De ti bedste sange fra 2017

FYI.

This story is over 5 years old.

Noisey 2017

De ti bedste sange fra 2017

Vores skribenter har fundet favoritterne fra det forgangne år frem.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Kloakkerne i Londons undergrund er propfyldt med lort og affald, en klam brun strøm af skidt og brugte kondomer, der bruser forbi den ene rottekoloni efter den anden. Det er fascinerende i sin ækelhed, og det er en flod, der pulserer rundt i undergrunden i de fleste storbyer. Hvad de fleste storbyer imidlertid ikke har er King Krule, en musiker hvis kunstneriske visioner er helt unikke. Både som solokunstner og som del af bands svæver Archy Marshall altid et godt stykke over jorden, et sted tæt på månen, eller også er han dybt begravet i den, et sted lige under havbunden. Men med ”Dum Surfer”, et helt enestående track fra hans seneste udspil, The OOZ, har han fundet vej til en anden æterisk verden – det kan både være nede i kloakken eller på den lokale pub, hvor han har siddet og kogt over en flaske sprut i en sø af sit eget opkast. Selv om det måske ikke er den mørkeste sang, han har skrevet, så har den en beskidt kerne – det er en langsom, stinkende dvæler af en sang, der emmer af jazzklub og nikotingule fingre. Det er fremtiden for guitardrevet musik. Nedkogt på fascinerende vis af en mand, der kan lave et tænderskærende portræt af galskab ud af en verslinje som “skunk and onion gravy". —Ryan Bassil | LYT

Annoncering

De bedste kunstnere er dem, der giver sig fuldt ud, også når materialet er indhyllet i en sky af smerte. I dag er Kendrick Lamar det fremmeste eksempel på den type musiker. Vi ved, hvordan han bar sig ad med at score sin første kæreste i gymnasiet. Vi ved, at han så en mand blive dræbt, før han var gammel nok til at gå i skole. Vi ved, at han holder sig fra cannabis, fordi han som teenager fik en joint fuld af pcp. Og med ”FEAR.” fra DAMN. ved vi nu, hvad der har skræmt ham, siden han var helt lille.

Sangen bevæger sig let og elegant fra den unge Kennys frygt for sin mors vrede til teenageren, der frygtede for sit liv og for at blive forvekslet med en gangster. Men 27-årige Kendrick er lettere at relatere til. De erfaringer, han har gjort sig som ung, gør det svært at forlige sig med traumerne – også i en helt fysisk forstand. Og derfor stiller han spørgsmålstegn ved, om han overhovedet fortjener, alt hvad han har i dag: // All this money, is God playin' a joke on me? // Da han skrev ”FEAR.”, bar Kendrick verdens problemer på sine skuldre, og han følte, at hvis han ikke brugte sin indflydelse og sin velstand på at forbedre den, ville det hele måske forsvinde igen. K.Dot er ikke den eneste, der har følt sig fanget i det dilemma, men han er en af de få rapstjerner, der er hudløst ærlig omkring sin personlige tvivl. Med andre hører vi kun om opturene og ikke nedturene. —Lawrence Burney | LYT

Annoncering

”Biking” er smuk og ekstatisk, overvældende, enkel, men kompleks. Tracket får sin debut hen mod slutningen på Frank Oceans Blonded Radio 003, lige efter ”Futurua Free” toner ud, og al den taknemmelighed, Frank sætter ord på til sidst på Blond(e), perspektiveres, da JAY-Z dukker op og rapper: // Life goes in cycles, what comes around goes around / So before it goes down / Nigga, get you some icicles //. Selv om han gerne vil følge JAY-Zs råd, så bliver hvert glædesombrust øjeblik på ”Biking” til et springbræt for dyb, kosmisk introspektion.

