men uden den intellektuelle kompleksitet. Det er også de kvaliteter, der først fangede lydteknikeren David Botrills opmærksomhed, og han fik stor indflydelse på bandets proglyd på Lateralus. ”De har en kraftfuld stil. Den er mystisk, men inciterende,” udtalte han til Ice Magazine i 2001. ”Hvor prog handler om musikerens evner, men der er også et element af noget esoterisk. Den skubber lidt lytteren fra sig. Man skal være lærd for at forstå den. Sådan er det også med Tool.”

Annoncering

Keenan har over årene insisteret på, at bandets sange ”ikke er kommercielle, det er ikke tre minutter lange reklamemelodier, de er ikke lette at forstå – det er mere som at se en film,” og med den strategi lykkedes det ham at overbevise fans om, at bandets cd’er fortsat var værd at købe. Det er heller ikke et sammentræf, at i tiden hvor cd-salget for alvor begyndte at gå ned ad bakke, blev trommeslager Danny Careys interesse i det okkulte blev en større ting. Careys fascination af en form for hellig geometri var så dyb, at den smittede af på bandets image, og blev også en vigtig del af de kommende albums artwork.

I 2000 udgav bandet et cd-/dvd-boxsæt i begrænset oplag med proggede liveversioner af gamle numre – ”Pushit” er det, der fungerer bedst – hvor den fysiske indpakning var en del af oplevelsen. Det var Alex Grey, som bandet havde arbejdet med før, der designede artworket. Det bestod af et gennemsigtigt omslag til coveret, som var umuligt at reproducere og udsmykket med en illustration af et kosmisk, mangearmet væsen. De gentog taktikken i forbindelse med Lateralus og 10,000 Days med lignende succes. Og nej, Tool er ikke på Spotify.

Playliste: “The Patient” / “Reflection” /‘Lateralus” / “Rosetta Stoned” / “Pushit” / “Schism” / “Right in Two”

Du vil lytte til: Bløde Tool

Tools store trækplaster, lige meget hvilken genre de har bevæget sig inden for, er, at bandet altid har en blød og feminin undertone i deres musik, som ingen af deres kolleger på scenen har haft held med at skabe. Deres vekslen mellem vrede og sårbarhed var en vigtig del af cocktailen allerede fra begyndelsen, som for eksempel på Opiate, hvor Keenan både skriger og synger blidt.

”Jeg er mere åben af natur, end mange af mine kolleger er,” har sangeren sagt i et interview med Warp. ”De fleste rock- og metalbands har en meget maskulin, lineær tilgang, mens vi har et mere feminint udgangspunkt.” Keenan har lært fra mestre som Prince og Bowie – man kan ikke være et rockikon uden en feminin side. Og det har gennemsyret bandets æstetik.

Med det tredje album, Ænima, skiftede band kurs og lagde den tunge lyd bag sig. Metal har altid været en genre, der appellerede til mænd. Det er musik, man går i krig til – man skal være mand nok til at klare kampen i moshpitten. Man skal være vred og selvhøjtidelig. Men Ænima var en måde for bandet at skille sig af med den vibe. I Jungs psykologiske teoriapparat (og Tool er store fans af Jung) henviser ”anima” til det feminine i mennesket, men Tool fortolker begrebet, så det får en beskidt dobbeltbetydning – anima bliver til Ænima ­– hvilket på engelsk lyder meget som et lavement.

Og det er meget muligt, at Ænima faktisk havde den effekt på bandet (altså udrensningen). Da det femte og foreløbigt sidste album, 10,000 Days, udkom, havde bandet fundet en helt anden og langt blødere sårbarhed frem. ”Wings For Marie”, del et og to, er utroligt rørende sange. Som hyldest til sin afdøde mor synger Keenan: “So what have I done / To be a son to an angel?” Ærligheden skinner tydeligt igennem, og det er slående, når man tænker over, at Tool har bygget deres karriere på at trolle og gøre nar af alt og alle.

Playliste: Opiate” / “Wings For Marie (pt.1 and 2)” / “H” / “4°