Indierockens dronning og "fed, lesbisk feminist" – Beth Ditto er tilbage

Fortællingen om hendes liv ville med de rette briller kunne anskues som en klassisk personificering af den amerikanske drøm. Historien om pigen med ingenting, der ved hjælp af knofedt og viljestyrke transformerede sig til kvinden med alting:

Beth Ditto er født i 1981 i en kristen familie i Arkansas, USA, hvor hun voksede op under fattige kår. Da hun var 13 år, flyttede hun ud af barndomshjemmet, og fem år senere dannede hun bandet Gossip, der på ti år solgte både guld og platin og gjorde Ditto til et ikon. Ikke kun inden for indierocken, men også i modeverdenen, hvor hun siden 00'erne har markeret sig som et stærkt symbol på den moderne kvinde. I 2011 blev hun sågar gift med sin ungdomskæreste nærmest i det øjeblik, homovielser blev lovlige i deres stat.

Så enkelt kan det muligvis beskrives. Men kradser man bare lidt i overfladen, vil man straks opdage, at enkel ikke er et ord, der passer særlig godt på Beth Ditto: Hun er kraftigt overvægtig og har gået catwalk for Marc Jacobs. Hun er badass punk og sødmefuld. Hun er besat af mode og glødende feminist. Hun tager stærkt afstand til sin religiøse baggrund og hylder ved hver given lejlighed sin kristne mor. Hendes fysiske fremtoning med tatoveringer og sortmalede øjne ville passe perfekt ind i Londons musikundergrund, men hun taler med en sydstatsaccent, der ville være 60'ernes countrysangerinde June Carter værdig. Kort sagt: Beth Ditto er både kompleks, mainstream og helt sin egen – noget hun understreger ved konsekvent at omtale sig selv som den "fede, lesbiske feminist fra Arkansas."

Sådan har hun altid været. I hvert fald siden hun som bare 18-årig i 1999 stiftede Gossip med vennen og guitaristen, Brace Prain. Det lykkedes dem at skabe et band, der formåede at holde sig hot gennem næsten to årtier – helt frem til sidste sommer, hvor det gik opløsning. Gossip var karakteristisk fra begyndelsen og slog for alvor igennem med dets tredje album Standing In The Way of Control fra 2006, som blev fulgt op af endnu en succesplade med mega-hittet "Heavy Cross", der udkom i 2009.

Gossip udgav dets sidste album i 2012, men er ikke blevet mindre ikonisk af den grund. Det skyldes ikke mindst Beth Ditto, der – foruden at synge som en drøm – gennem hele sin karriere har formået at sætte dagsorden. Både inden for og uden for musikken. Musikalsk sammenlignes hun med sangerinder som Janis Joplin og Tina Turner. Noget, der i den grad kommer til sin ret på det nye soloalbum, hvor hun skruer ned for larmen og op for det melodiske – et træk, der ikke blot understøtter hendes vokal, men også kommer hendes næsten poetiske tekstunivers til gode. Sangene på det nye album er både politiske og personlige, og man fristes – uden at kende hende – til at give hende ret, når hun siger, at det her album er en manifestation af, at hun er blevet voksen og har fundet ro i sig selv.

Men det betyder ikke, at hun er blevet kedelig – langt fra. Det er både anmeldere og Beth Ditto selv enige om. Noget, hun understregede fra scenen til en af sine første solokoncerter i London tidligere i år: "Gossip er forbi. Det var a good run, men vi er her, vi er queer, vi er weird, men min mor elsker mig." En optræden, der under overskriften "Et frydefuldt comeback" høstede fire ud af fem stjerner i the Guardian.

Men selvom Beth Ditto oprindeligt slog igennem som musiker, er hun – måske i takt med feminismens opblomstring de seneste år – med tiden nærmest blevet ligeså kendt for sit arbejde for LGBT-bevægelsen, menneskerettigheder og feministisk aktivisme som for sit arbejde med musikken. I hvert fald er det svært at finde artikler og interviews med Ditto, der ikke handler om begge dele. The Guardians store interview med hende fra maj i år er ingen undtagelse. Efter først at have fokuseret på den nye solokarriere spørger journalisten ind til, om Ditto selv forstår, den muse-lignende status, hun har fået hos en generation af unge kvinder verden over. Det gør hun selvfølgelig ikke:

"Nej. For jeg føler mig ikke som en muse. Jeg føler, jeg har en feministisk pligt over for piger – og en humanistisk over for mennesker. De, der kom før mig, gjorde det muligt for mig at være mig: Min mor, Patti Smith, Alan Vega, Sylvester, Georg Michael, John Waters. Jeg skylder alle dem at holde liv i den flamme. Jeg føler det ikke som en byrde. Det er en fryd. Det er et privilegie. Jeg gør det med glæde. Og jeg føler mig heldig. Hvis jeg ikke brugte alt det til noget, hvad ville pointen så være?"