På mange måder dukker oplægget til ”Biking” op tidligere på Blond(e). ”Solo” præsenterer ligeledes en yndefuld og melodisk minikrise, og de syrefrimærker, han dropper på det track, kunne lige så godt være de samme, han tripper på, når han ruller ned af gaden på sin cykel – et sted mellem paradis og ”Hades” – og lytter til hjulene, der spinder, mens han glider rundt i sine egne tanker. Under alle omstændigheder mærker lytteren den helt ubeskrivelige glæde i de sidste vers af ”Biking”, hvor Frank råber så højt, han kan, og sangen forsvinder som jorden under hans fødder. Det i sig selv er en stor gave fra en mand, hvis musik har gjort de sidste to år tålelige at leve med. —Alex Robert Ross | LYT

”LMK” var det perfekte valg til hovedtrack på Kelelas debutalbum Take Me Apart, fordi den fanger essensen af alt, hvad hun som genreeksperimenterende kunstner, er så god til at gøre. Ved at blande forskellige stilarter – et dovent house-agtigt beat under en raffineret R&B-melodi – maler hun et farverigt billede, der både har en terapeutisk effekt, men også er elektrisk og hundrede procent hendes eget. Det er på dette levende bagtæppe, at ”LMK”, en fortælling om to mennesker, der får øjenkontakt over dansegulvet på en natklub, udfolder sig i en tåge. Hvis det var en anden kunstner, kunne den historie godt virke bedaget, men Kelela genopfinder den ved hjælp af sin særegne magi, der er et fyrtårn i musiklandskabet anno 2017. Der er ingen anden sang, der er så fængende, intelligent og stilet. —Lauren O’Neill | LYT

Annoncering

”Mask Off”, der stammer fra Futures selvbetitlede album, et af Nayvadius’ bedste projekter til dato, er et fremragende eksempel på, hvorfor Atlanta-rapperen er en af de største på scenen i dag. Metro Boomins produktion – der blandt andet byder på det bedste eksempel på brugen af fløjte i rappens historie (jeg havde aldrig troet, jeg skulle skrive den sætning) – er genial og hjemsøgende, som hans værker altid er, men der er samtidigt noget ekstremt progressivt over måden, hvorpå Futures growlen let og elegant flyder henover beatet. Futures lyriske univers kredser omkring de samme temaer, vi har hørt fra rapperen før – afhængighed, depression, selvmedicinering – men den kraft han lægger i en verslinje som “Percocets, Molly, Percocets” får refrænet til lyde mere som en messen, som når man konfronterer sine dæmoner ved at brænde igennem hele natten lang og samtidig hader sig selv for at brænde igennem hele natten lang. Future har altid været en slags smertens ypperstepræst, men den meget intime kerne i ”Mask Off” gør sangen til et af de fineste og mest ekspressive øjeblikke i rapperens karriere.—Eric Sundermann | LYT

Med storslåede slideguitar-passager, en sylespids banjo og langtrukne violiner kan man ikke kalde det bedste track på Alex Giannascolis syvende album Rocket for andet end et umiskendeligt countrynummer. Det var også noget, der blev talt meget om, da pladen kom ud. Set i bakspejlet fyldte den diskussion faktisk for meget. Han har i årevis sagt, at Lucinda Williams er hans yndlingssangskriver, og han har faktisk siden Race fra 2010 – som han indspillede, da han var teenager – eksperimenteret med en countryvibe på sine produktioner. Og under alle omstændigheder har Giannascolis musikalske maskespil og eklektiske stil altid været del af det, der appellerer ved hans værker. På Rocket bevæger han sig gennem et musikalsk landskab, der er præget af 90’er-rock, autotunet R'n'B og et virkelig underligt eksperiment, der med lidt god vilje kan kaldes for industrial-rap.

