Fra Danmarks største rockband til taxichauffør: Søren Berlev om storhed, fald og comeback

FYI.

This story is over 5 years old.

Sande legender

Fra Danmarks største rockband til taxichauffør: Søren Berlev om storhed, fald og comeback

Trommeslageren fortæller om at blive glemt af eftertiden, at takke nej til en million for at spille på Roskilde, og hvorfor Gasolin' nok aldrig bliver samlet igen.

Der bor en rockstjerne på en villavej i Husum. I hans stue hænger guldplader, og i det, parcelhusarkitekten nok tegnede som en spisestue, har han indrettet et øvelokale. Selv sidder han og ryger Manitou i bar overkrop ved et bord, der flyder med hjemmebrændte cd’er.

I 70’erne var Søren Berlev trommeslager i Gasolin’, et af Danmarks mest ikoniske rockbands nogensinde. I dag er han 68 år, ikke ret høj, spinkel og lidt rynket på brystkassen og i ansigtet. Alligevel ligner han med sit skæg og store hår en løve. En gammel, arret hanløve.

Annoncering

Hans kone, Hanne, der selv var lidt af en flipper i sin tid, sidder og steger i solen ude i haven, og i bogreolen står biografier om afdøde rocklegender som Jimi Hendrix og Peter Øvigs tobindsværk om Thylejren. "Jeg blaffede derover," siger Berlev og hælder kaffe op. "Det var der, jeg hørte Gasolin’ første gang."

Kort efter blev han trommeslager i bandet, og med dem blev det til 13 lp’er, masser af succes og en berygtet, mislykket invasion af USA. Bandet var et af de allerstørste, hvis ikke det største, i Danmark nogensinde og var også populære i Norge og Sverige.

"Der kom turistbusser til Christianshavn, fordi folk ville se, hvor vi boede," husker Berlev. Efterfølgende gik han på røven, spillede en overgang i sit eget Gasolin’-coverband og har følt sin rolle i det kanoniserede band undervurderet af eftertiden.

I dag spiller han i sit eget band, Berlevs Rock'n'Roll hotel, og vi mødte ham til en snak om blandt andet at gå fra at bo med en junkie til at spille trommer i Danmarks største rockband, at takke nej til en million for at spille på Roskilde Festival, og hvorfor Gasolin' nok aldrig bliver samlet igen.

Noisey: Søren, hvorfor blev det lige rock?
Søren Berlev: Jeg var en ret hidsig type som barn. På grund af det, og fordi jeg var rødhåret, blev jeg drillet i skolen. Musikken var min måde at bryde ud af det. Den pop, de spillede i radioen, sagde mig ikke noget. Og så var rock også noget, jeg kunne have for mig selv. Min far troede, at det med rock var en grille, der ville gå over, og var egentligt meget støttende. Han lånte mig penge til min første tromme, som jeg begyndte at spille på derhjemme og i den lokale ungdomsklub, Farum Ungdomsklub. Jeg begyndte også at komme på Hit House inde på Frederiksberg, der var stedet at være, hvis man ville høre rockmusik, eller pigtråd, som det blev kaldt. Jeg var stor fan af Peter Belli. Han havde langt hår, røg hash og var rebel. Hans musik var faktisk ret god dengang i forhold til hans senere udvikling, der er poppet. Da jeg var 18, var jeg virkelig et flipperhoved, jeg gik ikke i skole og spillede trommer hele tiden, så jeg flyttede til København for at være tættere på musikklubberne.

Annoncering

Hvordan var det?
Altså, ham jeg boede med, begyndte at sælge vores ting for at få råd til sit junk. Dengang tænkte jeg: "Nåh ja, hvad så." Det havde jeg nok ikke været så afslappet omkring i dag, men det var en læreproces for mig, for det lærte mig, at jeg nok skulle passe på med alt det syre. Så jeg blev meget hurtigt enig med mig selv om, at jeg hellere ville spille trommer end tage alt det der. Jeg røg lidt hash, men det var det. En fantastisk dygtig guitarist, jeg spillede sammen med, røg ned i alt det. Han kom aldrig ud af det, fordi stofferne var nummer ét. Jeg spillede hele tiden med alt og alle. Når der var pauser til koncerter, enten vores eller andres, løb jeg op til trommerne og begyndte at spille. Mit band, Dig og mig og solskin, spillede opvarmning til Gasolin’ på Gladsaxe Teen Club, og der arbejdede en fyr, der syntes, det var noget larm, så han tog strømmen på scenen. Men jeg spillede bare trommesolo, indtil han tændte igen. Det imponerede nok Gasolin’. De havde Bjørn Uglebjerg på trommer på det tidspunkt og var et temmelig ukendt, up-and-coming band. Bjørn skiftede band, og så ledte de efter en ny trommeslager. En dag kom jeg hjem fra blaffer-tur i England, og så havde de ringet til mine forældre for at finde mig.

