Advertisement
Advertisement
Pludselig blev der affyret skud i vores retning, så vi var nødt til at kaste os ned på gulvet igen. Jeg tænkte igen på, om jeg skulle give op og bare være passiv, eller om jeg skulle forsøge at flygte igen. Det var svært at tage et valg. Florian tænkte på samme måde.Jeg ved ikke, hvordan jeg kan fortsætte med at gøre alle de her hverdagsting, når så mange døde. Jeg føler mig næsten skyldig.
Advertisement
Videoen som Julia så efter agrebene.
Sådan gjorde jeg indtil cirka en uge efter angrebene. Jeg havde ikke behov for at deltage i den store mindehøjtidelighed, fordi jeg selv havde oplevet det, det der skulle mindes. Jeg blev en lille smule rørt over "Je suis en terrasse" ["Jeg er på terrassen" – en reference til udeserveringen på mange franske caféer] bevægelsen, men alligevel kan jeg ikke lade være med at fornemme en lille smule hykleri i det.
Advertisement
Advertisement
Siden den 13. november er jeg meget mere ubeslutsom og oplever flere humørsvingninger, end jeg gjorde før. Jeg planlægger noget, og pludselig ombestemmer jeg mig. Sådan gjorde jeg overhovedet ikke før. Jeg har også mistet mit engagement for nogle bestemte interesser og aktiviteter. Selvom jeg er begyndt på en uddannelse, som kommer til at vare lang tid, så spørger jeg mig selv hvorfor. Hvilket formål tjener det, når alting kan forsvinde på et sekund?Jeg gik til psykolog i noget tid. Jeg fik talt om det og grædt en del, og det har også hjulpet. Jeg har talt ret detaljeret med min familie om, hvad der skete, men jeg kan ikke fortælle dem, hvordan jeg har det, for jeg ikke ville have, at de skal bekymre sig. Nogle af tingene vil jeg også gerne have for mig selv.Jeg bliver nogle gange utilpas af at snakke med folk om, hvad jeg oplevede den aften. Jeg kan ikke lide, når folk i min familie spørger til det, for de ved ikke nødvendigvis, hvordan de skal komme ordentligt ind på emnet - men det ved jeg heller ikke, hvordan de skulle kunne. Selv hvis jeg fortalte dem hele historien, tror jeg ikke, de kan begribe, hvad jeg var udsat for. Paradoksalt nok så kunne jeg ikke tale om andet i ugerne, der fulgte efter. Derfor ville jeg gerne være sammen med Florian hele tiden. Vi var egentlig ikke særligt tætte venner inden, men vi er blevet det siden den 13. november. Han var den eneste, der forstod mig.Det har skabt lidt afstand mellem mig og mine venner, at de ikke oplevede det sammen med mig. Nogle af dem sagde, at alting er godt nu, fordi jeg overlevede. Da de fik at vide, at jeg var i live, tænkte de ikke på, hvor mange mennesker der var døde. Det er svært at acceptere, når jeg tænker på mig selv som en del af en gruppe, som blev skabt den aften. Os –ofrene og de overlevende fra Bataclan. Jeg føler mig tæt forbundet til de mennesker, som kunne være døde ligesom mig – også selvom jeg ikke kender dem og formentlig aldrig kommer til at se dem igen. Jeg mistede ikke nogen, jeg kendte den aften, men det er svært at forstå, at selvom vi overlevede, så var der 90 andre, der mistede livet. Følelsen af at have svigtet dem er helt forfærdelig. Lige siden har jeg følt, at jeg ikke må tage noget for givet, for det hele hænger kun i en tynd tråd.* Navnene i artiklen er blevet ændretJeg føler mig tæt forbundet til de mennesker, som kunne være døde ligesom mig – også selvom jeg ikke kender dem og formentlig aldrig kommer til at se dem igen.