Annoncering

Som det også gælder mange andre af Giannascolis eksperimenter, så findes charmen ved ”Bobby” i sangens mange kunstneriske idiosynkrasier – på en måde vender musikeren vrangen ud af den traditionelle lyd. Man kan høre det i de individuelle dele – måden banjoen aldrig når en forløsning, den hvileløse violin, den tykke sky af støv og skidt, der hænger over slideguitaren og Giannascoli og hans samarbejdspartner Emily Yacinas stemmer. Det udstyrer sangen med en mørk underside. Historien handler om at forlade en kæreste, fordi man har fundet en anden – et traditionelt countryemne at arbejde med – men under overfladen ligger mørket og bobler. Giannascoli graver det frem henimod slutningen, fortællerens kærlighed erstattes af voldsbetonet begær, og det knuste hjerte bliver til et frygteligt løfte: // I’d burn them for you / If you want me to //. Sangen slutter med en instrumental del, hvor hver komponent langsomt falder til ro, som om den forskruede kærlighedshistorie har fundet en form for forløsning. Men man ved selvfølgelig, at det langt fra er tilfældet. —Colin Joyce | LYT

På ”Drew Barrymore” blotlægger SZA det hele: følelsen af skam, det manglende selvværd, isolationen – alle de sider af os selv, som vi altid har fået at vide, at vi ikke må vise andre. På den måde er det her track måske den ultimative hyldest til det at være kvinde – eller på anden vis marginaliseret – i 2017. Sangen, der er inspireret af de mange underdog-roller, Drew Barrymore har spillet i teenfilm fra 90’erne, er en ode til dem, der kommer ind på andenpladsen, dem, der altid er den anden, og til den indsigt, at det bare er barriere, vi skaber for os selv. Men dermed ikke sagt, at dem, der holder andre nede, slipper for at blive behandlet af SZA. Sangerinden er lige så skånselsløs i behandlingen af tekstens omdrejningspunkt, som hun er, når hun udleverer sig selv – noget der kommer til udtryk i modspillet mellem vers og omkvæd på sangen. SZA svinger sine svagheder rundt over hovedet, som var det en morgenstjerne: // I get so lonely, I forget what I'm worth / We get so lonely, we pretend that this works //, synger hun, når hun behandler et forhold, hun ved er det rene gift, men som hun alligevel ikke kan vende ryggen til. Hvis man står inde for sine svagheder, hører de op med at være det. SZA viser os, at styrke ikke nødvendigvis handler om at være sej. Det handler om ikke at gå på kompromis med sig selv.—Andrea Domanick | LYT

Annoncering

Hvis du ikke mindst engang har skrålet med på ”CARDI”, der åbner det her track, så har du levet et tomt og indholdsløst år. Cardi B har haft et fremragende år i 2017. Hendes Gangsta Bitch Music Vol. 2-mixtape udkom i januar, men den sang, der har ført hende helt til tops var slet ikke på. ”Bodak Yellow” står helt for sig selv – en Kodak Black-inspireret sang med whiskey-vokal, højt til loftet og high-hat lir, der opfordrer lytteren til at råbe så højt som muligt om alle de ting, man har opnået i livet. Det er den musikalske ækvivalent til at sige: ”du skal ikke røre ved mig eller tale til mig uden min tilladelse,” og det er et helt perfekt track.

Cardi har givet kvinder – især minoritetskvinder – en kampsang, der står i skarp kontrast til, hvordan resten af verden har behandlet dem gennem det forgangne år. En kvindes overlæbe krummer sig på en helt særlig måde, når hun spytter ordene ”lil bitch” ud, og det er lige så elegant som lange, falske negle. Det er lyden af stilethæle mod et dansegulv, af en hestehale, der svirper gennem luften og en stram top mod brystet.