Hvorfor sagde du ja til at være med i Gasolin’?
Fordi jeg kunne mærke, de virkelig ville det i forhold til de andre, jeg havde spillet med, hvor en havde haft arbejde, en havde studeret, og de andre var for flippede til, at det blev til noget. Gasolin’ ville det. Og de kunne mærke på mig, at jeg også ville. Så vi havde en enkelt øver, og så var jeg med. Jeg var nok lidt underkuet, især i starten, fordi jeg er fem år yngre end Kim og syv år yngre end Franz og Wili, hvilket er meget, når man selv er 21. Men jeg havde stadig mit temperament, så jeg kunne godt slå i bordet, hvis jeg syntes, der gik for lang tid med at skændes. Så fik jeg min vilje. For eksempel er det mig, der spiller guitar på "Jeg kan høre dig kalde" fra den første plade. Jeg havde skrevet nummeret sammen med Kim, men hverken ham eller Franz kunne finde ud af guitar-figuren.

Annoncering

Når man hører historien om Gasolin’, virker det, som om det er Kim og Franz, der…
Nej, jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, det lyder. Jeg syntes lige så meget, det var mig og Wili. Det er også i høj grad på grund af den dér film (Anders Østergaards dokumentar fra 2006, red.), der valgte at fokusere på de to af en eller anden åndssvag grund. Vi havde alle hver vores rolle. Wili var den diplomatiske, jeg trak i en rocket retning, Kim kunne godt komme på nogle for corny ideer, som har fået bedre plads i hans solomusik. Franz var meget perfektionistisk, stolt og sagde, jeg ikke holdt takten, når han selv havde spillet forkert. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at når han eller især Kim kom forkert ind, altså på et forkert slag, kunne jeg vende hele rytmen om, uden de opdagede det, så det passede igen. Jeg synes ikke, min rolle i historien er retvisende, heller ikke i filmen hvor jeg ikke fik lov at sige ret meget. Vi var fire i gruppen og var ikke blevet det, vi blev, hvis det kun var de to, der trak læsset.

I lavede også engelsksprogede plader, der fik flotte anmeldelser i USA, blandt andet i Rolling Stone Magazine og Village Voice, og I var på en i dag berygtet turne i 1976. Hvad var det egentlig, der skete?
Pusten gik af bandet. Det havde været en drøm for os at slå igennem i USA, men det gik virkelig dårligt, blandt andet fordi vi ikke blev spillet i radioen og vores job var underlige. Vi spillede på en eller anden countryclub, hvor der aldrig havde været et rockband. Det var sådan noget: 'Vi har to slags musik: Country og western.' Hvad fanden lavede vi der? I Dallas havde den lokale radiostation til gengæld spillet vores plade hele tiden, så der kom 1.000 mennesker og hørte os. Det var så også det eneste succesjob, vi havde, og turen kostede os 1,2 millioner kroner, hvilket var en formue.

Annoncering

Var I enige om at bryde op i ’78?
Franz ville gerne blive ved. Mig, Wili og Kim ville stoppe, for Kim ville lave noget andet musik, og det ville vi ikke være med til. Det sidste nummer, vi indspillede, var "U-Lu-La-Lu", som simpelthen var så corny. Jeg lukkede øjnene og indspillede den, men allerede dér kunne jeg mærke, det var slut. En anden årsag var, at vi havde kørt så massivt i så mange år. Hvis nu vi havde været fornuftige og taget en pause, kunne vi måske have kørt videre, men det gjorde vi ikke. Det kan man altid sige nu, så mange år efter. Vi havde været på en skandinavisk turné, der sluttede i Malmø og endte med en fest i København, men der var sgu ikke ret meget fest over det. En uge efter tog jeg til USA sammen med min daværende kone, der var amerikaner.

Hvornår har I været tættest på at blive genforenet?
Det har vi sgu nok ikke rigtig været. Og dog: Vi spillede sammen igen i ’82 til det, der hed Gorilla Galla, som var et rockshow, der turnerede rundt. De tre andre skulle spille i hver deres nye band, og så fandt arrangørerne på, at det kunne være sjovt at hente mig hjem fra Amerika og gendanne bandet. Men det var ikke nogen reunion, vi spillede bare sammen. Der var alle mulige andre med; Eric Clausen, Lone Kellermann, Troels Trier, så vi var ikke 'sammen på vejen igen'. Bjørn Uglebjerg, altså den oprindelige trommeslager, var også med på scenen, så vi var to, der spillede trommer – det var noget mærkeligt noget.

