FYI.

This story is over 5 years old.

Hvad sker der

Spørgsmål til den 14-årige, grøn-hårede, pistolviftende rapper Brain$ fra Køge

Det her er utvivlsomt årets mest forstyrrende danske musikvideo.
Screenshot fra "Cookie Dough" af Brain$

Soundcloud-rap har taget verden med storm. Lil Pump har infiltreret hitlisterne og ungdommens hjernehinder, mens Lil Peeps død nærmest fik samme opmærksomhed, som da Prince stemplede ud (RIP). Og ligesom biograffilm i gamle dage kommer kulturelle amerikanske fænomener gerne til Danmark med et halvt års forsinkelse. Hvilket bringer os til Brain$.

Den danske rapper oprettede sin Facebook-profil i dag og lagde i forlængelse sin første video, “Cookie Dough”, ud. Men hvordan skulle man kunne abe efter Lil Pump i lille, skudsikre Danmark, spørger du måske. Hvad gør man for at komme udenom vores hjemlands kritiske mangel på maskingeværer og sociopatiske, potentielt morderiske børn? Jo, man får fat i et par homies, nogle picnic-duge, der ligner bandanaer, nogle romerlys og en splatterpistol, og så rammer man ellers en tunnel i Køge.

Annoncering

I skrivende stund, fire timer efter den blev uploadet, er der 1.200 kommentarer på videoen, der også er delt næsten 100 gange. Og ligesom mange i kommentarfeltet er vi både forvirrede, rystede, en smule bekymrede og aldeles flade af grin over den.

For at få lidt styr på den forskruede nye verden, vi lever i, efter offentliggørelsen af den her sindssyge video, der får "Gucci Gang" til at virke moden og intelligent, har vi her samlet vores mest presserende tanker i punktform:

Hvorfor hedder han 'Brain$'?

Udover at den taktisk dukkede op på internettet på den første dag af skolernes vinterferie, er der intet ved den her video, der efterlader dig med indtrykket af, at vores bregnehårede protagonist er udpræget brainy. Og han er tydeligvis ikke gammel nok til, at det kan være en Pinky and the Brain-reference. Så hvad snakker vi om her? Og hvorfor dollartegnet?

Hvorfor har han en pistol?

Ja, det er helt sikkert en splatterpistol, men det er ikke pointen (men det er helt sikkert en splatter). Pointen er, at intet 14-årigt barn burde stå i en rapvideo på internettet og vifte med en (attrap)pistol. Aldrig nogensinde. Hvor er den værge, der skal stoppe det her cirkus?

Hvem skyder han efter?

Regel #1 til Dig, Der Poserer Med Skydevåben I Din Musikvideo: Lad være med at skyde din kameramand.

Hvem bliver intimideret af et bevæbnet barn?

Jeg tvivler på, at der er nogen voksne mennesker, der går fra den her video med opfattelsen af Brain$ som en ‘hård negl’. De eneste, der burde sidde tilbage rystet i deres grundvold, er de forældre, der opdager deres børn i videoen. Og Køges SSP-ordning.

Han kunne ikke have valgt en Ben & Jerry's-smagsvariant, der lød mere badass end "Cookie Dough"?

Cherry Garcia? Half Baked? Phish Food? Vi kunne blive ved.

Han bor i Køge?

Hvis voldsbetonet teen-trap er det, vi kan forvente af den “udvidelse af det urbane Storkøbenhavn”, som den kommende implementering af lyntog på Sjælland fører med sig, er vi så sikre på, at vi ikke bare skal nøjes med den nye Metro i første omgang?

// Du tror du er gangsta / men Brain$ er legit //

Diskutabelt.

For sidste gang: HVOR ER DE VOKSNE?

Vi forventer hele tiden, at en vred, myndig person kommer gående ind i det her trap-svar på Fluernes Herre for at slæbe en af ungerne hjem til aftensmad og en ufærdig blækregning. Det sker desværre aldrig. Det eneste håb for Danmarks fremtid er nu, at det her i virkeligheden er et større viralt stunt, der endnu ikke er afsløret.

Se videoen her, på eget ansvar: