Advertisement
Richard Keldoulis: Før jeg startede Church havde jeg en kiosk tæt på Homomonument, som jeg åbnede i 1998. Vi solgte souvenirs og organiserede events på Queen's Day, Gay Pride osv. Det gjorde vi i omkring 10 år. I de år holdt vi ind imellem fester i Club LA, som plejede at ligge i bygningen her. Det endte med, vi fik mulighed for at købe klubben, og det var sådan, det hele startede.Hvordan har byen ændret sig, siden du kom hertil for 18 år siden?
Det er helt forfærdeligt nu. Hvert eneste år stiger antallet af homobarer, der er nødt til at lukke. Det føles, som om der ikke er nogen, der gør noget nyt i øjeblikket. Da jeg kom hertil i 1990, var der 34 darkrooms i Amsterdam. I dag ligger de eneste darkrooms på homobarerne. Og der er ikke andre klubber som vores. Nogen mener, det er et tegn på voksende ligestilling, fordi homoseksuelle er begyndt at tage på blandede barer. Jeg synes, det er ærgerligt.
Da penicillinen blev tilgængelig, var der en fantastisk periode indtil 1980'erne, hvor sex var ret frit. Så kom AIDS i 1981 og fuckede det op for os allesammen. Forhåbentlig kan vi nu fortsætte, hvor vi slap med den seksuelle revolution.
Advertisement
Jeg tror, at et levende homomiljø er brændstof for kreativiteten i en by, som Richard Florida skrev engang. Jeg tror altid, der vil være et kultursammenstød, hvor den ene side siger: "Bare vær normal" og den anden siger: "Normalt er kedeligt." Men et blomstrende homomiljø driver den kreative klasse og sætter spørgsmålstegn ved, hvad "det normale" er. Man skal ikke gå efter ensartethed – det er dårligt for byen.Var det levende homomiljø grunden til, du kom til Amsterdam dengang?
Helt sikkert. Jeg boede i Japan i en periode, indtil mit visum udløb. Så tænkte jeg på, hvor jeg ville hen bagefter. I Amsterdam fandt jeg frihed – jeg kunne ryge pot og bare være mig selv. Holland var virkelig progressivt dengang. Dengang så jeg pikke på den lokale TV-kanal! Det ville man aldrig se i Australien. Hollænderne er mere åbne omkring sex. Og en klub som Club Church ville aldrig kunne overleve, der hvor jeg kommer fra.Tror du klubberne lukker på grund af apps, hvor man kan finde en bolleven med et tryk på en knap?
Det er muligvis en faktor, men de har jo også internet i Madrid og Berlin, og de byer har stadig et kæmpe homomiljø.Hvad er det bedste ved at eje en sexklub?
Darkroomet er på en måde mit naturlige habitat, min legeplads. Jeg begyndte at arbejde i branchen ud af personlig interesse. Og sex sælger, ikke sandt? Nu kan jeg kombinere en succesfuld virksomhed med min kamp for seksuel frihed.
Advertisement
Nu er der også adgang for negative mænd, der tager PrEP. Hvorfor det?
Vi vil gerne fjerne tabuet omkring hiv – også internt i homomiljøet. Vi ville skabe et rum for positive mænd, så de kan have ubeskyttet sex. Men vi har også vidst i nogle år nu, at hvis man er positiv og tager sin medicin, så risikerer man ikke at smitte nogen andre. Derudover kan folk, der tager PrEP, ikke få hiv. Så homoseksuel sex bliver stadig mere og mere sikkert. I sidste ende er de farligste faktisk de unge mænd, der ikke kender deres status.Føler du dig ansvarlig for dine gæsters sundhed?
Jeg har altid følt mig ansvarlig for deres sikkerhed. Vi har gratis kondomer, der ligger over det hele i klubben, og vi plejede faktisk at gå rundt og tjekke, om folk brugte dem, men det gør vi ikke længere, for som jeg fortalte, gør PrEP det hele langt mindre risikabelt. Men i sidste ende er det ikke op til mig at skulle bestemme, hvordan du har sex.Hvordan har du det med, at hiv bliver en mindre og mindre trussel, takket være den nye medicin?
Det er selvfølgelig en fantastisk udvikling. Da penicillinen blev tilgængelig under Anden Verdenskrig, blev syfilis pludselig et meget mindre problem. Det er derfor, der var en fantastisk periode indtil 1980'erne, hvor folk ikke var bange for de dødelige seksuelt overførte sygdomme, og sex var ret frit. Så kom AIDS i 1981 og fuckede det op for os allesammen.
Advertisement