Annoncering

Hvordan var det at bo i USA efter så stor succes i Danmark?
Det første lange stykke tid satte jeg mig ned og så fjernsyn. Jeg var simpelthen så træt. Lidt efter lidt begyndte jeg at lede efter et nyt band, men alle var temmelig ligeglade med, at jeg havde været med i Danmarks største band, så det kunne jeg ikke bruge til noget. Jeg måtte bare ud i miljøet og starte forfra. Jeg endte med at spille i forskellige bands i løbet af de seks år, men ikke rigtigt noget, der battede noget. Sideløbende havde jeg forskellige småjobs, blandt andet det med at køre taxi, fordi jeg i en periode virkelig var på røven. Vi havde glemt at betale skat, os i Gasolin’, så det var hårdt. Men jeg overvejede ikke at ringe til Kim, Franz og Wili, selv om vi alle godt kunne have brugt pengene. Det var sundt at skulle klare sig selv og lære, at livet har op- og nedture. Da jeg kom hjem i '84 blev jeg trommeslager i Christianshavns Bluesband, hvor Franz også var med. Rent tilfældigt.

Så I hinanden, jer fra Gasolin’?
Vi havde set nok på hinanden. Ikke at vi var uvenner, men vi var trætte. Jeg boede jo også i USA i nogle år og så så derefter Franz i bandet. Faktisk så jeg lidt til Kim, for jeg havde skrevet et nummer til den dér Midt om natten-plade, "Lille pige". Jeg havde lavet den på engelsk, og han havde skrevet en ny dansk tekst og indspillede en forfærdelig dårlig version af den. Der blev jeg sur på ham. Virkelig sur, for han gad ikke høre efter. Han har vist nok aldrig spillet det nummer live.

Er det rigtigt, at I er blevet tilbudt en million hver for at spille sammen igen på Roskilde Festival?
Ja, den er god nok. I midten af 80’erne. Men der blev sagt blankt nej hele vejen rundt, så selv om jeg sagde, at jeg gerne ville, hvis de andre ville, blev det ikke til noget. Til gengæld begyndte vi i mit band Midnight Blues at spille flere og flere Gasolin’-numre, indtil vi lod os booke under navnet Søren Berlevs Gasolin’ Show for nogle år siden. Der var en skævvridning i, at jeg var originalmedlem, men når jeg kiggede op fra trommerne, stod der nogle andre. Det føltes, som om jeg spillede i et kopi-af-mig-selv-band. Jeg synes også, det lyder forfærdeligt, når Kim Larsen spiller "Rabalderstræde" i en tiendedel af den volumen, det nummer skal have. Så det gør jeg ikke længere.

Nu har du et nyt band. Kan du lade være med at sammenligne det med Gasolin’?
Altså Gasolin’ varede for mit vedkommende fra '71 til '78, altså relativt få år. Men betydningen af det band varer nok ved resten af mit liv. Hvis jeg skulle snakke om det hver dag, ville jeg brække mig over det. Men det er klart, at jeg ikke kan lade være med at sammenligne Gasolin’ med alle de andre bands, jeg har spillet i sidenhen. Det, jeg har savnet mest, har nok været det gåpåmod, Gasolin’ havde: "Nu gør vi det her 100 procent." Det har været enormt svært at finde musikere med samme drive, for dengang valgte man sig ét band, i dag hopper man rundt eller har alle mulige andre ting kørende. I mit nye band, Berlevs Rock’n'Roll Hotel, har vi efterhånden fundet besætningen efter lang tid. Vi er oppe på sanger nummer otte. Vi havde en udmærket bassist på, men han havde et fuldtidsjob, et andet band plus delebørn hver anden uge, så jeg sagde til ham, at det havde han simpelthen ikke tid til. Jeg er så privilegeret, at jeg nok godt kunne leve udelukkende af mine Gasolin’-royalties, hvis jeg ville, men jeg har ligesom også være igennem den dér hårde tid én gang. I gamle dage havde vi sådan en 'vi klarer den sgu nok'-tilgang til det meste, som jeg savner. Det er danske musikere blevet for dårlige til. De går med livrem og seler.

Hvad er ambitionsniveauet for det nye band?
Tårnhøjt. Vi har en god plade, der kommer til august, med nogle gode singler, der er ude nu. Jeg satser mine egne penge på projektet og har selv betalt studietid i Sweet Silence, hvor Gasolin’ også lavede vores plader. Man kan godt høre på musikken, hvor jeg kommer fra, altså både Gasolin’ og tidligere inspirationskilder som Stones. Men nu er det mine helt egne numre og mine egne tekster.