Cardi har gjort sit eget navn til et motto. Hendes egen historie er præget af, at hun er gået fra at være stripper til realitystjerne og nu popstjerne på hitlisten. Men hun opfordrer samtidig lytteren til at svælge i sin egen seksuelle magt, sit eget magtpotentiale og sin egen no-bullshit-attitude. I de få åbne rum på den her produktion, inviteres du til at råbe din egen fortælling ud så højt som muligt.—Tshepo Mokoena | LYT

Annoncering

Der findes musik, som man ikke kan lade være med at danse til. Der findes musik, som får dig til at se verden i et nyt lys. Men det er ikke al musik, der kan få dig til at føle dybt. Det er en helt unik kvalitet, og den finder man i GoldLinks ”Crew”. DMV-rapperens største single til dato handler om den uvurderlige følelse af kunne være sig selv, hvordan den tiltro til dig selv kan være med til at gøre verden et lettere sted at navigere i, og hvordan folk ser anderledes på dig, når du står inde for dig selv. Det er alle sammen faktorer, der spiller ind på sangens popularitet. Det er et nummer, der får folk til at føle sig som superstjerner.

Et silkeblødt, 90’er-agtigt hook fra Brent Faiyaz fungerer som anker. Links vers lægger bunden med en række udspekulerede vokalpauser i begyndelsen. DC-raplegenden Shy Glizzy skubber sangen op på et nyt niveau, og han lyder langt mere motiveret, end han har lydt i en menneskealder. ”Crew” lykkedes på grund af lyden, men den hjælper også med udbrede DMV-scenens stemning udover det hyperregionale perspektiv til resten af verden.— Lawrence Burney | LYT

Are you alright?

Sådan spørger Lil Uzi i begyndelsen af “XO Tour Llif3”, og selv om han påstår, at han har det fint, så viser det sig hurtigt, at det ikke er tilfældet.

Det er ikke alene en kliché at sige, at “XO Tour Llif3” viser en sårbarhed i Uzis party-rustning, det er også helt ved siden af. Alle Uzis sange er utroligt sårbare, men den her er den dybeste af dem alle. Han er destruktiv: popper xanax-piller, brænder penge af på biler og stjæler andre folks kærester på en druktur, der aldrig hører op. Kort tid efter den nu legendariske “SHE SAY I’M INSANE YEAH / I MIGHT BLOW MY BRAIN OUT”-udgivelse, tilbyder Uzi skræmmende indsigt i et liv med afhængighed og psykisk sygdom. // I'm committed, not addicted, but it keep control of me / All the pain, now I can't feel it //. Det er hans valg at selvmedicinere, han holder fast på det, og det fungerer.

Det er lytteren måske ikke enig i, men det er svært ikke at synes om sangen alligevel. “XO Tour Llif3” byder på både op- og nedture indenfor et meget begrænset tidsrum. Det er et teaterstykke i tre akter i form af et popnummer. Det tværkulturelle fokus, sangen forener både clubkids og emohoveder, er resultatet af nøje planlægning og en skarp komposition. Man kan slet ikke høre, hvor hiphoppen ender, og rocken begynder. På mange måder så er “XO Tour Llif3” 2017. Det er et råb om hjælp. Det er et piskesmæld. Det er rendyrket nihilisme. Det er fremtiden. Den hylder døden. Den er fuld af liv. Set i sammenhæng med de store forandringer, vi har set i musiklandskabet henover året, så er det faktum, at den her idiosynkratiske lille perle er blevet et monsterhit på sin vis utroligt passende.

Så, lad os vende tilbage til spørgsmålet. Er du okay i december 2017? Måske siger du ”nej”, måske siger du, ”det er jeg vel”, men selv når man ser bort fra al elendigheden i verden, så er der aldrig nogen, der er helt ”okay”. Men du er stadig i live. 2017 har ikke opfundet den eksistentielle krise, så der er kun én vej, og det er frem. En sang som “XO Tour Llif3”, der er helt perfekt i form og indhold, er en god grund til at fortsætte. Og hvad så, om man græder lidt?— Phil Witmer | LYT

Du kan læse de internationale Noisey-skribenters fulde liste med de bedste 100 numre fra 2017 på engelsk her.